Eurovision-eksperter kalder Ukraines sejr medlidenhedspoint i en historisk situation

Seerne stemte med følelserne i finalen, vurderer tidligere kommentator samt en Grand Prix-ekspert.

Kalush Orchestra med Eurovision-trofæet kort efter, de sejrede ved aftenens europæiske sangdyst. (Foto: MARCO BERTORELLO © Ritzau Scanpix)

Et kæmpe statement og et meget specielt og historisk Eurovision-år.

Sådan betegner to Eurovision-eksperter gårsdagens finale, hvor den ukrainske gruppe Kalush Orchestra – ikke så overraskende – løb med sejren.

For gruppen har nemlig været storfavoritter blandt fans, eksperter og bookmakere i månedsvis. Måske ikke så meget på grund af sangen 'Stefania', men fordi Ukraine siden 24. februar har under angreb fra Rusland.

- Det er et historisk år i Eurovision, som vi kommer til at se tilbage på og stadig huske om mange, mange år. Ikke på grund af musikken, men fordi situationen har været så speciel, siger Ole Tøpholm, der er tidligere Eurovision-kommentator.

- Det er en moderne fædrelandssang for Ukraine, der nok ikke vil blive spillet i mange andre lande, men der er skrevet Eurovision-historie i aften på grund af den her sang.

Udover den særlige situation med krigen skrev Ukraine også point-historie. Landet fik nemlig 439 point fra seerne, hvilket kun var 29 point fra den allerhøjeste mulige score. Det er rekord, idet det er det højeste antal seerpoint, en Eurovision-vinder nogensinde har modtaget.

Og de mange point blev næppe givet, fordi sangen 'Stefania' havde ekstraordinært høje kvaliteter, mener Morten Madsen, som er Grand Prix-ekspert og har websitet Eurosong:

- Jeg tror ikke, danskerne ville stemme på det her i en normal verden, men det er heller ikke en normal verden, vi lever i lige nu. Det er måske medlidenhed, der gjorde det.

- Det er ikke min personlige favorit, men det er heller ikke nogen dårlig sang. Det er en medrivende sang, der får folk op af stolene. I den her konkurrence gælder det ikke om at synge højest eller spille bedst på guitar. Det gælder om at fange folk derude, og det er svært at sætte facit under musik, og hvad der er godt og skidt.

De danske seere gav Ukraine de maksimale 12 point, mens den danske jury blot gav landet 5 point.

Stemte med følelserne

Morten Madsen kalder det "verdenshistoriens mindste overraskelse", at Ukraine sejrede og lægger desuden vægt på, at solidariteten med det krigsramte land sender vigtige signaler.

- Det vidner om europæisk opbakning til et land i nød i vores region. Det er det, vi vil huske det her Eurovision for. Folk har stemt med følelserne, og sådan skal det måske også være, siger han.

Kalush Orchestra har fået særlig tilladelse til at forlade Ukraine for at deltage i årets Eurovision (Foto: MARCO BERTORELLO © Ritzau Scanpix)

Mange vil formodentlig mene, at Ukraines sejr samtidig er en slags politisk sejr, fordi den netop handler om den historiske situation, landet står i, frem for sangens egentlige kvaliteter. På trods af at politiske statements på papiret er bandlyst til Eurovision.

Spørger man Ole Tøpholm, handler Ukraines sejr dog ikke om politik:

- Nogle vil nok betegne det som politisk, men jeg vil sige, det handler om følelser. Det her var en stor kærlighedserklæring til Ukraine. Det var der bare kæmpe stor enighed om i hele Europa, og så kan man kalde det, hvad man vil, siger Ole Tøpholm, der selv stemte på Sverige.

- Når seerne er så enige, må man bare bøje sig i støvet. Set i det lys er det fair nok, at juryen ikke kan forhindre, at seerne får deres vilje.

Morten Madsen fra Eurosong er enig:

- Hvis man gerne vil have, udsendelsen skal være anderledes, så skal man lave reglerne om. Man kan jo ikke tvinge folk til at stemme anderledes.

Ukraine vil afholde næste års Eurovision

Når et land har vundet Eurovision, skal det – tradition to – lægge værtsby til sangdysten året efter.

Og både Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, Ukraines kulturminister, Oleksandr Tkatjenko, og den sejrende gruppe, Kalush Orchestra, tror på, at Ukraine næste år kan agere vært for Eurovision.

- Næste år vil Ukraine med glæde være værter for Eurovision og hele Europa i det nye, integrerede og glade Ukraine, sagde Kalush Orchestra på en pressekonference efter sejren og fortsatte:

- Det er for tidligt at tale om vores planer, men vi vil selvfølgelig gøre alt, der er muligt, for at få det næste Eurovision til at finde sted i det nye, fredelige Ukraine.

Det er første gang i Eurovisions historie, at et krigsramt land har vundet konkurrencen. Og tredje gang på under 20 år, at Ukraine har sejret - landet vandt både i 2004 og 2016.