'Enestående' og 'rystende godt': Danske skuespillere i unik præstation ved stor prisuddeling

To skuespillere måtte dele en pris, da årets Reumert-priser blev uddelt.

Jens Albinus og Olaf Johannessen i deres prisvindende roller i 'Det store stilehæfte' på scenen på Husets Teater. (Foto: Henrik Ohsten © Henrik Ohsten)

Rød løber, nøje udvalgte klæder, måske endda en takketale gemt i lommen og en spændt sitren i kroppen.

Mandag aften var det endelig blevet tid til afsløringen af vinderne af Årets Reumert, der hvert år hylder stjernerne i den danske scenekunst.

Selvom 2020 har været et hårdt år for kulturen med mange aflysninger og tomme teatersale, blev der plads til fejring af de præstationer, der trods alt nåede ud over scenekanten til publikum i det forgangne år.

Det skete for et begrænset antal gæster på Folketeatret København - og som vi efterhånden er vant til - via livestream.

Aldrig set før

Det var ikke kun omstændighederne for Årets Reumert, der var anderledes i år.

For første gang nogensinde var der hele to vindere i kategorien 'Årets mandlige hovedrolle', nemlig både Olaf Johannessen og Jens Albinus.

De deler prisen for deres roller som tvillingebrødre i teaterstykket 'Det store stilehæfte' på Husets Teater i København, der i juryens begrundelse blev kaldt for "rystende godt teater" og "en enestående dobbeltpræstation".

Faktisk er det tredje gang, at både Olaf Johannessen og Jens Albinus løber med prisen for 'Årets mandlige hovedrolle'. Albinus vandt prisen i 2009 og 2012, mens Johannessen snuppede den i 2015 og 2016.

Til gengæld var det første gang, vinderen i kategorien 'Årets kvindelige hovedrolle' gik til Johanne Louise Schmidt. Schmidt, der i den brede befolkning nok er bedst kendt for sin rolle som Rose i filmatiseringerne af Jussi Adler-Olsens 'Afdeling Q'-film, modtog Reumert'en for sine roller i 'Cyrano de Bergerac' og 'Penthesilea', begge på Det Kongelige Teater.

I juryens motivation blev hun blandt andet rost for at være både "utilregnelig og uimodståelig".

- Jeg følte mig ret cool, da jeg sad nede i salen, men da de sagde mit navn, blev jeg bare så glad og overrasket. Det er jo et tegn på, at der er nogen, der ser og anerkender det stykke arbejde, jeg laver, sagde 36-årige Johanne Louise Schmidt efter prisuddelingen.

Johanne Louise Schmidt i sin nu prisvindende rolle som den frygtløse amazone Penthesilea i stykket af samme navn på Det Kongelige Teater. (Foto: Miklos Sazbo © Det kongelige teater)

Talenterne står på spring

I løbet af aftenen blev der uddelt intet mindre end 25 priser i 18 forskellige kategorier.

Årets forestilling blev 'Ordet' fra Aarhus Teater, der af juryen blandt andet blev kaldt "et brilliant kammerspil", mens Aveny-T's 'Skam 3' blev kåret som 'Årets børne-/ungdomsforesilling'.

Lue Støvelbæk (nederst) er blandt årets otte talenter. Han modtager hæderen for blandt andet sin rolle som Isak i 'Skam 3' på Aveny-T. Et stykke, der modtog prisen som 'Årets børne-/ungdomsforestilling'. (Foto: Zuhal Kocan © Aveny-T)

Otte af priserne blev overrakt til en række unge talenter i kategorien 'Årets talenter'. Blandt stjernefrøene er 25-årige Lue Støvelbæk, der modtog prisen på baggrund af sine præstationer i både 'Stormene' på Vendsyssel Teater og rollen som Isak i 'Skam 3', og sanger Andrea Heick Gadeberg for sin rolle som en ung Sanne Salomonsen i musicalen 'Sanne - The Musical'.

Se den komplette liste over vinderne her:

  • Årets kvindelige hovedrolle: Johanne Louise Schmidt, 'Cyrano de Bergerac' og 'Penthesilea', Det Kongelige Teater

  • Årets mandlige hovedrolle: Olaf Johannessen og Jens Albinus, 'Det store stilehæfte', Husets Teater

  • Årets kvindelige ensemblerolle: Sicilia Gadborg Høegh, 'Penthesilea', Det Kongelige Teater

  • Årets mandlige ensemblerolle: Ole Sørensen, 'Mod til at dræbe', Teatret Møllen

  • Årets danser: Astrid Elbo, 'Bonnie & Clyde', Betty Nansen Teatret

  • Årets sanger: Sine Bundgaard, 'Idomeneo', Det Kongelige Teater, Teatro Real Madrid, Teatro dell'Opera di Roma og Canadian Opera Company

  • Årets instruktør: Sargun Oshana, 'denungewertherslidelser', Aarhus Teater og Sort/Hvid

  • Årets scenedesign: Christian Albrechtsen og Mathias Hersland, 'Lazarus', Aarhus Teater og Det Kongelige Teater

  • Årets dramatiker: Simone Isabel Nørgaard, 'Jordens Indre', Folketeatret

  • Årets forestilling: 'Ordet', Aarhus Teater

  • Årets børne-/ungdomsforestilling: 'Skam 3', Aveny-T

  • Årets musikteaterog musical: 'Brøgger', Østerbro Teater, Revolver

  • Årets opera: 'Idomeneo', Det Kongelige Teater, Teatro Real Madrid, Teatro dell'Opera di Roma og Canadian Opera Company

  • Årets danseforestilling: Kammerballetten 2019, Kammerballetten

  • Årets performance: 'Det åbne hjerte', SIGNA og Aarhus Festuge

  • Årets særpris: 'Dark Noon', Fix&Foxy og Østerbro Teater/Revolver

  • Hæderspris: Tommy Kenter

Årets talenter

  • DramatikerSonja Ferdinand, 'Klædt af', Aveny-T

  • Skuespiller Lue Støvelbæk, 'Stormene', Vendsyssel Teater, og 'Skam 3', Aveny-T

  • Skuespiller Emma Silja Sångren, 'Apokalypse', Teater Momentum

  • Skuespiller Mette Klakstein Wiberg, 'Manifest for skrøbelige autoriteter', Aarhus Teater

  • Sceneinstruktør Anna Balslev, 'An Education', Østerbro Teater, Revolver

  • Sceneinstruktør Niels Erling, kunstnerisk leder på Momentum 2019-2020 og kunstnerisk leder af AKT1

  • Sanger Andrea Heick Gadeberg, 'Sanne - The Musical', Live Nation Denmark og Langkjær Entertainment

  • Operasanger Margaux de Valensart, 'Carmen og Idomeneo', Det Kongelige Teater

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter