Ellemann og Lykketoft laver tv-program

TV2 News lancerer nyt udenrigspolitisk magasin med de to tidligere udenrigsministre Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann-Jensen som eksperter. Martin Krasnik bliver vært på programmet.

De to tidligere udenrigsministre af henholdsvis rød og blå observans Morgens Lykketoft og Uffe Ellemann-Jensen bliver hovedpersoner i et nyt udenrigspolitisk magasin på TV2 News.

Ligesom de forhenværende spindoktorer Peter Mogensen og Michael Kristiansen har skabt sig en post Christiansborg'sk tv-karriere, så gør Lykketoft og Ellemann nu det samme.

Mogens Lykketoft har dog stadig en stol i Folketinget, mens Uffe Ellemann-Jensen forlod Christiansborg efter at have tabt valget i 1998 til Poul Nyrup Rasmussen.

Bag topmødernes kulisser

Præmissen for programmet er ifølge pressematerialet fra TV2, at de to politiske ronkedorer skal "oversætte det internationale spil" for tv-seerne.

Med deres kendskab til udenrigspolitiske beslutningsprocesser skal de forsøge at forklare, hvad der foregår bag kulisserne, når der er store topmøder og internationale kriser.

Krasnik tilbage på tv

I sit oplæg minder programmet derfor en del om det Christiansborgpolitiske magasin Mogensen og Kristiansen. Men Lykketoft og Ellemann skal ikke selv udfylde værtsrollen. De får hjælp af den tidligere DR-vært Martin Krasnik.

Ifølge TV2 News' kanalchef, Mikkel Hertz, er programmet et eksempel på, at TV2 News er mere end helikopter og såkaldte breaking news.

- En del har ikke forstået, at TV2 News også er dybde, analyse, perspektiv og seriøs debat, og det skal vi være endnu bedre til at gøre opmærksom på, siger Mikkel Hertz.

Programmet vil blive optaget og sendt om fredagen og genudsendt hen over weekenden. Første udsendelse er den 21. maj, hvor valget i Storbritannien og situationen i Thailand er til debat.

/ritzau/

Facebook
Twitter