Dér står hun. Med en vifte i hånden, kinesiske hårsmykker i det kunstfærdigt opsatte hår og et stort, rødt bindebånd om livet.
Popstjernen Rihanna pryder i disse dage forsiden af magasinet Harper's Bazaar China.
Det gør hun iført tøj og tilbehør, der traditionelt opfattes som kinesisk. På magasinets Instagram-konto kan man læse, at de kinesisk inspirerede billeder skal vise, hvad der sker, 'når et vestligt stilikon møder østlig æstetik'.
Og det har ikke skortet på reaktioner, efter de glamourøse billeder af Rihanna er begyndt at blive delt på blandt andet Instagram og Twitter.
CNN, The Independent og andre medier har bragt historier om billederne, og de er også blevet diskuteret flittigt på sociale medier.
Mens nogle hylder popstjernen for at se godt ud og pointerer, at den kinesiske stil passer godt til den barbadosfødte sangerinde, så kritiserer andre, at en ikke-kinesisk person smykker sig selv med tøj og tilbehør, der netop hænger tæt sammen med Kinas historie og kultur.
- Elsker Rihanna, men vi kan ikke acceptere alt, hun gør, bare fordi det er hende, skriver én bruger på Twitter.
- Det her er et kæmpe slag i hovedet på asiatisk kultur, mener en anden bruger på Instagram.
Se magasin-forsiden herunder:
Den perfekte cocktail
Morten Saxnæs, der er digital brandingekspert, forstår godt, hvorfor folk diskuterer billederne af sangerinden, der blandt andet står bag hits som 'Work', 'Diamonds' og 'Umbrella'.
- Her har du en cocktail af øst og vest og så Rihanna med hendes mange millioner følgere. På den måde har Rihannas forside alle ingredienserne til at tricke den krænkelseskultur, som hersker lige nu. Når der er ét eller andet, man kan blive provokeret af, så bliver man det, og går til tasterne, siger Morten Saxnæs og uddyber:
- Når man har sådan en cocktail, så går mediemøllen i selvsving. Når du har en overskrift, hvor du kan kombinere Rihanna med øst-vest-konflikt, så står medierne på historien, og så får hun bare ekstra opmærksomhed.
Morten Saxnæs føler sig sikker på, at både Rihannas pr-folk og Harper's Bazaar har kunnet forudse debatten på internettet udfolde sig 'på mange kilometers afstand'.
- Hvis de er gode til deres arbejde, og det må man formode, de er, så har det her helt sikkert indgået som en del af deres overvejelser. Man får simpelthen skabt en masse hype, lyder det fra brandingeksperten.
Langt fra første gang
Rihanna er langt fra den første kendte person, der er blevet beskyldt for kulturel appropriation; det vil sige, at man låner eller overtager noget fra andre kulturer, der ikke nødvendigvis hører til ens egen.
Det har blandt andet realitykendissen Kim Kardashian oplevet. Hun ville kalde sin nye undertøjslinje for 'Kimono', selv om undertøjet ikke havde meget med den japanske beklædningsgenstand at gøre.
Det blev af flere kaldt respektløst over for den japanske kultur, og Kardashian valgte da også at droppe navnet igen. Det er endnu ikke kommet frem, hvad undertøjsserien så skal hedde.
Morten Saxnæs mener, at historierne om Kardashian og Rihanna vidner om, at krænkelseskulturen er tiltaget de senere år. Og det gælder i lige så høj grad i Danmark som i eksempelvis USA, understreger han.
- Danskerne bliver mindst lige så fortørnede som alle andre. Hvis du kan føle dig krænket, så går du til tasterne og så har du debatten. I den sammenhæng er der ikke stor forskel på, om du er dansk, svensk eller amerikansk. Folk er altid klar med en holdning, uanset om det er positivt eller negativt.
- Twitter handler ikke længere kun om fodbold og politik, men også om populærkultur. Det kommer som en medfølgende effekt af hele influencer-bølgen, hvor man hele tiden skal være aktiv og debatskabende og på alles læber.
Og det er en tendens, vi kun vil se tiltage yderligere, spår den digitale brandingekspert:
- Hvis du ikke har folks opmærksomhed, eksisterer du så at sige ikke.