Ecstasy-kanoner eller velopdragen subkultur?

Hård techno og hættetrøjer. Udseendet og lyden af technokulturen hardstyle får fordommene frem. Men hardstyle er i virkeligheden helt og aldeles lovlydigt.

Da Pia Eis og Jens Petersens søn Mathias på 15 begyndte at lytte til hardstyle og danse på teenageværelset, var de nervøse.

- Vi tænkte jo straks på punkfester og technofester og det, der hører med, som stoffer og lignende, fortæller Jens Petersen. Og moren Pia Eis fortsætter:

- Tempoet i dansen fik mig til at tænke på speed. Jeg tænkte, at man ikke kunne danse en hel dag uden at være på et eller andet., siger hun.

Mathias fik dog stille og roligt forklaret sine forældre, at hardstyle miljøet tager kraftigt afstand fra stoffer. Så blev han kørt til hardstyle meetups (frivilligt arrangerede dansemøder, red.) af sin mor. Velopdragen subkultur- Det er en af de mest velopdragne subkulturer, jeg er stødt på, siger Rune Sparre Geertsen, der er redaktør på DRs netkanal for unge, Pirat TV.

- De går meget op i at deres arrangementer skal foregå efter samfundets love og ikke genere naboerne. De kontakter politiet inden meetups, og de håndhæver selv deres egne regler, der siger, at ingen under 15 år må drikke alkohol til musikken, fortæller Rune Sparre, som sammen med en kollega har lavet en tv-serie om unge, der dyrker hardstyle.

Kom til meetup og afliv fordomme

- Hardstyle handler om fællesskab og kærlighed til musikken og dansen. Mange hardstyle-fans går derfor meget op i at ændre folks opfattelse af kulturen, mener han.

- De tænker virkelig meget over, hvad andre tænker om dem, og de gør rigtig meget for at forklare, at hardstyle ikke har noget med for eksempel stoffer at gøre, siger Rune Sparre Geertsen.

- Der er mange, der associerer techno med stoffer og lidt mærkelige mennesker, der tager lidt for mange piller, siger Maria Simesen, der sammen med vennen Jonas Palm arrangerede et hardstyle meetup i Herning i marts.

Afliv fordommene

- Vi opfordrer folk til at komme til vores meetup og aflive deres fordomme, supplerer Jonas Palm.

Og hvad er så den vildeste fordom? Jens Kristian Bech Pedersen, der sammen med en ven driver forummet Hardstylers United med tusinder af danske brugere, har hørt det meste.

- Den klassiske er, at der er ecstasy-kanoner til technofester og gratis vand for at vi ikke skal dø, lyder svaret.

Danmarks største hardstyle meetup foregår 29. maj til Odense Havnefestival. Læs mere på Hardstylers United.

Hardstyle i en parkeringskælder (Foto: Rune Sparre Geertsen © DR)
Facebook
Twitter