Efter kontroversielt Ghita Nørby-interview: Nu er det Casper Christensens tur

Casper Christensen troede ikke sine egne ører, da han hørte Radio24syvs radioportræt af Ghita Nørby. Nu medvirker han selv.

Ghita Nørby har tidligere fortalt til dr.dk, at hun 'følte sig udnyttet' af Radio24syv i sagen om det kontroversielle interview 'Hele Danmarks Ghita'. (Foto: Erik Refner / Linda Kastrup © Scanpix)

Det mest omdiskuterede radioprogram i årevis er uden tvivl Radio24Syvs interview med Ghita Nørby 'Hele Danmarks Ghita'.

Her skulle radiojournalist Iben Maria Zeuthen interviewe den 84-årige skuespillerinde i syv timer hjemme hos hende.

Men de to kvinder kom fra starten helt skævt ind på hinanden, og det endte med, at Ghita Nørby ad flere omgange blev så voldsomt irriteret på den 34-årige radiojournalist, at de måtte afbryde optagelserne efter få timer.

Radio24Syv valgte at bringe en sammenklippet udsendelse, som fik debatten til at koge.

Ikke farligt

Nu er Iben Maria Zeuthen klar med næste store radioportræt, 'Hele Danmarks Casper', om Casper Christensen. Konceptet er det samme som i Ghita-interviewet. Hele syv timers interview ligger bag portrættet.

- Der er ikke noget farligt ved at lave det. Det opdagede jeg i hvert fald. Det var farligt for Ghita, men for mig var det faktisk ikke farligt. Jeg er rigtig glad for interviewet, siger han i et interview med Aftenshowet.

Casper Christensen havde faktisk sagt ja, før Ghita-interviewet blev sendt, så da Iben Maria Zeuthen ringede og forberedte ham på, at der kom et Ghita-interview, der var gået 'lidt specielt', lyttede han - og måtte høre det igennem tre gange for at finde ud af, hvad der foregik.

Vred på Ghita

- Jeg kom til at grine i starten, og så blev jeg også faktisk en lille smule vred på Ghita. Jeg syntes ikke, det var i orden at behandle Iben på den måde. Så jeg havde blandede følelser, da jeg oplevede det. Men jeg endte med at glæde mig til at lave det selv for at vise en anden måde, man kan møde Iben på, siger Casper Christensen i Aftenshowet.

Interviewet ligger nu på 24Syvs hjemmeside, og her kan man blandt andet høre en samtale, hvor Casper Christensen åbner op omkring sin skilsmisse og fortæller om, hvor hårdt det føles kun at se sine børn halvdelen af tiden.

- Når man har syv timer, kan man bare blive ved med at tale om et emne i halvanden time, så derfor kommer man længere ind, siger Casper Christensen og tilføjer:

- Det er faktisk først, da vi når ud på sjette time, at vi begge begynder at kunne mærke, at nu lukker vi ned. Det var ret interessant.

Instagram gik ned

I Aftenshowet fortæller journalisten Iben Maria Zeuthen også om, hvor voldsomt det føltes, da Ghita-gaten rasede.

- Faktisk er det som stormen i 1999. Altså man sætter sig indenfor, og det stormer løs derude. Det føles som en fysisk storm, tror jeg.

- Så du lukkede ned og bare satte dig, spørger værten.

- Ja, altså jeg havde faktisk heller ikke så meget valg. Lige da udsendelsen udkom, prøvede jeg at tjekke ind på min Instagram, og så kunne jeg se, at billedet frøs. Mine apps gik faktisk ned, fordi der var så meget aktivitet på dem. Det var en meget voldsom oplevelse, siger Iben Maria Zeuthen.

Facebook
Twitter