Danske museer er for hvide.

Ikke alene blandt de udstillede kunstnere, men også i ledelserne.

Sådan har kritikken fra to unge kunstnere, der begge medvirker i DR-dokumenteren 'Oprør på Akademiet', og som begge har forældre med en anden herkomst end dansk, lydt de seneste dage.

- Vi får kun én historie fortalt. Vi får en historie af hvide mænd om hvide mænd for hvide mænd, lyder det blandt andet fra kunstneren Ihsan Ihsan, der studerer på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Han bakkes op af en anden kunstner, Dina El Kaisy Friemuth, der blev uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2016.

- Som brunt menneske føles det mærkeligt at gå ind på de her hvide institutioner, hvor alt er hvidt. Og jeg mener ikke bare, at de mennesker, der arbejder der, er hvide. Alt er hvidt. Selv deres vægge, lyder det fra Dina El Kaisy Friemuth.

Og der er noget om snakken om manglende diversitet på de danske museer, erkender Organisationen Danske Museer (ODM), som repræsenterer 170 af landets museer og konserveringscentre.

- Det er en relevant problemstilling, som kunstnerne rejser, og noget, vi som brancheorganisation er opmærksomme på. De eksisterende magtstrukturer, som kan være med til at fremme et begrænset kunstudtryk, kan vi ikke sige os fri fra i museerne - og selvom der mange steder arbejdes med problematikken, er vi ikke i mål, siger direktør Nils M. Jensen.

Ifølge Organisationen Danske Museer er det ikke blot herhjemme, det er en udfordring at sikre diversitet og mangfoldighed på museerne, men også noget der gør sig gældende i international sammenhæng.

Nils M. Jensen forklarer, at ODM opfordrer sine medlemsmuseer til at være opmærksomme på diversitet og mangfoldighed gennem forskellige tiltag.

- Dog ligger ansvaret for den konkrete udstillings- og programplanlægning og konkrete forhold og arbejdsgange suverænt hos museerne, slår han fast.

Kunstmuseum: 'Vi har stort fokus på diversitet'

På kunstmuseet ARoS i Aarhus prøver man at gøre noget ved den manglende diversitet blandt de udstillede kunstnere. Eksempelvis har museet indtil for nylig haft udstillingen 'This is not Africa - Unlearn what you have learned' med en række kunstnere primært fra det afrikanske kontinent.

Og i næste uge åbner en ny udstilling med kunstneren Lu Yang fra Shanghai, som for første gang har en soloudstilling på et europæisk kunstmuseum.

ARoS' konstituerede direktør Lise Pennington forklarer, at man på museet konstant forsøger at gøre sig umage for at gøre tingene på "nye måder".

- Som kunstmuseum har vi et stort ansvar, og det ligger os meget på sinde at være et debatskabende rum, der vækker undren, og hvor publikum møder noget, de ikke havde regnet med. Når vi sammensætter vores udstillingsprogram, er vi derfor meget opmærksomme på, at der er noget for forskellige mennesker, som er skabt af en bred palette af kunstnere, svarer Lise Pennington i en mail og tilføjer:

- Jo mere diversitet i kunsten, jo flere samtaleemner og jo mere alsidighed får man.

Mener I, at I er i mål med diversitet i jeres kunstudstillinger? Eller kan I gøre mere?

- Diversitet og mangfoldighed er og vil fortsat være noget, vi har et stort fokus på, lyder det.

Udfordrer forestillingen om Danmark

At underrepræsenterede kunstnere netop nu kæmper om repræsentation i kunstverdenen er ikke tilfældigt.

Det mener forsker Ida Lunde Jørgensen, som er ekspert i nationale museer, organisationer og national identitet på Center for Virksomhedshistorie ved Copenhagen Business School.

- Kritikken er symptomatisk for en meget større bevægelse i samfundet, hvor for eksempel etniske minoriteter og kvinder gør krav på også at blive repræsenteret, siger Ida Lunde Jørgensen, som også er post.doc, phd.

Og det er aldrig sjovt at blive konfronteret med sådan en kritik, mener hun.

- Vi har en stærk, national fortælling om, at vi i Danmark er et lille, homogent samfund, hvor alle er lige, og den fortælling bliver udfordret af, at der er grupper i samfundet, som ikke bare føler, men kan påvise, at de er underrepræsenteret på museer, i bestyrelser; alle de steder, der leverer den fortælling om, hvem vi er, og hvor vi er som samfund. De her grupper går imod den folkefortælling, vi har om os selv - de afslører ligesom myten, forklarer hun.

'Vælger tit dem, vi kender'

I forhold til kunstneren Ihsan Ihsans kritik af, at lederstillinger i kunstverdenen bliver besat af hvide - og de hvide, de allerede kender - forklarer Ida Lunde Jørgensen, at det skyldes dét, hun kalder for "stiafhængighed" - at én bestemt måde at gøre tingene på bider sig fast.

- "Stiafhængighed" er et super vigtigt begreb for at forstå, hvorfor man gør, som man altid har gjort. I bestyrelser og topposter har vi at gøre med meget små miljøer i Danmark, og her vælger vi tit dem, vi kender. Det er sværere at ringe til en, hvor du ikke aner, hvordan vedkommende vil svare eller agere i en stilling. Det kræver hårdt arbejde at vende de vaner og kigge bredere, siger hun.

Tror du, vi kommer til at se en større repræsentation af ikke-hvide i dansk kunst?

- Det, tror jeg godt, kan ske. Den diskussion, vi ser i Danmark, ser man i rigtig mange lande, som kæmper med, hvad deres nationale identitet skal være.

- Vi skal huske, at vi i historien altid har revurderet, hvem vi er. Efter slaget i 1864 kom en helt ny fortælling om os selv. Det er det samme, man ser i øjeblikket. Vi er i gang med at skabe en ny fortælling, og derfor vil du også se, hvordan vi rækker tilbage i historien og finder helte, der afspejler det, vi ser i samfundet i dag.

Der er ikke så mange mørke helte i dansk historie?

- Nej, det er der ikke, men vi kan se, hvordan en kunstner som eksempelvis polsk/tyske-danske Elisabeth Jerichau Baumann er blevet trukket frem på flere udstillinger de senere år. Interessen for hende har været stigende de seneste ti år, hvor vi selv har den her samfundsudvikling, siger Ida Lunde Jørgensen.

Ifølge Ida Lunde Jørgensen blev Elisabeth Jerichau Baumann aldrig anerkendt af flere magtfulde mænd i den danske kunstbranche, fordi hun var for europæisk i sin malerstil, for tysk - og kvinde.

- Den diskussion kan sammenlignes med de identitetsdebatter og etnicitet-debatter, vi ser i dag, siger hun.

Hun mener dog, at vi skal passe på med ikke at sætte "brune" og "kvinder" i en bestemt position.

- Repræsentation er enormt vigtigt, men det er også vigtigt, at der ikke er en forventning om, at en brun kunstner skal repræsentere brun kunst. Jeg tror ikke, at nogen professionelle ønsker at blive set ene og alene ud fra den etniske kategori eller det køn, de tilhører.