Ellemann advarer om udsultning af Det Kgl. Teater

Den tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen advarer nu om at besparelserne på Det Kgl. Teater vil sænke det kunstneriske niveau drastisk.

Besparelserne på Det Kongelige Teater er så voldsomme, at teatret ikke kan blive i den internationale 1. division.

Det mener tre af de bestyrelsesmedlemmer, der netop er fratrådt og selv har været med til at sanktionere massefyringen, fordi der ganske enkelt ikke længere var noget alternativ, skriver Politiken.

Uffe: Klasse koster penge

- Spørgsmålet er, om man fortsat vil have scenekunst i verdensklasse. Hvis svaret er nej, skal man bare fortsætte med besparelser. Så har vi et lille operakor som det i Ljubljana i stedet for et operakor i verdensklasse. Er svaret ja, må man erkende, at det koster flere penge, siger tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) til Politiken.

Han har siddet i bestyrelsen i otte år. Med besparelserne ender Det Kgl. Teater på albansk niveau, forudser han.

- Du kan ikke sige, du vil have den store kvalitet, og så blive ved med at udsulte teateret, siger Uffe Ellemann Jensen.

Billetpriserne skal ned

Til DR Update fortæller den tidligere udenrigsminister desuden, at der bør tænkes i nye baner for at tiltrække et større publikum til Det Kongelige Teater.

- Man skal tænke helt nyt. Måske skal billetpriserne ned, men det er klart, at hvis de skal det, så bliver der nød til at følge en portion penge med, siger han til DR Update.

Afviser eget ansvar

Uffe Ellemann-Jensen afviser til gengæld, at han som tidligere bestyrelsesmedlem, har et medansvar for, at der ikke er flere danskere, der vælger at gå i det Kongelige Teater.

- Det er ikke bestyrelse, der skal tiltrække publikum. Det er den kunstneriske ledelse. Bestyrelsen skal administrere de økonomiske rammer, der er sat af politikerne, siger han til DR Update.

Staten skal betale teatrets husleje

Uffe Ellemann-Jensen bakkes op af galleriejer Christina Wilson og kommentator Claes Kastholm, der begge har siddet i bestyrelsen i fire år.

- Det Kgl. Teater bliver nu reduceret til et provinsteater, der ikke kan konkurrere internationalt, siger Claes Kastholm til Politiken.

De tre bestyrelsesmedlemmer erklærer sig fuldstændig enige med tidligere operachef Kasper Holten, der i Politiken har opfordret til, at staten én gang for alle overtager det fulde ansvar og betalingen for Det Kongelige Teaters bygninger, så pengene i stedet kan bruges på kunst.

Det afviser politikere fra både V, S, DF, Enhedslisten og de radikale. De mener, at teaterledelsen burde have arbejdet hårdere på at finde nye indtjeningsmuligheder. Og det bør også være løsningen på de økonomiske problemer i fremtiden.

Facebook
Twitter