Et opgør med den perfekte krop: Nyt dating-program med nøgne danskere begejstrer

'Date mig nøgen' er både tankevækkende og fascinerende tv, mener anmeldere.

Nikolaj, en 24-årig murer fra Ulfborg, skulle i første program af 'Date mig nøgen' vurdere fem nøgne singlekvinder, der blev afsløret mere og mere af. (© TV 2)

- Det er næsten ligesom jul.

Sådan lød det fra 24-årige Nikolaj fra Vestjylland, da han søndag aften var første deltager i TV 2 Zulus nye datingprogram 'Date mig nøgen'.

For foran ham stod fem helt nøgne og meget forskellige kvinder, som han ikke bare måtte kigge nærmere på – han skulle også vælge én ud, som skulle med ham på en date.

Og inden han selv måtte smide tøjet til sidst i programmet, får vært Ibi Makienok spurgt ham om, om han er mest til bryster eller numser, store eller små brystvorter og hans præferencer inden for kønsbehåring.

Programmet, der oprindeligt er udviklet til britiske Channel 4, har været ventet med spænding – og med en portion skepsis – af flere.

Heriblandt Rasmus Gejl, der er jurymedlem ved Reality Awards, og som laver podcasten 'Reality Tjek'.

- Jeg troede, at det kun ville være sådan nogle 'Paradise Hotel'-typer med lækre kroppe, der stillede op. Jeg var slet ikke klar over, at det ville være almindelige mennesker ligesom i den engelske og tyske udgave af programmet. Jeg troede ikke, man kunne få dem til at stille op herhjemme, siger han overrasket.

Rasmus Gejl havde glædet sig til at se singler smide tøjet i håbet om en god date. Det ville helt sikkert blive en skør og pinlig omgang, troede han. Men sådan gik det ikke.

- Alt er lykkedes med programmet. Jeg troede, det ville været sådan noget tosse-tv – og det elsker jeg! – men det er faktisk lykkedes Zulu at arrangere det på en rigtig fin måde, så det ikke kommer til at handle om sex, siger Rasmus Gejl.

  • Løbende bliver der afsløret mere og mere af kvinderne, indtil de til sidst kan ses helt nøgne. I de kommende progammer kommer man naturligvis også til at kunne se nøgne mænd i boksene. (© TV 2)
  • De nøgne kvindekroppe blev nærstuderet i programmet. Men også Nikolaj selv måtte smide klunset, da han skulle vælge sin endelige date ud af de to sidste kvinder i feltet. (© TV 2)
1 / 2

Tankevækkende tv

Dermed er han enig med anmelderne.

Politikens anmelder Simon Roliggaard går endda så langt som til at skrive, at programmet er public service.

- I en tid, hvor man hører, at unge mennesker ikke længere tør gå i bad sammen efter gymnastik og går psykisk ned på grund af pres fra andres flotte selfies på sociale medier, er det her program decideret public service.

Han finder det tilmed 'spændende og fascinerende at få lov til at studere og snakke om andres kroppe på den måde'.

Også kropsaktivist og journalist Ida Rud, der har set udsendelsen for Filmmagasinet Ekko, finder konceptet 'tankevækkende'.

- Programmet er en oplagt anledning til at diskutere vores forhold til kroppen. Skal kropsbehåringen fjernes, trimmes eller være uberørt? Er meget hår mellem røvballerne ulækkert? Skal vi fylde kroppen med piercinger og tatoveringer, spørger Ida Rud og tilføjer:

- Hvor er det fedt at se så mange forskellige slags mennesker!

- Det er ikke kroppe, der danser eller prøver at være sexede. Det er bare en krop, der står, og så kigger vi på den, har vært Ibi Makienok sagt til BT. Her ses et billede fra næste omgang 'Date mig nøgen'. (Foto: © Søren Kirkegaard, TV 2)

Et opgør med perfekte Instagram-kroppe

Reality-fan Rasmus Gejl, der til dagligt er ansat hos DR3, tror, at grunden til, at 'Date mig nøgen' er blevet modtaget så pænt, skal findes i TV 2 Zulus pressestrategi.

- Jeg troede, at folk ville være provokeret af konceptet, men det er ikke rigtig sket – måske fordi der ligger et godt pressearbejde forud. Værten Ibi Makienok har været ude i flere medier og sige mange kloge ting om programmet.

- Derudover ligger det også godt i tiden, at vi har et opgør med det perfekte og det, at alt får et filter på Instagram, siger han.

Og det er netop noget af det, Ibi Makienok hæftede sig ved i et interview med BT op til premieren.

- Jeg tror, programmet kan få unge til at slappe lidt mere af i deres eget skind og ikke være så punkterede over de perfekte billeder, der findes på Instagram, og hige efter det.

'Date mig nøgen' kan ses på TV 2 PLAY.