Elsket tv-program får hug på Facebook: Nu forklarer DR sig til seerne

Klipningen i DR1-programmet 'Nak og æd' har fået flere på Facebook til at brokke sig.

'Nak og æd' var på Møn for at fange laks i Østersøen. Men dårligt vejr gjorde, at programmet blev lavet om. (Foto: Thomas Rounborg © dr)

En laksetur i Østersøen har skabt stor kritik af DR1-programmet 'Nak og æd'.

I programmet er de to værter, Jørgen Skouboe og Nikolaj Kirk, taget ud for at fiske laks mellem Møn og Tyskland sammen med et kamerahold.

Men programmet, der som titlen antyder, handler om at nakke et dyr og spise det, er blevet klippet, så det ikke er kronologisk, hvilket det plejer at være. Og det har fået flere seere til at brokke sig på Facebook.

- Dårligt redigeret, og det dårligste program indtil nu, skriver en bruger.

En anden, tilsyneladende meget trofast seer, skriver, at DR bør stoppe med at eksperimentere med klipningen.

- Må desværre også sige, at man i denne sæsons afsnit ikke rigtig har kunnet få følelsen af, at man er med jer på tur på grund af klipningen. På trods af, at jeg har set alle afsnit mindst 20-30 gange, så bliver dagens afsnit nok ikke set igen, da man blev helt stresset af den klipning, lyder det.

DR lover bedring i de næste afsnit

Kritikken har fået 'Nak og æd'-redaktionen, der ellers er superstolte af programmet, til at forklare, at 'naturens lune' - altså dårligt vejr - gjorde, at man blev nødt til at sadle om og tage på fisketur allerede på første optagedag i stedet for andendagen, hvis programmet ikke skulle gå i vasken.

- Da optagelserne var i kassen, og vi gik i klipperummet, måtte vi sande, at vi ikke kunne fortælle historien på normal vis – fordi rækkefølgen var brudt, og fordi faktorernes orden ikke er helt underordnede i 'Nak og æd'.

Dårligt vejr fik Nikolaj Kirk og Jørgen Skouboe til at sejle ud på Østersøen en dag tidligere end planlagt. (Foto: Thomas Rounborg © dr)

- Derfor valgte vi at genoprette dramaturgien ved at bryde med kronologien – og krydsklippe mellem fiskeri og morgenmad/lejrbyg, skriver 'Nak og æd'-redaktionen blandt andet i et opslag på Facebook.

Desuden lover redaktionen, at sæsonens to sidste programmer vil være i de faste rammer.

Du kan selv se programmet og se, hvad du tænker om klipningen på DRTV.