Er den næste store trend kjoler og nederdele til mænd? Kendte tøjmærker gør op med mande- og kvindetøj

Der skelnes ikke længere i så høj grad mellem tøj tiltænkt mænd og kvinder.

Den britiske popstjerne Harry Styles fik med sit Vogue-cover sidste år for alvor sparket til snakken om mænd i kjoler. (Foto: Guerin Charles/ABACA © Guerin Charles/ABACA)

Kjole, nederdel eller bukser? Øreringe og højhælede sko?

Spørgsmål som disse melder sig ofte foran garderobeskabet. Snart er de måske relevante for endnu flere af os.

Flere modehuse lancerer i hvert fald kollektioner, der gør med op med med de traditionelle opfattelser af køn. Det vil sige, at dét, der traditionelt betegnes som kvinde- og mandetøj, nu i højere grad er tiltænkt alle.

Det gælder for Gucci, der sidste år præsenterede en såkaldt flydende sektion på deres website ved navn MX. Marc Jacobs' polyseksuelle kollektion Heaven er for "piger, som er drenge og drenge, som er piger og dem, som er ingen af delene". Og også Stella McCartneys linje Shared er kønsneutral.

The New York Times skriver i denne uge, at kønssudtrykket i moden er blevet så flydende, at det nu er på vej ind i sin næste fase – hvor man kommer til at se flere og flere mænd i kjole og nederdel. Og amerikanske CNBC skriver om, hvordan flere tøjforhandlere arbejder på at imødekomme den stigende efterspørgsel efter tøj til personer, der ikke ikke definerer garderoben efter, hvad der traditionelt bæres af en mand eller kvinde.

Det samme gør sig gældende for det danske modehus Baum und Pferdgarten, der ofte har haft modeller med flydende kønsudtryk på catwalken.

- Det, der er rigtig vigtigt for os, er, at vi laver tøj til mennesker. Derfor går vi meget lidt op i køn, når vi arbejder med mennesker, siger Christian Hansen, der er kommunikationsdirektør hos Baum und Pferdgarten.

Ifølge Christian Hansen er størstedelen af Baum und Pferdgartens kunder "mennesker, der ser sig selv som kvinder". Men også mænd køber tøjet, og faktisk er 17 procent af salget i deres onlinebutik til mænd. Den andel af blevet fordoblet på to år.

- Hvis det fortsætter sådan, er halvdelen af vores kunder jo snart mænd, siger Christian Hansen.

  • Udpluk fra Baum und Pferdgartens forårs- og sommerkollektion 2021. (Foto: Baum Und Pferdgarten via Bestima © Baum Und Pferdgarten via Bestimage)
  • Udpluk fra Baum und Pferdgartens forårs- og sommerkollektion 2021. (Foto: Baum Und Pferdgarten via Bestima © Baum Und Pferdgarten via Bestimage)
  • Udpluk fra Baum und Pferdgartens forårs- og sommerkollektion 2021. (Foto: Baum Und Pferdgarten via Bestima © Baum Und Pferdgarten via Bestimage)
1 / 3

Tøj i XXL, så mænd også kan være med

Christian Hansen går også selv i tøj fra Baum und Pferdgarten, selvom "jeg er ciskønnet. Jeg er bøsse, men mand", som han siger. Det er blandt andet veste, frakker og t-shirts, han køber – ligesom mange andre mandlige kunder.

Baum und Pferdgartens interesse for tøj, der henvender sig til alle køn, er ifølge Christian Hansen skærpet:

- Vi har haft dette fokus længe. Men de sidste par år med Black Lives Matter og MeToo og fokus på køn, identitet og race har skubbet til, at vi har fået et øget fokus på det.

Det kan konkret ses på, hvilke størrelser tøjet fra Baum und Pferdgarten bliver produceret i.

- Typisk er mænd større end kvinder, så noget tøj kommer til ikke at være særlig velegnet til mænd. Det meste af vores tøj stopper ved størrelse XL, men vi kan godt finde på at gå op til XXL eller XXXL med nogle kategorier, så flere mennesker kan være med, siger Christian Hansen.

Samme toner lyder fra Stine Goya, der står bag det danske mærke af samme navn:

- Vi designer ikke tøj med tanke på en bestemt personlighed, køn, kropstype, hårfarve eller alder. Vi designer tøj til alle. Som brand er det ikke længere nok bare at designe smukt tøj med en kønsneutral tilgang. Vi skal skabe et brands værdisystem og inkludere diversitet, individualitet og selvudtryk så meget, som vi kan.

Ligesom Baum und Pferdgarten benyttede Stine Goya sig også af modeller med varierende kønsidentifikationer ved modeugen i 2020.

Det er branding – men skubber til samfundsnormer

For de tøjmærker og brands, der dyrker det ikke-binære udtryk, handler det dog også om andet end at omfavne "alle mennesker". Det fortæller Kristian Keller, der er moderedaktør på Soundvenue:

- Hvis man skal have de negative briller på, er der jo meget af det, som er marketing og branding. Dér bør man skelne mellem, hvilke brands der lige er hoppet med på vognen, og hvilke der har haft det som en del af deres dna og gjort det i lang tid.

Kristian Keller påpeger blandt andet, at hele modebranchens fokus på diversitet i forhold til modellernes kropstyper, race og køn kan blive overfladisk, "fordi det handler om marketing". Men han slår stadig fast, at udviklingen er positiv:

- Det skubber til samfundsnormerne og siger, at det er okay for eksempel at være transkønnet eller anderledes.

Kendte er med til at bane vejen

Både Kristian Keller og As Øland, som er kreativ chef i Dansk Mode & Textil (brancheorganisationen for mode, tekstil og interiør), fremhæver de kendte, der er med til at præge modebranchens fokus på det ikke-kønnede tøj.

Det gælder for eksempel for Harry Styles, Young Thug og ASAP Rocky, der inden for de sidste år alle har gået i kjoler, nederdel eller andet tøj, der traditionelt opfattes som kvindetøj. I slutningen af 90'erne vakte det nærmest ramaskrig, da fodboldspilleren David Beckham gik ud iført en sarong.

  • Popstjernen Harry Styles har både gået med kjole, øreringe, blonder og her er det en fjerboa, som han flashede til Grammy-uddelingen tidligere i år. (Foto: CBS © Ritzau Scanpix)
  • Rapperen Lil Nas X ankommer komplet med makeup, håndtaske og højhælede sko ved en prisuddeling i USA i sidste måned. (Foto: Mario Anzuoni © Ritzau Scanpix)
  • Rapperen Kid Cudi optrådte i april iført en gulvlang kjole i det berømte, amerikanske tv-program 'Saturday Night Live'. (Foto: NIPI © Copyright © 2020 BACKGRID UK)
  • Rapperen Bad Bunny ved Grammy-uddelingen i år iført en frakke, der ifølge New York Times mindede om en nonnedragt. (Foto: ED / LS / Avalon © Avalon All rights reserved.)
  • Rapperen Young Thug har poseret i kjole på coveret af et af sine mixtapes og poserer - som her - også gerne i lange, farverige frakker. (Foto: Matt Baron/Shutterstock)
1 / 5

- Sådan én som Harry Styles har nok været med til at gøre det mere udbredt. I min ungdom var det Prince, så det er noget, der altid har været der, siger As Øland og tilføjer:

- De yngre generationer er mere fri i deres tankegang i forhold til, hvad man kan. Mange unge fyre i dag går med neglelak og stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor mænd ikke kan gå med øreringe eller kjole. De unge efterspørger, at man blander tøjet.

Bliver mænd i kjoler næste modedille?

Der er med andre ord ingen tvivl om, at det tøjmarked, der for få år siden blev set som opdelt mellem mænd og kvinder, i dag er meget mere flydende.

Men hvad er næste skridt? Hos The New York Times taler man om kjoler til mænd. Det sker blandt andet, efter flere kendte musikere som har luftet kjoler og nederdele på magasinforsider og i tv-programmer.

Helt så langt vil Kristian Keller fra Soundvenue dog ikke gå:

- Vi kommer ikke til at se den gængse dansker eller familiefar gå i kjole anytime soon. Men det handler om, at man ikke skal diktere, hvordan folk ser ud, og at folk ikke skal have tæsk på gaden, fordi de er mænd og har lyst til at gå i kjole, siger han.

Ifølge Kristian Keller er det dog ikke usandsynligt, at man for eksempel i det københavnske undergrundsmiljø vil se flere mænd på tværs af seksualitet og køn gå i kjole.

Kommunikationsdirektør hos Baum und Pferdgarten Christian Hansen er dog heller ikke umiddelbart selv interesseret i at gå firmaets kjole.

- Det har aldrig været et problem at finde produkter til mig selv. Men jeg har personligt ingen drøm om at gå i kjole eller nederdel, siger han.

Facebook
Twitter