Der er umiddelbart ikke så meget Memphis, Tennessee over den østjyske by Randers, men det har ikke afholdt randrusianerne fra at bygge en tro kopi af den amerikanske sanger, guitarist og skuespiller Elvis Presleys hus fra USA.
- Det var ikke bare Randers, der trængte til det, det var hele Europa, der trængte til det, fortæller den store Elvis-fan, Henrik Knudsen, der står bag opførslen af huset.
Et supplement ikke en kopi
"Graceland Randers" er et eventhus, som er inspireret af det originale Presley hus i Memphis, og det kommer blandt andet til at indeholde et museum, en museumsbutik, et ballroom, en amerikansk diner og er regulært Elvis-rum i kælderen, hvor der kommer til at være møbler og ting, som skal ligne noget, der reelt ville kunne findes i Elvis' hjem.
- Huset er som man bygger dem i Amerika med en meget flot natursten og skodder og gitter for vinduerne og en helt klassisk amerikansk byggestil, fortæller Henrik Knudsen og fortsætter:
- Vi har ikke kopieret værelserne et for et, for vi synes ikke, det har været vigtigt at lave et koncept, som allerede er opfundet, men lave vores eget. Husets skal er den sjove ting. Det vi synes har været vigtigt inde er at distancere sig fra det andet og måske er et supplement.
Dedikeret Elvis-fan
Henrik Knudsen er en dedikeret Elvis fan og er formand for "The Official Elvis Presley Fan Club of Denmark". Han har viet sit liv til at sælge Elvis-plader, Elvis-film og Elvis-merchandise, og har i flere år arbejdet for at få åbnet et Graceland i Randers.
- Det er en ide, som grundlæggende starter i 2005, hvor vi sidder på et af vores møder og overvejer, hvad vi kan gøre for at booste den forretning vi har, og hvordan man kan leve af at sælge Elvis-merchandise, fortæller Henrik Knudsen.
Selvom det er ved at være 34 år siden, at den amerikanske verdensstjerne gik bort, er det tilsyneladende ikke noget problem for den afdøde stjerne stadig at tjene penge.
- Elvis havde sidste år en omsætning på 60 millioner dollars. Britney Spears havde til sammenligning en indtægt på 35 millioner dollars. Det sætter tingene meget godt i perspektiv, at Elvis har staying-power - han vil blive ved med at være her i en eller anden form og man kommer ikke helt uden om ham, siger formanden for den danske Elvis-klub.
En vedvarende Elvis-nerve
Henrik Knudsen mener, at der stadig i dag er en nerve i Elvis Presley, som man ikke kan komme udenom, selvom det er mange år siden Elvis' død. Den dedikerede Elvis-fan han er da også sikker, at huset vil blive en succes. Og der er da også allerede grupper af Elvis-fans fra Belgien Holland, Tyskland og Norge og Sverige, der har meldt deres ankomst i Randers.
- Jeg ved godt, det er et anderledes hus, med en, vil nogen sige, dekadent stil. Men jeg synes, det passer perfekt hertil, og det passer mig vanvittig godt, og jeg er lykkelig over det, siger Henrik Knudsen.
"Graceland Randers" åbner lørdag, men allerede fredag eftermiddag vil der være en stor udendørs ceremoni ved huset, hvor alle er velkomne.