Eminem blev afhørt af Secret Service på grund af sang om Ivanka Trump

Den amerikanske efterretningstjeneste afhørte stjernerapperen i forbindelse med hans seneste album.

(Arkiv) Den amerikanske rapper Eminem er blevet afhørt af Secret Service, fordi de frygtede, at han ville gøre alvor af sine sangtekster og skade præsidentdatteren Ivanka Trump. (Foto: JUMANA EL HELOUEH © Scanpix)

Den amerikanske rapper Eminem har på sine seneste albums set sig sur på præsident Donald Trump. I flere tekster forholder rapperen sig meget kritisk til Trump og hans familie, blandt andet lyder teksten på sangen 'Framed' fra 2017-albummet 'Revival':

- Donald Duck’s on, there’s a Tonka Truck in the yard / But dog, how the fuck is Ivanka Trump in the trunk of my car? / Gotta get to the bottom of it to try to solve it / Must go above and beyond, ’cause it’s incumbent upon me / Plus I feel somewhat responsible for the dumb little blonde / Girl, that motherfuckin’ baton twirler that got dumped in the pond / Second murder with no recollection of it.

Eller på dansk:

- Anders And er på, der er en er en legetøjsbil i haven / Men mand, hvordan pokker er Ivanka Trump endt bag i min bil?

Og den amerikanske efterretningstjeneste Secret Service har faktisk læst teksten så bogstaveligt, at de valgte at afhøre rapperen af frygt for, at han havde tænkt sig at gøre alvor af sine tekster.

Det viser en aktindsigt, som mediet Buzzfeed har fået her to år efter, at albummet udkom.

Af aktindsigten fremgår det, at Secret Services interesse for at tale med Eminem var baseret på 'truende tekster' fra hans sang 'Framed'. Secret Service karakteriserer Eminem som 'udvisende upassende opførsel' og bemærkede, at han via sangen 'truer'.

Aktindsigten viser også, at Secret Service har noteret, at det ikke er første gang, at Eminem er kommet med 'truende bemærkninger rettet imod præsidenten og hans familie' og henviser til en freestyle-rap fra 2017 og et interview med Vulture, hvor Eminem blandt andet udtalte, at Trump fik hans blod til at koge.

Det fremgår ligeledes, at Secret Service blev opmærksomme på Eminems tekster, da en medarbejder fra tabloidmediet TMZ kontaktede dem, hvorefter de tog affære.

Secret Service droppede sagen efter afhøring

Men Eminem selv har på sangen 'The Ringer' fra det seneste album 'Kamikaze' mere end insinueret, at han blev afhørt af Secret Service:

- These verses are makin' him a wee bit nervous/ And he's too scared to answer me with words/ 'Cause he knows that he will lyrically get murdered / But I know at least he's heard it/ 'Cause Agent Orange just sent the Secret Service/ To meet in person to see if I really think of hurtin' him.

Eller på dansk:

- Disse vers gør ham lidt nervøs / Og han er for bange for at svare mig med ord / Fordi han ved, at han lyrisk bliver myrdet / Men jeg ved i det mindste, at han har hørt det / Fordi Agent Orange har lige sendt Secret Service / For at møde (mig, red.) personligt for at se, om jeg virkelig tænker på at skade ham.

Agent Orange er navnet på den gift, der blev brugt af amerikanerne under Vietnamkrigen, men her henviser det til præsident Trumps orange skær.

Den 16. januar 2018 blev Eminem bistået af et hold advokater afhørt af Secret Service-agenter. Sagen mod ham blev droppet få dage efter denne afhøring.