Emmy-sejr giver udenlandske penge til DR

Vinder DR i aften en af tre Emmy-statuetter, vil det komme seerne til gavn. Det betyder flere udenlandske investeringer i dansk tv-drama

Endnu er Forbrydelsen kun i selskab med Krøniken, men i aften kan DR's krimiserie rykke en liga op og tage plads ved siden af tidligere Emmy-vindere som Rejseholdet, Nikolaj og Julie og Ørnen.

Forbrydelsen er nomineret for bedste dramserie og Sofie Gråbøl som bedste skuespillerinde for sin rolle som Sara Lund. Og vinder DR endnu en Emmy, vil det komme seerne til gode, mener DR's dramachef Ingolf Gabold.

- En Emmy tiltrækker udenlandske co-producenter, der putter penge i vores produktioner. Du kan simpelthen se forskel på kvaliteten af udsendelserne, fortæller Ingolf Gabold til dr.dk/nyheder i en telefon fra New York.

Rejseholdet åbnede udlandets øjne

Han vil ikke ud med konkrete beløb, men åbenlyst er der ikke tale om pebernødder. Den udenlandske interesse tog fat, da Rejseholdet i 2002 vandt den første Emmy til DR Drama.

En uforbeholden succes, som DR kopierede året efter med Nikolaj og Julie og igen i 2005 med Ørnen. Også Krøniken var nomineret ligesom Forbrydelsen afsnit 1-10, men de måtte begge se Emmy gå til anden side.

- Siden Rejseholdet vandt, er det blevet betydeligt lettere at sælge til udlandet. Vi ligger i forhandlinger med Fox, og vi er ved at få solgt et remake af Forbrydelsen til canadisk tv, siger Ingolf Gabold.

Dansk succes i Tyskland

Den største succes i udlandet foregår dog i Tyskland. Den tyske tv-kanal ZDF har købt DR's dramaserier med glæde, og smidt penge i, og i går sendte kanalen sidste afsnit af Forbrydelsen. Den blev sendt klokken 22.10, i tysk primetime ifølge Gabold, og havde en seerandel på 16 procent.

- Deres egenproduktioner ligger på 18 procent, så e er ellevilde. Vi er en succes i Tyskland, siger han

Tre til fire vinderchancer

Ved aftenens Emmy-uddeling i New York er DR nomineret til tre priser alene, mens en fjerde pris kan vindes for en nordisk co-produktion til norsk tv.

Udover Forbrydelsen er DR nomineret for den dansk-producerede kinesiske dokumentar Stem på mig. Og sammen med de andre nordiske lande har DR investeret licenspenge i den norske børneudsendelse Ping Pong, der er nomineret til en Emmy i børne- og ungekategorien.

Tre konkurrenter

Forbrydelsen eller The Killing, som den hedder på engelsk, er oppe imod konkurrence fra fire andre dramaserier.

Det gælder Home Affairs fra Sydafrika, Life on Mars fra Storbritannien og Mandrake fra Brasilien.

Sofie Gråbøl kæmper om gunsten som bedste kvindelige skuespiller mod en britisk, en kinesisk og en brasiliansk skuespilerinde.

Emmy Awards blev første gang uddelt 25. januar 1949 ved Hollywood Athletic Club, og en prisen bliver i dag betragtet som tv-verdenens svar på filmbranchens Oscaruddeling.

Emmy-uddelingen forventes at slutte klokken fire dansk tid.

Facebook
Twitter