Ikke bare vandt Ukraine dette års Eurovision Song Contest – de sejrede overlegent med 165 point ned til andenpladsen – og med et rekordhøjt antal seerpoint.

Samtidig var Rusland, der invaderede Ukraine i februar, fuldstændig bandlyst ved verdens største musikkonkurrence i Torino.

Og selvom Ruslands præsident, Vladimir Putin, har andet at tænke på end ukrainske rappere og glitter i Italien, så går Ukraines sejr ikke ligefrem ubemærket hen.

Det vurderer Flemming Splidsboel, der er seniorforsker ved DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier.

- De lægger helt sikkert mærke til det, og havde russerne vundet, havde de helt sikkert selv brugt det politisk. Det var sikkert lige før, at en russisk vinder var kommet til Kreml og havde fået en medalje.

Hør Ukraines vindersang i videoen her.

Spørger man Lisanne Wilken, lektor ved Aarhus Universitet, der har forsket i sammenspillet mellem politik og Eurovision, gør sejren ondt på Putin.

- Han har hænderne fulde i øjeblikket med Sverige og Finland, der vil i Nato, hele Europa støtter Ukraine, og der bliver sendt klare budskaber om, at der sidder en stor europæisk befolkning og siger, at vi holder med Ukraine. Det ser han da, og det betyder da meget. Jeg tror, at han ærgrer sig helt utroligt meget.

Normalt står vinderen af Eurovision for at afholde næste års musikkonkurrence. Mens arrangørerne bag Eurovision, EBU, allerede har givet udtryk for, at det bliver en udfordring på grund af krigen, har den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, erklæret, at det krigshærgede land skal være vært næste år.

Sker det, er det en dobbelt lussing til Rusland, siger Lisanne Wilken.

- Rusland spiller Eurovision på den led, at de virkelig forsøger at vinde. For så kan man få sangkonkurrencen til Moskva og vise, hvor fantastisk Rusland er. Det er da super ærgerligt for Putin, at det nu bliver Ukraine, der måske får den chance på en eller anden led.

Sejr forstærker russernes billede af vesten

Flemming Splidsboel forklarer, at russerne vil se den ukrainske sejr som endnu et ben i den hybridkrig, de mener, at vesten fører imod dem med blandt andet udelukkelse af russiske atleter ved store sportsbegivenheder eller beskyldninger om doping.

- Det bekræfter det indtryk, de har af, at vi ikke kan lide dem, men at vi kan lide Ukraine. At det er en unfair kamp, og at vi ikke forstår dem, og det forstærker det billede, de har af os. Alt er et forsøg på at ydmyge og svække Rusland, siger han.

Den tankegang skal ses i lyset af, at Eurovision historisk set har haft en anden betydning for østlandene, end musikkonkurrencen for eksempel har haft for Danmark.

- Det har været sådan noget mystisk noget ovre på den anden side, hvor der var glamour og sjov. Det betød noget at komme med, og det var en form for anerkendelse af, at man var med i den europæiske familie, og det skal man ikke underkende. Det har altid været naturligt for os, men for andre har det været som at kvalificere sig til Europa, og klarede man det godt, betød det, at man var godkendt, siger Splidsboel.

Ukraine har i forvejen masser af sympatipoint

Og i år er ikke første gang, at der har været mere på spil i en ukrainsk sejr end bare champagne og hæder. I 2016 vandt den ukrainske sangerinde Jamala Eurovision, og også her var konflikten mellem Rusland og Ukraine et tema.

Se de tidligere ukrainske Eurovision-vindere her:

For selv om sangene i Eurovision officielt ikke må indeholde politisk indhold, så handlede sangen '1944' om Ruslands deportation af hele Krimhalvøens tatarbefolkning under Anden Verdenskrig. EBU tillod ifølge Lisanne Wilken dog Jamalas sang, fordi det var en personlig fortælling om hendes bedsteforældres oplevelser under deportationen.

Den russiske sanger Sergej Lazarev var blandt storfavoritterne, men fik en tredjeplads. I Rusland talte man efterfølgende om stemmemanipulation og hybridkrig.

Dengang var Jamalas sejr en enormt stor ting for ukrainerne. Og det er også stort i år, men dog ikke helt på samme måde, vurderer Flemming Splidsboel. Meget har nemlig ændret sig siden 2016.

- Det er vigtigt, men de har så mange sympatipoint i forvejen, at det ikke er det samme gennembrud, som da Jamala vandt. Det var kæmpestort. Men dengang var Ukraine noget, vi ikke helt kendte, men i dag er vi jo nærmest alle ukrainere.