Exceptionelt fund: Over 50 ukendte værker af dansk kunstner fundet i kælder

De 52 nyfundne værker føjer en ny dimension til vores forståelse af Asger Jorns arbejde, siger museumsdirektør.

52 værker skabt af Asger Jorn er blevet fundet i en kuffert. Værkerne bliver udstillet fra torsdag. (Foto: Egon Engmann © Scanpix)

52 hidtil ukendte værker af den internationalt anerkendte danske kunstner Asger Jorn er blevet fundet i en kuffert.

Værkerne er lavet på baggrund af håndskårne linoleumsplader, der er beregnet til at trykke med. Pladerne er blevet fundet i Asger Jorns brors kælder.

Asger Jorn afleverede dem angiveligt i 1940'erne i en kuffert til broren, Vagn Ove Jorn, som fik besked på at passe godt på dem. Her har værkerne ligget frem til Vagn Ove Jorns død, hvor familien fandt pladerne, da huset skulle tømmes.

Med det nye fund er antallet af kendte værker fra kunstneren steget med cirka ti procent, skriver Museum Jorn i en pressemeddelelse.

  • Asger Jorn: Siddende figur, ca. 1937 (© Museum Jorn)
  • Asger Jorn: Anger og Bøn, 1933 (© Museum Jorn)
  • Asger Jorn: Uden titel (Kvindeportræt), 1932 (© Museum Jorn)
1 / 3

Værker fra 30'ernes brydningstid

- De 52 tryk føjer en ny dimension til vores forståelse af Asger Jorns arbejde. Billederne viser på helt enestående vis den unge kunstners engagement i sin familie, sin kunst og det samfund, han var en del af, siger museumsdirektør Jacob Thage.

Linoleumspladerne menes at være lavet i 30’erne, og de fleste af dem inden 1936, hvor Asger Jorn tog til Paris. Et af værkerne forestiller en af Asger Jorns søstre, som menes at have revet originaltrykket i stykker, da hun ikke syntes, det lignede hende.

Her er kufferten, som pladerne blev fundet i. (© Museum Jorn)

Museum Jorn i Silkeborg viser de nye værker på en særudstilling fra på torsdag og frem til 15. august.

Asger Jorn stammede fra Silkeborg, men opholdt sig meget i udlandet – blandt andet i Italien og Frankrig. Han blev en del af den internationale kunstgruppering Cobra, hvor surrealismen blev forsøgt fornyet gennem en forening af revolutionær politik og kunst.

Asger Jorn døde i 1973.

Facebook
Twitter