Eksperter efter dansk Eurovision-flop: 'Vi er nødt til at ændre strategi. Vi har mistet den'

Der er ros til Danmarks gruppe oven på Eurovision-semifinalen, men eksperterne er kritiske over for DR.

Danske Reddi klarede sig ikke videre til lørdagens Eurovision-finale. Det undrer ikke eksperterne, der nu retter skarp kritik mod DR. (Foto: Ida Marie Odgaard © Ritzau Scanpix)

- Hvis vi gerne vil være med, hvor det er sjovt, og klare os godt, så er vi nødt til at ændre strategi. Vi har mistet den.

Analysen er ikke til at tage fejl af oven på tirsdagens Eurovsion-semifinale, hvor Danmark som det eneste nordiske land ikke klarede sig videre til lørdagens finale, hvilket betyder, at rockgruppen Reddi ikke skal på scenen igen med bidraget 'The Show'.

Kritikken kommer fra Grand Prix-ekspert Morten Madsen, der står bag sitet Eurosong og har dækket Eurovision i over ti år.

- Danmark har ikke været gode nok. Vi har simpelthen ikke haft den rigtige sang. Det har jeg haft på fornemmelsen lige siden Dansk Melodi Grand Prix. Respekt for pigernes indsats; de gjorde, hvad de kunne. Men sangen er bare ikke god nok, det bliver jeg nødt til at slå fast.

- Jeg har hele tiden følt mig ret sikker på, at den ikke ville falde i Europas smag, og det gjorde den heller ikke. Det er et forventeligt nederlag, så nu må vi op på hesten og tænke os godt om til næste år.

Der er ikke meget at flage for efter tirsdagens Eurovision-semifinale, hvor Danmark røg ud som det eneste nordiske land, mens Island og Norge klarede sig videre. Torsdag forventes det, at både Sverige og Finland også klarer sig videre fra anden semifinale. (Foto: Matteo Rasero/LaPresse GRM FOTO © Scanpix)

'DR skal tænke sig gevaldigt om'

Mens Morten Madsen altså intet har at udsætte på de fire bandmedlemmer i Reddi, retter han derimod skytset mod DR, der arrangerer det danske Grand Prix, hvorfra man vælger den sang, der skal repræsentere Danmark ved Eurovision.

- Min opfordring til Danmarks Radio er, at man skal finde en anden formular i forhold til at vælge bidrag, for der var ikke andre sange fra den danske finale, der kunne have gjort det bedre til Eurovision.

- Det er ikke Reddis skyld. Det er DR, som har mistet fornemmelsen for, hvad der rører sig ude i Europa, som man havde for nogle år siden.

Efter Morten Madsens overbevisning er DR's strategi forkert, når man udelukkende vælger at fokusere på Grand Prix-sange, der kan klare sig godt i en dansk kontekst.

- Hvis DR har lyst til at gøre det godt i Eurovision, synes jeg, man skal tænke sig gevaldigt om. Jeg har dog lidt på fornemmelsen, at alt stopper efter det danske Grand Prix. Man vil gerne lave et godt Grand Prix for danskere, og så stopper den ligesom dér. Man er nødt til at slå skyklapperne ud. Det er ikke tilfældigt, at vi er røget ud to år i træk.

Her ses Reddi efter semifinalen, hvor de holder om hinanden, mens de møder pressen. (Foto: Ida Marie Odgaard © Ritzau Scanpix)

Tidligere kommentator: 'Det er pinligt'

Også DR's tidligere Eurovision-kommentator Ole Tøpholm, der kommenterede showet i perioden 2011-2020, mener, der er for stor afstand mellem Dansk Melodi Grand Prix og Eurovision.

- Det er to vidt forskellige programmer. Og det er et problem, hvis man gerne vil i Eurovision-finalen, for det kommer man ikke, hvis man kun fokuserer på, hvad der kan klare sig godt i radioen i Danmark. Selvom det lyder som en kliché, så behøver man ikke se længere end til Sverige. De har løst ligningen med både at skabe store hits i hjemlandet og internationalt.

- Hvis vi derimod bliver ved med kun at fokusere på, hvad der kan begå sig i Danmark, så kommer det også til at gå dårligt for os til næste år og næste år igen. Det er pinligt, for vi har kvaliteten og talenterne, og vi har det, der skal til for at klare os godt i Eurovision. Det får bare ikke lov til at komme med i Dansk Melodi Grand Prix.

Ole Tøpholm understreger, ligesom Morten Madsen, at den danske fiasko ikke skyldes Reddi, der ifølge den tidligere kommentator gjorde det "super godt".

Det var bare ikke nok.

- Det er ikke Reddis skyld, det er ikke Østeuropas skyld, og det handler ikke om, at vi skal begynde at gå op i gimmicks eller vilde sceneshows. Men der er et strukturelt problem, og det gør, at vi nu er begyndt at tabe hvert år i Eurovision i stedet for at klare os godt.

DR-chef: 'Selvfølgelig tager vi det til efterretning'

Hos DR mener ledende redaktionschef med ansvar for Melodi Grand Prix Erik Struve Hansen ikke, at det ville være den rigtige strategi for Dansk Melodi Grand Prix at forsøge regne ud, hvad der vil falde i Europas smag, da det er en meget stor gruppe af vidt forskellige lande, der er med i og stemmer til Eurovision.

Erik Struve Hansen, der er programansvarlig for Melodi Grand Prix i DR, afviser, at det er "pinligt", at Danmark for andet år i træk ryger ud af Eurovision inden finalen. (Foto: Ida Marie Odgaard © Ritzau Scanpix)

- Jeg synes, at vi i Dansk Melodi Grand Prix er meget tro mod, hvad lyden af Danmark er, og hvordan den danske musikscene er. Men vi skal selvfølgelig også tænke det ind i den store musikfest, som Eurovision er, og hvordan vi kan optimere det danske felt, så det både virker i en dansk kontekst, men forhåbentligt kan gøre sig bedre til Eurovision næste år, siger han til dr.dk efter semifinalen og uddyber:

- Det er noget, vi vil arbejde på nu. Selvfølgelig tager vi det til efterretning, når vi ryger ud i semifinalen. Det er da super ærgerligt.

Han giver dog ikke meget for kritikken om, at det er "pinligt", når Danmark for andet år i træk ikke er at finde i lørdagens Eurovision-finale.

- Jeg synes ikke, at det er pinligt, når syv lande skal hjem ud af 17. Det er næsten halvdelen. Og når man stiller op med en meget anderledes og originalt opbygget sang, der tør at være så radikal, som Reddis 'The Show' er, så tager man en chance.

- Men det var den sang, danskerne mente, var det rigtige bud.