Et øre på armen i kunstens tjeneste

Teknologi møder biologi på udstillingen Biotopia. Her har en kunstner opereret et øre ind i sin arm, for at undersøge og afprøve kroppens arkitektur.

En kunstner har fået opereret et tredje øre ind i sin underarm. Han er kunstner, hans underarm er biokunst, og øret er et forsøg på at blande biologi og teknologi.

Projektet er en del af en udstilling, der kan ses på Utzon Centret i Aalborg, hvor kunstnere og videnskabsmænd prøver grænser af i feltet mellem biologi og teknologi.

- Det er et spørgsmål om at undersøge kroppens grænser, siger Morten Søndergaard, der er udstillingskurator og arrangør for konferencen Art in the wet zone.

Kunsten er et frirum for nytænkning

Biotopia er en del af kunstfestivallen PORT 2010. Udstillingen tager fat på spørgsmålet om, hvorvidt kroppen er ukrænkelig eller et stykke arkitektur, som vi kan ændre på og bygge videre på.

Det er kunst, hvor gruppen af forskere og kunstnere afprøver teknologien i samspil med den menneskelige biologi. Og trods tekniske vanskeligheder er udstillingen en succes rent visuelt.

Men det er på det intellektuelle og filosofiske plan, at udstillingen virkelig gør en forskel.

- I kunsten har man et frirum til at spille mere bold med nogle af de her spørgsmål, fortæller Morten Søndergaard om det noget mærkelige møde mellem kunst og teknologi.

En mand med et øre på armen

Stelarc er kunsteren bag projektet Internet Ear, der findes på Biotopia. Her har kunstneren opereret et øre ind i sin arm. Ideen har været at putte en mikrofon i øret, der kan optage lyd og sende lydfilerne rundt i hele verden gennem et indbygget internethardware i armen.

Og trods de tekniske vanskeligheder med at putte et elektronisk udstyr ind i armen, er ideen en helt konkret sammensmeltning af teknologi og biologi, og på museet findes derfor en afstøbning af øret.

Vigtigt er det dog, at Stelarc opfatter sin egen krop som et stykke arkitektur, som der kan bygges om eller bygges videre på.

- Det er ikke så meget et høreapparat, men det er mere et akustisk organ. Lyden, som øret vil opfange, vil engang blive hørt af andre rundt om i verdenen, for det er en åben kanal, fortæller kunstneren om ideen.

Når Stelarc bevæger sig mellem biologi og teknologi, skubber han til ideen om kunstneren som den nye videnskabsmand. For Stelarc mener, at kroppen er et lærred, der kan modelleres og ændres.

- Denne udstilling handler ikke nær så meget om det enkelte individ. Det handler om at se kroppen som en form for revolutionerende arkitektur, mener Stelarc.

Afprøve grænser

Selvom det lyder mærkværdigt at operere et øre ind i sin arm, så er formålet med udstillingen ifølge Morten Søndergaard ikke provokation.

I stedet er det ønsket om, at få folk til at tænke videre og pirre publikum til at se sig selv i sådanne situationer - hvis de for eksempel mistede et øre, eller skulle have et nyt øre.

- Det er ikke meningen at provokere. Meningen er at afprøve og stille spørgsmål, fortæller Morten Søndergaard.

Når teknologi møder kroppen

I dag er vi vant til at omgås teknologi på mange forskellige måder. Med medicin- og DNA-videnskab er mennesket vant til, at teknologien kommer tættere ind på den måde, vi er på som mennesker, mener Morten Søndergaard.

Han lægger vægt på, at teknologien og bioteknologien gør, at mennesket bliver nød til at indse, at teknologien påvirker vores verden, og derfor er det spændende at blande teknologi og biologi med kunst.

- Det er en ny måde, at se kunsten på og en ny måde at se os selv på, siger Morten Søndergaard

Facebook
Twitter