En flot og begavet kongelig affære

Anmeldelse: ”En Kongelig Affære” er gedigent håndværk, men den overrasker ikke sit publikum, skriver Per Juul Carlsen fra Berlin.

Filmen er et kraftfuldt og magtfuldt medie. En velorkestreret og troværdig film er i stand til at drøne direkte ind i vores bevidsthed og blive der for altid. Wolfgang Amadeus Mozart vil altid være det barnagtige geni, vi kender fra 'Amadeus'. Og Hitler vil altid være den rystende gamle mand, der ser døden i øjnene i "Der Untergang".

Tro mod historien

Det stiller nogle store krav til de filmfolk, der kaster sig ud i at lave historiske film. Selvfølgelig kan de skide højt og flot på historiske fakta, sådan som i Paul W. S. Andersons nylige udgave af "De tre musketerer", hvor parterne kæmpede via flyvende slagskibe. Men hvis de virkelig vil gribe os om hjertet med deres film, må de gengive de historiske begivenheder, så vi tror på dem.

Lige netop på det punkt er Nikolaj Arcels "En Kongelig Affære" en stor bedrift. Den tager fat i en af Danmarkshistoriens mest dramatiske og farverige begivenheder, da den formentlig skizofrene Kong Christian den 7. hyrede tyskeren Johann Struensee som livlæge. Og Struensee kvitterede for tilliden ved at gøre dronning Caroline Mathilde, der stadig var teenager, gravid, og samtidig erobrede magten over Danmark fra 1770 til 1772.

Et kompliceret drama

Gennem tiden er Christian den 7. blevet beskrevet som en ren tosse, Caroline Mathilde er blevet udleveret som en dum gimpe og Struensee er blevet gjort til en magtliderlig tysker. Men det politiske spil, og det helt igennem komplicerede drama, der opstod i Danmark i årene 1770 til 1772, krævede nogle meget mere nuancerede psykologiske profiler - nogle betydeligt mere hele mennesker. Netop på det punkt føles '"En Kongelig Affære" rigtig.

Caroline Mathilde har ikke været ligeså smuk som den svenske skuespillerinde, Alicia Vikander. Johan Friedrich Struensee har nok ikke været lige så meget en "hunk" som Mads Mikkelsen og Kong Christian den 7. har heller ikke været lige så tossesjov som Mikkel Boe Følsgaard.

Men den belæste og begavede dronning har med garanti begået fatale fejl, som hun gør i "En kongelig affære". Struensee er bestemt også blevet grebet af den berusende fornemmelse af magt. Og Kong Christian den 7. har formentlig også været det nuancerede menneske, Arcel og hans medforfatter, Rasmus Heisterberg, viser ham som.

Mikkel Boe imponerer

Netop beskrivelsen af Kong Christian den 7. er nøglen til filmen. Debutanten Mikkel Boe Følsgaard formår at skifte på et splitsekund fra kongens tossede erklæringer, såsom at indføre en lov om at alle unge kvinder ved hoffet skal gå nøgne rundt, til øjeblikket efter at stirre tænksomt og trist ned i gulvet fordi han er blevet skældt ud. Han er ikke bare en gal stakkel, han er ikke bare en følsom begavelse, han er ikke bare en liderlig tyr. Han er det hele. Han er et nuanceret menneske, og alle hans facetter var medvirkende til at påvirke danmarkshistorien.

I det hele taget har Nikolaj Arcel og Rasmus Heisterberg fuldstændig styr på deres filmiske virkemidler, som de plejer. Figurerne udvikler sig hele tiden, dialogen er skarp, persontegningen er bred, men aldrig flagrende og uden pointe, 1700-tals-kostumerne får aldrig lov at stjæle billedet fra handlingen, sådan som man ofte ser det i historier om kongelige, og skuespillet er præcist og levende hele vejen igennem.

Mangler et klimaks

Det eneste der mangler i "En Kongelig Affære" er et mere overraskende og personligt greb om historien fra Arcels side. Det er en flot og begavet film, helt igennem godt gedigent håndværk, men det havde været befriende med en leg med formen og stilen, et overskud i stil med det, Arcel viste med "Sandheden om mænd", hvor det virkede som Arcel og skrivemakkeren Heisterberg havde prøvet ALT af, mens de legede sig gennem historien. Og det havde føltes mere rigtigt med en overraskende pointe eller en ny vinkel i filmens slutning, der mere er en udtoning end det er en afrunding eller et klimaks.

Det er utaknemmelige indvendinger i forhold til en film, der består den helt store prøve, at give et troværdigt og kraftfuldt og ikke mindst medrivende billede af historiske begivenheder, som vi kun kan gisne os frem til. Fra nu af, og indtil nogen en dag gør det endnu mere overbevisende, vil "En Kongelig Affære" stå som en sandsynlig beskrivelse af et af de store dramaer i Danmarkshistorien. Og det føles helt rigtigt.

FacebookTwitter