Efter skiftet fra TV2: Her er Stéphanie Surrugues første DR-tjans

Stéphanie Surrugue og Kåre Quist skal sammen styre slagets gang som værter ved Kronprinsparrets Priser 2015.

Det er ellevte gang, at Kronprinsparrets Priser skal uddeles, og i år er rammen for prisuddelingen Kulturværftet i Helsingør. Stéphanie Surrugue og Kåre Quist er værter og D.K.H. Kronprinsparret vil traditionen tro selv uddele de fire priser: Kronprinsparrets Sociale Pris, Kronprinsparrets Kulturpris og de to stjernedryspriser. (Foto: Dr © Bjarne Bergius Hermansen)

I sommer skabte det overskrifter, da det blev annonceret, at den tidligere TV2-profil Stéphanie Surrugue skiftede til DR med tiltrædelse i september.

Her skal hun være DRs nye USA-korrespondent, og er blandt andet tiltænkt en central rolle i dækningen af den forestående amerikanske præsidentvalgkamp.

Men inden da får den ellers erfarne journalist og vært sin DR-debut som vært på Kronprinsparrets Priser 2015, der løbet af stablen fra Kulturværftet i Helsingør, lørdag 3. oktober. Hun skal styre slagets gang med DRs Kåre Quist.

Fire priser skal uddeles

Kronprinsparret vil i løbet af aftenen uddele fire priser.

Kronprinsparrets Sociale Pris til en organisation, der har gjort en markant forskel på det sociale område, og Kronprinsparrets Kulturpris til en ekstraordinær præstation med internationalt format inden for kunst og kultur. Og ikke mindst Kronprinsparrets to Stjernedryspriser, som gives til to unge kunstneriske talenter.

- Kronprinsparrets Priser hylder både talentet, kulturen og det sociale arbejde. Det er vigtige områder, og derfor bliver det en særlig oplevelse at være vært denne aften, siger Stéphanie Surrugue.

- Jeg glæder mig til at være vært sammen med Stéphanie på den store aften, hvor der både bliver tid til underholdning og til at hylde prismodtagerne, supplerer Kåre Quist.

Fokus på nyt talent

Kronprinsparrets Priser har et særligt fokus på talentudviklingen i det danske kulturliv, og derfor er mange af de optrædende musikere ved prisuddelingen nye, talentfulde solister og bands.

Rød løber på dr.dk

Optakten til showet sendes live på dr.dk allerede fra kl. 19.00 hvor Mikkel Fønsskov ruller den røde løber ud. Her kan seerne både møde modtagerne af Kronprinsparrets Stjernedryspriser, nogle af aftenens gæster og komme med backstage og møde værterne.

Kronprinsparrets Priser er tidligere gået til blandt sangeren Mø, de kreative kræfter bag tv-serierne Borgen og Forbrydelsen samt kunstneren Olafur Eliasson.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk