Eurovision Song Contest 2020 aflyst på grund af coronakrisen

Årets udgave af den store europæiske musikkonkurrence er blevet aflyst, melder arrangørerne.

Danmark vandt senest Eurovision Song Contest tilbage i 2013, da Emmelie de Forest sang sig til tops med nummeret 'Only Teardrops'. (Foto: Jörg Carstensen © Ritzau Scanpix)

Om lidt under to måneder skulle mere end 180 millioner tv-seere have fulgt med, når årets Eurovision Song Contest rullede over skærmen - men sådan bliver det ikke.

Årets udgave af den traditionsrige musikkonkurrence er nemlig blevet aflyst. Det har organisationen EBU (European Broadcasting Union), der står bag Eurovision, netop meldt ud.

Aflysningen skyldes den igangværende coronakrise, som allerede har betydet, at blandt andet koncerter og flere store sportsbegivenheder - herunder EM i fodbold - enten er blevet aflyst eller udskudt.

- Den eskalerende spredning af coronavirussen gennem Europa og de restriktioner, der er blevet sat i værk af mange landes regeringer og de hollandske myndigheder, gør det umuligt for os at afholde begivenheden som planlagt. Vi er dybt skuffede over situationen, udtaler Jon Ola Sand, der er Executive Supervisor for Eurovision Song Contest.

Årets Eurovision Song Contest skulle efter planen have været afholdt i Rotterdam i Holland den 12., 14. og 16. maj. I alt 41 lande skulle have deltaget i konkurrencen i år herunder Danmark, der skulle repræsenteres af duoen Ben & Tan med nummeret 'Yes'.

DR: 'Det er den rigtige beslutning'

Hos DR's redaktør for underholdning Jan Lagermand Lundme mødes beslutningen om at aflyse årets Eurovision Song Contest med forståelse.

- Meldingen fra EBU, som vi netop har modtaget, er, at Eurovision Song Contest 2020 er aflyst. Set i lyset af situationen i Europa giver det jo god mening. Lige nu skal alle kræfter bruges på at komme coronavirus til livs, siger Jan Lagermand Lundme og fortsætter:

- Det er selvfølgelig super ærgerligt - også for Ben & Tan, der skulle have været afsted for at forsvare de danske farver i år. Men jeg tror, at alle kan se, at det er den rigtige beslutning. Når vi har nærmere detaljer, kommer vi selvfølgelig med flere oplysninger, siger Lagermand Lundme.

Også Dansk Melodi Grand Prix fik tidligere på måneden coronavirussens konsekvenser at føle.

DR valgte nemlig at afholde det stort anlagte musikshow helt uden publikum i salen som følge af regeringens anbefaling om at aflyse eller udskyde offentlige begivenheder med mere end 1.000 mennesker samlet.

Hør det danske bidag 'Yes' her:

Showet kunne ikke udskydes til senere på året

Op til den officielle udmelding har rygterne svirret om forskellige potentielle scenarier for årets konkurrence. Nogle spåede en løsning, hvor de 41 deltagere optrådte direkte fra deres hjemland via satellit, mens andre rygter mente at vide, at showet ville bliver udskudt til senere på året.

Ifølge EBU var ingen af overstående scenarier dog holdbare.

- Den nuværende situation rundt omkring i Europa vil sandsynligvis forblive usikker de kommende måneder, og på nuværende tidspunkt kan vi ikke garantere, at vi ville være i stand til at holde et event af denne størrelse og med så mange involverede senere i år, skriver arrangørerne på deres hjemmeside om beslutningen om ikke blot at udskyde årets konkurrence til en senere dato.

Heller ikke muligheden for, at de deltagende artister optrådte på hjemmebane, var en brugbar løsning, mener EBU.

- Det ligger i Eurovision Song Contests dna at bringe delegationer, artister og fans sammen på ét sted og tilbyde en fælles platform, hvor alle artister kan deltage på den samme scene og med den samme mulighed for at stråle, skriver organisationen.

Det er første gang i Eurovisions 65 år lange levetid, at en udgave af sangkonkurrencen er blevet aflyst. Ifølge Jon Ola Sand vil man nu arbejde på, at Holland kan være værter for Eurovision Song Contest i 2021.

Opdateres...

Facebook
Twitter