Efter 20 sæsoner er det slut for reality-serien over dem alle: Men den verdensberømte familie har allerede et nyt projekt på trapperne

'Keeping Up with the Kardashians' har netop sendt sidste afsnit, og det er svært at overvurdere seriens betydning, lyder det i amerikanske medier.

(Foto: Christopher Polk/E! Entertainment © Getty Images)

Hvis du har haft adgang til internettet de sidste 10-15 år, så er du uden tvivl stødt på navnet Kardashian. Jo, også selvom du måske ikke vil indrømme, at du egentlig godt ved, at familiens fem verdensberømte døtre hedder Kourtney, Kim, Khloé, Kendall og Kylie.

For reality-familien med succes-showet 'Keeping Up with the Kardashians', der netop er slut efter 14 år og 20 sæsoner, er stadig her, dér og alle vegne.

Én af familiens fem døtre er i dag for længst blevet milliardær på sit eget makeup-imperium, og de andre tjener millioner og atter millioner på deres livsstilsbrands, tøjkollektioner eller ved at være modeller. Bag det hele står momager (mor og manager sat sammen) Kris Jenner.

Nu er det så slut med det tv-show, som har gjort familien – der ifølge Variety blev berømte for ingenting – til meget mere end reality-stjerner. For familiens indflydelse på den popkultur, vi alle sammen er en del af (uanset om vi vil eller ej) er svær at overvurdere.

I hvert fald, hvis man kaster et nærmere blik på, hvad alverdens medier skriver i kølvandet på, at den sidste episode af 'Keeping Up with the Kardashians' blev sendt den 10. juni.

- De har virkelig skabt sig en niche, som ingen andre kan udfylde, lyder vurderingen hos BBC, der fortsætter:

- Der er næppe en anden familie, der kan fange publikums opmærksomhed i en sådan grad, at det retfærdiggør et årti på skærmen.

Variety pointerer, at Kardashian-klanen for længst er blevet større end den serie, der katapulterede dem til verdensberømmelse.

- Selvom serien har gjort det muligt for Kardashian-Jenner-familien at få opfyldt nærmest umulige drømme, så er familien på et tidspunkt blevet større end serien. Når alt kommer til alt, så tjener Kris, Kim, Kourtney, Khloé, Kendall og Kylie i dag millioner på blot et enkelt Instagram-opslag.

The Hollywood Reporter finder også de store gloser frem om Kardashian-serien, der dog også får et par kritiske betragtninger med på vejen:

- Intet rammer som den originale serie. At se 'Keeping Up with the Kardashians' har været ligesom at se selve historien om USA udfolde sig – fyldt med sine modsætninger, et vampyrisk forhold til sorte, en besættelse af at genskabe sig selv, kapitalistisk dysfunktion og en nærmest komisk mangel på selvbevidsthed.

- Kardashian-Jenner-familien lever i en boble, der ikke længere er sjov at følge med i – heller ikke sporadisk.

Kris Jenner er kæreste med Corey Gamble, som er tidligere tourmanager for Justin Bieber. Hun er mor til de fem søstre og deres bror Robert Kardashian, der ikke er lige så kendt som søstrene. (Foto: Mike Blake)

Reality-stjerner 'kan bruge deres magt til rigtig, rigtig meget'

Selvom familiens ekstravagante levevis kan kritiseres, slutter adjunkt og tv-forsker ved Aarhus Universitet Mads Møller Tommerup Andersen sig dog til koret af stemmer, der mener, at man bør tage familien seriøst.

De har nemlig vist sig at være intet mindre end langstidsholdbare:

- Nogle af os tænker måske indimellem på realitystjerner som en slags døgnfluer, men den her serie er blot ét ud af flere eksempler på, at vellykkede realitykarrierer og vellykkede realityformater kan være enormt sejlivede og køre videre i mange år, siger han og uddyber:

- Reality-tv kan skabe nogle berømtheder, der kan bruge deres magt til rigtig, rigtig meget. Det kan både være skræmmende, men det er også imponerende. USA's tidligere præsident, Donald Trump, er måske det bedste eksempel på det, da han jo hittede med tv-showet 'The Apprentice', inden han blev præsident.

Familien bliver ofte omtalt som den mest magtfulde i verden. I 2015 blev der indgået en kontrakt mellem Kris Jenner og produktionsselskabet 'E!'. Familien fik ifølge Page Six 100 millioner dollar for at fortsætte med programmet i fire år mere. (Foto: John Shearer © 2011 WireImage)

Kardashian-familien har dog mest brugt deres berømmelse til at skabe sig pengetanke så store, at selv Joakim von And ville blive misundelig.

- I dag er der er en helt masse firmaer, bureauer og enkeltpersoner, der får en masse ud af den her familie og tjener penge på dem. Der er produkter, der skal sælges, der er sociale medier-sponsorater, der skal teases for, og så videre. De er startet uden ret meget og er så blevet helt utroligt rige undervejs, forklarer Mads Møller Tommerup Andersen.

Faktisk kan man godt bare tænke på familien som nogen, der skal have deres økonomi til at løbe rundt – blot på en noget anden måde end de fleste af os andre.

- Det er måske ikke traditionelle professioner, der lige har ligget til højrebenet for dem. Så de er søgt derhen, hvor de har kunnet skabe sig muligheder og få succes.

- Generelt kan realitydeltagere godt være en slags udsatte arbejdere, som prøver at skabe en karriere i krydsfeltet mellem at være realitydeltager, influencer og måske skuespiller eller noget helt fjerde. Og dér er familien her lykkes med at skabe en kommercielt interessant forretning.

Sidste år blev Kylie Jenner kåret som verdens bedst betalte berømthed af Forbes – blandt andet fordi hun solgte 51 procent af sit succesrige kosmetikfirma, Kylie Cosmetics. (Foto: Danny Moloshok © Ritzau Scanpix)

Og selvom det altså nu er slut med at følge med i familiens dagligdag i Kardashian-serien, så tyder meget på, at vi langt fra har set det sidste til dem.

Familien har allerede indgået en flerårig aftale med Disney, som der – indtil videre – ikke er kommet mange detaljer frem om.

- Men hvis man kan klare at tilbringe 14 år i medierne søgelys, så kan man nok godt tåle lidt mere, pointerer Mads Møller Tommerup Andersen og slutter:

- Mon ikke, de er godt i gang med at finde på et nyt format, der igen vil fange verdens opmærksomhed.

Mens vi venter på det nye Kardashian-format, dykker vi her ned i fem måder, hvorpå serien har sat kæmpemæssige aftryk på popkulturen:

Har haft kæmpe gennemslagskraft

Selvom 'Keeping Up with the Kardashians' langt fra er verdens første realtyserie, så er det én af dem med størst kulturel gennemslagskraft. Det mener Deadline.

- Selvom det aldrig var en favorit hos anmelderne, og er blevet krisiterert af mange for sin tomhed og materialisme, så har den konsistent været ét af de mest sete realityprogrammer.

Har ændret vores opfattelse af skønhed

Især Kim Kardashian har ændret den kollektive opfattelse af, hvordan en smuk kvinde ser ud, siger Meredith Jones til BBC.

- En del af det skyldes, at hun har præsenteret sig selv som et vedvarende renoveringsprojekt, mener forskeren i populærkultur.

Kritikken lyder dog også, at det har taget overhånd i sådan grad, at det er blevet svært at relatere til deres skønhedsidealer.

Kim Kardashian West blev i 2014 gift med rapperen Kanye West. Sammen har de fire børn: North, Saint, Chicago og Psalm. (Foto: Karwai Tang © 2020 Karwai Tang)

Er blevet beskyldt for kulturel appropriation

Og serien har da også været ramt af sin del af kritik gennem årene.

Det har blandt andre Kim Kardashian oplevet. Hun ville kalde sin nye undertøjslinje for 'Kimono', selv om undertøjet ikke havde meget med den japanske beklædningsgenstand at gøre. Det blev voldsomt kritiseret og fik hende til at droppe navnet igen.

Desuden er familien også blevet beskyldt for såkaldt blackfishing (når ikke-sorte prøver at fremstå sorte) og kulturel appropriation. Blandt andet på grund af deres kosmetiske operationer og måden, hvorpå de til tider styler deres hår.

Har vist os nye familieformer

Familier kan se ud på mange måder, og 'Keeping Up with the Kardashians' har især brilleret ved at vise os måder at være en familie på, man ikke tidligere har været vant til at se i bedste sendetid.

Således har vi både fået et indblik i rugemoderskab og skilsmisseforhandlinger i serien. Kameraerne rullede også, da to af søstrenes far sprang ud som transkvinde i 2015.

Kendall Jenner (til venstre) med sin far, Caitlyn Jenner, til Vanity Fairs Oscar-fest i 2019. (Foto: Danny Moloshok © Scanpix)

Har sat turbo på brugen af sociale medier

Da serien første gang så dagens lys i 2007, var der endnu ikke noget, der hed Instagram.

Spol så lige tiden 14 år frem: I dag har de fem Kardashian-Jenner-søstre samlet set over 900 millioner følgere på det sociale medie. Det er rundt regnet omkring tre gange så mange mennesker, som der bor i hele USA.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk