Et drømmespil blev Reumert-topscorer

Betty Nansen og Det Kgl. Teater blev de store prisslugere, da Reumert-priserne blev uddelt til bl.a. Nicolas Bro og Sofie Gråbøl. Bikubens Hæderspris gik til Kirsten Olesen.

Betty Nansen Teatrets opsætning af Et drømmespil hentede hele tre trofæer, da Reumert-priserne for sæsonens bedste præstationer i dansk scenekunst blev uddelt søndag aften ved et gallashow på Det Kongelige Teaters Gamle Scene.

Et drømmespil, iscenesat af Katrine Wiedemann, tog prisen som årets forestilling. Desuden blev Sofie Gråbøl hyldet for årets bedste kvindelige hovedrolle som gudedatteren, og Maja Ravn kunne takke for prisen som årets scenograf for sin udlægning af Strindbergs univers.

Pris til Nicolas Bro

Et drømmespil havde konkurrence fra to andre skuespil, Maria Stuart på Aalborg Teater og Odense Teaters 12 møder med et vidunderbarn.

Nicolas Bro modtog prisen for bedste mandlige hovedrolle for sin fremstilling af Hamlet i åbningsforestillingen på Det Kongelige Teaters ny skuespilhus. Hermed gentog Bro sin bedrift fra sidste år, da hans Mephisto i Faust på nationalscenen også blev fundet Reumert-værdig.

Hoffmanns Eventyr

Bikubens Hæderspris på 300.000 kr. tilfaldt skuespilleren Kirsten Olesen. Hun har været ansat på Det Kongelige Teater siden 1979 og i de seneste 30 år haft en række store roller, dels her, dels på film og tv.

Prisen for årets bedste kvindelige birolle tilfaldt Louise Fribo for hendes præstation i operaen Hoffmanns Eventyr. En anden opsætning i de samme omgivelser, Poppeas kroning, blev kåret til årets opera.

Kongelig deltagelse

Mens Betty Nansen Teatret og Det Kongelige Teater markerede sig stærkt, da priskomiteen skulle træffe sine valg, faldt der også markante priser af til teatrene i provinsen.

Bikubenfonden står bag Årets Reumert, uddelingens officielle navn, som så dagens lys i 1998. Søndag blev der uddelt priser for i alt 1,25 mio. kr.

Omkring 1100 mennesker overværede prisuddelingen, blandt dem kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.

Facebook
Twitter