Efter identitetspolitisk stormvejr: Nu stopper rektor på kunstakademi 

Kirsten Langballe stopper som rektor på Kunstakademiets Billedkunstskoler. Der er "behov for nye kræfter", lyder grunden.

Rektor Kirsten Langkilde stopper som rektor på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Tidligere på året smed institutleder på skolen Katrine Dirckinck-Holmfeld en buste af kong Frederik den 5. i Københavns havn, hvorefter hun blev bortvist. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Artiklen er opdateret med udtalelse fra kulturminister Joy Mogensen (S) den 15. december klokken 9.36.

Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler skal til at se sig om efter en ny rektor.

Det står klart, efter Kulturministeriet har meddelt, at nuværende rektor Kirsten Langkilde stopper til nytår.

- Kulturministeriet og Kirsten Langkilde er ikke nået til enighed om, hvad der skal til for at løse udfordringerne på Kunstakademiets Billedkunstskoler. Der er derfor behov for nye kræfter, skriver ministeriet, som vil give billedkunstskolerne "en ny start med en ny rektor".

I pressemeddelelsen fremgår det ikke, hvad grunden er til fratrædelsen.

Den kommer dog på baggrund af længere tids ballade og et ministerielt ønske om en redegørelse fra skolen.

Og der er ingen tvivl om, at Kirsten Langkilde ikke selv har valgt at gå, mener Poul Pilgaard Johnsen. Han er journalist på Weekendavisen og har det seneste halve år dækket den vidtforgrenede ballade på Kunstakademiet.

- Rektor er reelt blevet fyret af kulturministeren i dag, siger han i 'Kulturen på P1' mandag og uddyber:

- De er nok blevet enige på den måde, hvor der ikke rigtig har noget valg for den ene part. Jeg tror, det har ligget i kortene, lige fra undersøgelsen blev bestilt, at hun skulle ud.

I et skriftligt svar meddeler ministeren, at hun ikke vil udtale sig yderligere om Kirsten Langkildes fratrædelse.

- Det er en personalesag, der bliver håndteret af ministeriet og ikke mig. Kirsten Langkildes afgang løser ikke alene problemerne på Kunstakademiets Billedskoler. Derfor er det stadig vigtigt, at vi får den eksterne undersøgelse af forholdene på billedkunstskolerne, lyder det i svaret.

- Vi har først og fremmest behov for nogle anbefalinger til, hvad vi konkret kan gøre for at løse de problemer og konflikter, der er, i forhold til undervisnings- og arbejdsmiljøet. Der er også behov for at få analyseret de identitetspolitiske strømninger på akademiet, som der har været fokus på, samt om den forskning og uddannelse, der finder sted, er relevant i forhold til kandidaternes videre arbejdsliv. Undersøgelsen skal således give den kommende leder noget at arbejde ud fra.

I en skriftlig udtalelse til Ritzau siger Kirsten Langkilde, at det er "med beklagelse", at hun snart stopper som rektor.

- Jeg er ked af, at Kulturministeriet ikke vil bakke op om min linje i ledelsen af Kunstakademiet.

- Jeg har været glad for tiden på Kunstakademiet, og jeg kommer til at savne de mange gode og engagerede undervisere og medarbejdere med hjertet på rette sted.

Oplysningen om Kirsten Langkildes afgang som rektor kommer efter et ganske turbulent 2020 på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, som Poul Pilgaard Johnsen har afdækket for Weekendavisen.

Turbulensen skyldes blandt andet en gruppe af studerende, han kalder "de identitetspolitisk vakte", samt sagen om busten af kong Frederik den 5., der blev smidt i Københavns havn.

- De mener ikke, kunsten skal være fri. De mener, den skal forfølge et politisk korrekt formål. Nogle taler om, at der er et slags identitetspolitisk politi, der går rundt og sikrer sig, at folk overholder de her selvfastsatte regler.

Og Kirsten Langkilde har altså ikke formået at løse problemerne, siger Poul Pilgaard Johnsen:

- Der er ingen, der rigtigt ved, hvad Kirsten Langkilde selv mener om det her, men hun har nok ikke været den bedste til at håndtere problemerne.

Nedenfor giver vi dig et overblik over hele balladen på skolen:

Buste kastet i Københavns havn

By & Havn sender en dykker i vandet og hejser en statue Frederik den 5. op af Københavns Havn. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Den 5. november bringer Weekendavisen historien om, at en udgave af Jaques Francois Joseph Salys buste af kong Frederik den 5. er forsvundet fra Akademiets festsal på Charlottenborg.

I starten ved ingen, hvordan den er forsvundet, eller hvem der har fjernet den.

Det kommer dog snart frem, at det er gruppen Anonyme Billedkunstnere, der har fjernet busten. De offentliggør nemlig selv en video af, at de fjerner busten fra sin sokkel og smider den i Københavns havn.

Ved at kaste busten af Frederik den 5. i havnen ønsker gruppen: "…at italesætte de måder, hvorpå kolonitiden er usynliggjort, men stadig har direkte konsekvenser for minoritetsgjorte mennesker inde og uden for Kunstakademiet", lyder det i den tekst, der ledsager videoen.

Institutleder går til bekendelse

Katrine Dirckinck-Holmfeld har taget ansvaret for, at Kunstakademiets gipsbuste af Frederik den 5. er endt i Københavns Havn. Hun er efterfølgende blevet bortvist fra skolen. (Foto: Jesper Houborg © Scanpix)

Der sker uoprettelig skade på busten, der bliver fisket op af vandet den 6. november. Kulturminister Joy Mogensen (S) tager straks afstand til sagen på Facebook. Akademirådet meddeler desuden, at man har meldt sagen til Københavns Politi.

Senere stiller institutleder på skolen, Katrine Dirckinck-Holmfeld, op til et interview i Politiken, hvor hun meddeler, at det var hende, der skubbede busten i vandet.

- Det var mig, der tog initiativet. Det var mig, der tog busten fra soklen i akademiets festsal. Og det var mig, der skubbede den i havnen, siger hun blandt andet.

Kunstakademiet går herefter ud med en pressemeddelelse, hvori man fortæller, at Katrine Dirckinck-Holmfeld er bortvist fra skolen.

Efterfølgende bortvisningen bliver der lavet en solidaritetserklæring til støtte for Katrine Dirckinck-Holmfeld, som i skrivende stund har samlet over 900 underskrifter.

Minister kræver redegørelse

Kulturminister Joy Mogensen (S) har i kølvandet på buste-sagen krævet en redegørelse fra Kunstakademiet. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

Herefter skrider kulturminister Joy Mogensen (S) igen til tasterne på Facebook og kræver en redegørelse fra skolen.

- Jeg vil bede Kunstakademiets rektor om en redegørelse for, hvad der er sket, og en plan for, hvordan man vil etablere et studie- og arbejdsmiljø, hvor politiske strømninger ikke kommer i vejen for det kunstneriske fokus i uddannelsen, lyder det i Facebook-opslaget fra den 13. november.

Hun udtrykker videre en klar forventning om, "at Kunstakademiet vil gå i gang med dette og i øvrigt sørge for, at forløbet bliver grundigt undersøgt, og ansvaret bliver placeret".

Dirckinck-Holmfeld afviser selv, at det var hærværk at smide busten i havnen. Det var "en happening mod en gipsafstøbning, der findes i flere versioner", har hun ifølge Ritzau fortalt til Politiken.

Dårligt studiemiljø

Kirsten Langkilde tiltrådte som rektor for Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i februar 2019. Hun nåede dermed at være rektor for skolen i knap to år. (© FHNW)

'Kulturen på P1' søger og får aktindsigt i den redegørelse fra Kirsten Langkilde, som kulturminister Joy Mogensen (S) har afkrævet hende.

Her bliver der blandt andet kastet lys over, at "nogle studerende oplever udfordringer med sexisme". Andre studerende ønsker, at skolen gennemgår et "selvopgør" og udvikler sig "i en mere moderne og inkluderende retning".

Endelig har nogle studerende ifølge redegørelsen "fokus på strukturel racisme i undervisning, kunst og samfund og oplever, at samfundets racistiske strukturer kommer til udtryk i uddannelsens indhold og form".

Kirsten Langkilde understreger dog, at det, hun kalder den "identitetspolitiske debat", ikke må "ende med et smagsdommeri, hvor en polariseret debat underminerer Kunstakademiets virke".

Samtidig skriver hun dog også følgende i redegørelsen:

- Efter min personlige opfattelse er en del af de identitetspolitiske synspunkter berettigede, mens andre synspunkter efter min opfattelse er skudt helt over målet, og herunder er det helt uantageligt at begå hærværk som led i en påstået kunstnerisk happening.

Vi har forsøgt at indhente en kommentar fra Katrine Dirckinck-Holmfeld til denne historie. Hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

FacebookTwitter