Dylan gav nobelforelæsning fem dage før deadline

Kravet er en forelæsning for at få Nobelprisens otte millioner kroner, og Bob Dylan nåede det lige.

I sin forelæsning for Det Svenske Akademi reflekterede han blandt andet over, hvordan hans sange er beslægtet med litteratur. (Foto: ISTVAN BAJZAT © Scanpix)

I sidste øjeblik har nobelprisvinderen og musikeren Bob Dylan givet Det Svenske Akademi en nobelforelæsning.

Forelæsningen, der er det eneste krav for at modtage de otte millioner svenske kroner, som følger med en nobelpris, skulle holdes senest 10. juni.

- Talen er ekstraordinær og, som man nok ville forvente, velformuleret, skriver Sara Danius, som er akademiets faste sekretær, i et blogindlæg.

Nobelprisen førte overskrifter i oktober 2016, da Bob Dylan efter flere ugers komplet tavshed i et brev meddelte, at han ikke kunne komme til overrækkelsesceremonien i december.

Han angav ingen årsag, og modtog så prisen i Stockholm 1. april.

Begrundelsen for at tildele nobelprisen i litteratur til den i dag 76-årige sanger og sangskriver var blandt andet at han har 'skabt nye poetiske udtryk i den store amerikanske musiktradition'.

I sin nobelforelæsning reflekterer Bob Dylan blandt andet over, hvordan hans sange er beslægtet med litteraturen.

- Jeg håber, nogle af jer får chancen for at lytte til disse sangtekster på den måde, det var meningen, de skulle høres på: til en koncert eller på en plade, eller hvordan folk nu lytter til sange disse dage, sagde han blandt andet.

/ritzau/

Facebook
Twitter