En helt særlig sms gav ekstra styrke: Her er vinderen af Den store bagedyst

Vinderen har endda skrevet tv-historie med sin sejr.

(Foto: Agnete Schlichtkrull © DR)

- Nej! Nej! Nej!

Sæþór Kristínsson kunne slet ikke tro sine egne ører, da Timm Vladimir udråbte ham som årets vinder efter en intens finale.

Men den var god nok – Sæþór er vinder af 'Den store bagedyst 2021'.

- Det var sindssygt. Jeg havde ikke forventet, at det ville være mit navn, der blev råbt op, så jeg følte lidt, at de tog røven på mig, siger han med et grin.

- Jeg havde lige stået oppe i teltet og sagt til de to andre, at det ikke gjorde mig noget at tabe til dem, fordi de begge er så dygtige. Jeg var helt overbevist om, at det ville blive Frederik – han var jo favoritten til at vinde, tilføjer Sæþór.

I finalen lavede Sæþór blandt andet denne islandske vulkan-kage, som dommerne var vilde med. (Foto: Agnete Schlichtkrull © DR)

Selvom det efterhånden er flere måneder siden, finalen blev optaget, har Sæþór stadig ikke helt forstået, at han rent faktisk kan kalde sig for vinder af 'Bagedysten'. Måske især fordi han har skullet holde sejren hemmelig så længe, forklarer han.

- Det bliver så fedt endelig at kunne sige det højt. Det er, som om at jeg først rigtig har vundet nu, hvor det har været sendt.

'Det har været svært, at hun ikke var der'

Det har mildt sagt ikke været nemt for Sæþór at holde sin sejr hemmelig. For selvom han indimellem har tvivlet på sit eget bagetalent, har han på den anden side også tit haft lyst til at råbe sin sejr ud til verden.

Særligt når folk prikkede lidt til ham.

- Nogle gange har folk sagt: "Du er virkelig dygtig, men den eller den deltager bliver godt nok svær at slå". Og så har jeg lidt haft lyst til at sige: "Ja, ja, men det gør jeg jo! Bare vent og se". Men det kan man jo ikke sige, siger han og ler.

En, der med sikkerhed ville have heppet på Sæþór hele vejen, er hans mor, der selv elskede at bage. Hun døde i januar, men nåede at opfordre sin søn til at stille op i 'Bagedysten'.

Til gengæld nåede hun ikke at få at vide, at han kom med som deltager, og derfor fik hun heller aldrig oplevet sønnens personlige udvikling og flotte kager i programmet.

- Jeg ville sådan ønske, at hun kunne have været med på sidelinjen under det hele. Hun har altid støttet sine børn i alt, så det har været svært, at hun ikke var der, fortæller Sæþór.

Moderen har naturligt nok fyldt meget i hans hoved under hele forløbet, og han dedikerede derfor også en mosaik af småkager til hende i afsnit fire.

Når forløbet med 'Bagedysten' var ekstra hårdt, fandt han da også trøst i en sms, hun sendte til ham 19. december sidste år, fordi hun fejlagtigt troede, at det var den dag, Sæþór skulle til casting.

Den besked har han gemt og kigget på mange gange.

- Hun ønskede mig held og lykke og skrev, at det nok skulle gå. Den besked havde jeg med mig hver dag i teltet, og jeg kiggede på den, hvis jeg var lidt træt af det hele. Så på den måde havde jeg altid hendes opbakning med mig, siger han.

En anden, der også har bakket op hele vejen, er Sæþórs kæreste, 'Vild med dans'-danseren Thomas Evers Poulsen.

Han har da også selv haft 'Bagedysten' helt tæt inde på livet – han vandt nemlig 'Den store julebagedyst' i 2012, og dermed har kæresteparret nu skrevet tv-historie.

- Thomas fik godt nok aldrig et trofæ, men vi kan da prale af, at vi er det første par, hvor vi begge har vundet 'Bagedysten', siger Sæþór stolt.

Sådan så det ud, da Timm Vladimir udråbte Sæþór som årets vinder. Til højre ses hans datter, Gloria, og bag ham ses kæresten, Thomas, der var lige så glad og overrasket over resultatet som Sæþór selv. (Foto: Agnete Schlichtkrull © DR)

Håber at nedbryde nogle stereotyper

Og så vender vi tilbage til finalen, hvor Sæþór imponerede dommerne med sit tredelte og personlige mesterværk inspireret af Island. Det er dér, hans familie kommer fra, og dér, han er født.

Mesterværk-opgaven løste han til "perfektion", mente dommerne – og den lidt dristige smag af malt og appelsin i kagen var de vilde med.

- Når man ser finalen, håber jeg ikke, at man sidder med en følelse af, at det ikke var mig, der skulle have vundet finalen – for jeg føler virkelig, at jeg præsterede godt i den finale. Jeg synes, jeg har gjort det godt, siger han forsigtigt.

Men Sæþór har virkelig også knoklet for succesen. Sådan som hans mor har lært ham.

- Hvis du vinder bare af held, er det lidt en fesen sejr, ikke? Og jeg er virkelig ikke kommet sovende til sejren. Jeg har lagt mange timer, tårer og sene aftener i køkkenet i det her, og derfor betyder det også mega meget, at jeg bliver honoreret for det arbejde.

Hvad han vil bruge sejren til, ved han stadig ikke. Der er med andre ord ikke en bagebog eller en ny tv-opgave lige på trapperne. Til gengæld er Sæþór, der arbejder som regnskabsassistent, åben for at se, hvad 'Bagedysten'-trofæet kan føre med sig.

- Jeg har ingen planer om, hvad jeg skal bruge min sejr til. Det tør jeg ikke have. Jeg kan ikke lide at forvente ting, for jeg vil gerne selv gøre noget for det. Men det kunne da være sjovt at lave mere tv. (Foto: Stefan Wessel © DR)

Lige nu betyder det dog mere for ham, at han ser ud til at have inspireret andre med sin deltagelse i programmet.

Han har i hvert fald fået "vildt mange beskeder" fra forældre, der skriver, at Sæþór er en inspiration for deres børn.

Det varmer hans hjerte.

- Hvis min sejr kan være med til, at en lille dreng kommer til at gøre sine ting, så har jeg sgu vundet endnu mere. Så jeg håber bare, min deltagelse og sejr kan være med til at nedbryde nogle stereotyper og måske inspirere nogle drenge til at gå deres egne veje.

Var du på Team Sæþór hele vejen – og har du mod på at lave et af hans mesterværker? Så får du her opskriften på hans kage, der forestiller Den Tilsandede Kirke i Skagen.

FacebookTwitter