Er det Danmarks uhyggeligste sted? Forladt forlystelsespark ligner noget fra en gyserfilm

Se billederne fra Fun Park Fyn, der har ligget øde hen siden 2006.

Der er helt stille på den lille landevej tæt ved Aarup på Fyn.

Den gamle indkørsel til det, der engang var en forlystelsespark, er spærret af en knap to meter høj og fem meter bred jordvold, hvor store rødder får frit spil, og gamle grene er smidt på toppen.

Når du endelig har forceret forhindringen, møder du et stort skilt, hvor der er malet hvidt på sort: 'PRIVAT. ADGANG FORBUDT'.

Fun Park Fyn, som parken engang hed, er et sted, der ikke findes mere. Her er gæster ikke velkomne.

Parken, der danner ramme om Anna og Martins affære i den aktuelle dramaserie 'Fred til lands', åbnede i 1978 som en stor legeplads med ponyture, bmx-bane, vandland og trampoliner.

Parken eksisterede indtil 2006, hvor den gik konkurs, og området blev købt af Lars Skifter, der i dag stadig ejer grunden. Han havde store planer med stedet. Der skulle opføres en H.C. Andersen-temapark.

Planerne blev skudt i gang, og folk blev ansat til at gøre stedet klar til en helt ny park, da finanskrisen skyllede hen over kloden. Det satte en stopper for visionerne om den nye og imponerende forlystelsespark på Fyn.

I dag ligger det 27 hektar store område øde hen, godt skjult fra landevejen.

Når man bevæger sig længere ind i det store område, som naturen langsomt har taget tilbage, kan man se små tegn på, at her engang var masser af liv.

Inde bag træerne, på venstre hånd, dukker en rusten og falmet svævebane op. Den hænger frit over søen og bevæger sig kun, når vinden skubber den forsigtigt fra side til side. På højre hånd ligger store punkterede trampoliner.

Stilheden er alle vegne, du kigger hen.

200 meter længere fremme træder du ind i det store fællesområde, som utvivlsomt har været parkens højdepunkt, men i dag rummer to vandfattige pools og nogle faldefærdige vandrutsjebaner.

Ukrudt og buske trænger sig på overalt, og i stedet for azurblåt klorvand er de to bassiner fyldt op med alt fra radiobiler til gamle havestole.

Siden 2008 er der gjort flere forsøg på at få en park op at stå. I 2011 forsøgte ingeniør Bjarne B. Pedersen, i samarbejde med Lars Skifter, at rejse de 15 millioner kroner, der menes, der skal til for at starte noget nyt.

Bjarne B. Pedersen præsenterede ejeren for det, han kalder et færdigt grundkoncept. Parken skulle være mere interaktiv, og de besøgende skulle blive en del af H.C. Andersens historier.

Men det blev aldrig en realitet, fortæller han:

- De store spillere ville ikke være med, hvis det lå på Fyn, siger Bjarne B. Pedersen og vil ikke nævne, hvilke aktører der præcis var tale om.

Men ifølge Bjarne B. Pedersen var det helt store internationale investorer. De mente simpelthen, at kundegrundlaget var for lille.

Bag vandlandet står en bygning, der ser ud som om, den har været i krig. De fleste vinduer er enten smadret eller skåret ud og fjernet. På førstesalen er der ikke én intakt rude tilbage.

Foran holder en bil, der er fuldstændig udbrændt, og når du går ind i bygningen, finder du toiletter, der er smadret i mindre stykker og ligger spredt ud over hele gulvet.

Alle steder, du kigger hen, er der kaos. Ved radiobilerne står stadig det skur, hvor operatøren stod og trykkede på knapper for at sætte forlystelsen i gang. Men gulv, loft og radiobiler er for længst forsvundet.

Hærværket i Fun Park Fyn er altomfattende. Om få år vil det være næsten umuligt at få øje på, at her var engang et sted, som samlede mennesker.

  • I dag er de 27 hektar, der engang var fyldt med liv og glade dage, propfyldt med grafitti og forladte radiobiler. (© Andreas Bro/DR)
    1 / 13
  • Naturen er langsomt ved at indtage de to pools i det gamle Fun Park Fyn. Grene og alger kæmper med flagstænger, betonklodser og gamle dæk om at overtage den fuldstændig. (© Andreas Bro/DR)
    2 / 13
  • Flere steder finder man de røde rør, som tidligere har været en vandrutsjebane. De har tidligere ligget oppe på jorden, men er blevet kastet i vandet. (© Andreas Bro/DR)
    3 / 13
  • Fun Park Fyn åbnede i 1978. I starten hed det Fyns Sommerland, og egentlig var det en stor legeplads mere end en forlystelsespark. Du kunne køre på bmx-cykel og blive trukket rundt på en pony. Der var også trampoliner og et stort badeland samt borde og bænke, hvor familier kunne spise deres medbragte madpakker. (© Andreas Bro/DR)
    4 / 13
  • De to store vandrutsjebaner i badelandet blev flittigt brugt, da parken stadig var åben. Den lukkede i 2006 og åbnede aldrig op igen. Den nuværende ejer Lars Skifter købte den, men måtte sande, blandt andet på grund af finanskrisen i 2008, at det var for svært at renovere og genåbne parken. (© Andreas Bro/DR)
    5 / 13
  • En radiobil ligger på bunden af en pool. Det er en af de eneste, der er tilbage. Resten er blevet stjålet. (© Andreas Bro/DR)
    6 / 13
  • Da parken var åben, var området ikke indhyllet i skov. Efter den lukkede i 2006, har naturen fået lov til at indtage området lige så stille. Buske og træer skyder op overalt og har dækket området til. (© Andreas Bro/DR)
    7 / 13
  • Ejeren Lars Skifter fortæller, at området engang imellem bliver lejet ud til bands, der vil lave musikvideoer, og film- og tv-produktioner samt paintballklubber, der bruger området til at kæmpe mod hinanden. (© Andreas Bro/DR)
    8 / 13
  • Her kørte radiobilerne rundt. Der var både et gulv og et loft over. I dag er det hele væk. Kun skuret, hvor det hele blev styret fra, er tilbage. (© Andreas Bro/DR)
    9 / 13
  • Som meget af området er også toiletterne ødelagte. Området bærer præg af, at der har været holdt mange fester. (© Andreas Bro/DR)
    10 / 13
  • I starten af 00'erne fik parken en stor opgradering, og der kom en rallybane, hvor man kunne køre på crossere og andre benzindrevne maskiner. Der blev blandt andet også investeret i radiobiler og nye hoppepuder. Det var i den forbindelse, at parken skiftede navn til Fun Park Fyn. Rallybanen er i dag så tilgroet, at den næsten er skjult. Der ligger dæk spredt ud over hele området, som har været brugt til at afgrænse banen. (© Andreas Bro/DR)
    11 / 13
  • Det er næsten svært at forestille sig, at der en gang har været fyldt med glade gæster her. (© Andreas Bro/DR)
    12 / 13
  • Ved den gamle indgang er der i dag lagt store grene og jord, som blokerer indgangen. Når man kommer over den, mødes man af et 'adgang forbudt'-skilt. Naboerne til parken vil ikke have uvedkommende rendende mere. De har fået nok af besøgende og har sat deres egne skilte op ved en vej, der fører ind til en bagindgang. (© Andreas Bro/DR)
    13 / 13