Erotisk klassiker fra 1748 holder stadig

De erotiske bøger har gyldne tider. Derfor kan du nu podcaste en klassiker inden for genren på dr.dk. Den er meget velskrevet, siger anmelder.

Det kan godt være, at alle taler om den nye bestseller "Fifty Shades of Grey" og de andre i romanserien, men det er naturligvis langt fra den første erotiske bog, der er skrevet.

At man ligefrem kunne udgive bøger med direkte erotisk indhold tilbage i 1748 er til gengæld lidt mere overraskende.

Og nu kan du lytte dig igennem forfatter John Clelands roman "Fanny Hill", der udkom første gang i 1748, når DR's Læseklubber tilbyder lydbogen gratis som podcast.

"Fandt den i min far reol"

"Fanny Hill" blev ikke forbudt med det samme, men på grund af det stærkt erotiske indhold, blev romanen bandlyst i 1749.

Herhjemme blev bogen ved en dom forbudt i 1957, men forbuddet blev ophævet i 1965. Og det var netop efter dens danske udgivelse, at Berlingskes kulturjournalist og anmelder Søren Kassebeer faldt over "Fanny Hill".

- Det var første gang, jeg stiftede bekendtskab med den slags litteratur. Jeg fandt den i min fars bogreol som dreng, fortæller han DR Kultur.

Et elegant værk

Og den er meget velskrevet siger Søren Kassebeer om klassikeren, som han gerne giver en anbefaling med på vejen:

- Den er meget smukt skrevet og i tidens elegante stil. Den har litterære kvaliteter. Men man skal jo huske på, at det lå i tiden dengang. Altså, 1700-tallet var jo anderledes. Forholdet til erotikken var friere dengang end det blev senere, siger han.

En bog med en historisk rolle

Netop sagen om "Fanny Hill" herhjemme blev startskuddet til debatten om pornoens frigivelse. Efterfølgende blev Danmark det første land i verden til at tillade porno.

- "Fanny Hill" har spillet en historisk rolle. Det er ikke en bog, der prøver at gøre sex til mere, end det er. Derudover er den enormt sjov at læse, fordi man ved hvornår den er skrevet, siger anmelderen.

Han ser romanen som en smuk påmindelse om, at sex jo ikke er noget, vi først har opfundet i nyere tid.

Hent "Fanny Hill" som podcast her.

FacebookTwitter