En film løb med otte Robert-priser

Bedste film, bedste instruktør og de bedste biroller - i alt var der otte Robert-statuetter til Kunsten at græde i kor, da filmakademiet uddelte sine priser.

Filmatiseringen af Erling Jepsens succesroman "Kunsten at græde i kor" levede op til favoritværdigheden, da Danmarks Film Akademi søndag aften uddelte sine Robert-statuetter for de bedste præstationer i dansk film i 2007.

Filmen modtog prisen for årets bedste danske spillefilm, og den blev en suveræn topscorer med hele otte trofæer. To af de øvrige gik til Jesper Asholt og Hanne Hedelund for bedste mandlige og kvindelige birolle.

Instruktørens første spillefilm

"Kunsten at græde i kor" er instruktøren Peter Schønau Fogs første spillefilm, og han modtog en Robert som bedste instruktør.

Filmen solgte knap 230.000 biografbilletter herhjemme og har med stor succes deltaget i en række internationale festivaler. Den modtog Nordisk Råds Filmpris og var indstillet som Danmarks bud på en Oscar-nominering.

Prisuddelingen foregik på KulturDoc på Holmen i København. Her modtog Lars Brygmann prisen for bedste mandlige hovedrolle i "Hvid nat", mens svenske Noomi Rapace blev hyldet for bedste kvindelige hovedrolle i den danske instruktør Simon Stahos "Daisy Diamond".

Syv nomineringer ingen priser

Priserne var fordelt på seks af sidste års danske premierer.

"Hvid nat" stillede også op som et bud på årets bedste danske film og mødte i alt med seks nomineringer, men måtte nøjes med prisen til Lars Brygmann.

En endnu hårdere skæbne led Anders Morgenthalers "Ekko": Syv nomineringer - og ikke en eneste Robert.

"De fortabte sjæles ø", instrueret af Nikolaj Arcel, blev hædret med en Robert for bedste børne- og ungdomsfilm og modtog yderligere fire priser. Desuden var der to priser til Ole Bornedals "Kærlighed på film" og én til børnefilmen "Karlas kabale".

Danmarks Film Akademi blev stiftet i 1982 af en række personer med tilknytning til branchen. Robert-priserne består af en statuette, som blev skabt af billedhuggeren Robert Jacobsen, og de har været uddelt siden 1984.

Facebook
Twitter