Farvel til dut, dut, dut i telefonen

1,8 millioner mobilkunders telefoner dutter ikke længere optaget. Ligesom der heller ikke er nogen vente-dutten. I stedet spilles en helt ny melodi.

Mobilselskabet TDC lancerer i dag en ny melodi, der er komponeret af to generationer af sangsmede, Aquas Søren Rasted og hele Danmarks Bent Fabricius-Bjerre.

Melodien afløser den ellers velkendte dutten, som telefonen tilbyder, inden der svares på et opkald. Og i et lidt hurtigere tempo, når der er optaget i den anden ende.

- Den nye melodi giver vores kunder - og dem som ringer til vores kunder - en mere behagelig oplevelse, når de ringer op. Nu er det 80 år siden, at dut-lyden blev opfundet, så vi synes vi det er på tide med nye toner, siger koncerndirektør i TDC Privat, Jesper Theill Eriksen.

Mest spillede melodi

Dut-lyden blev introduceret på fastnettelefonen tilbage i 1929, da den første automatiserede telefoncentral åbnede i Riisskov.

TDC har 1,8 millioner mobilkunder, der tilsammen tager telefonen tre millioner gange om dagen. Den nye melodi bliver dermed spillet omkring tre millioner gange om dagen. Og det skulle vist uden konkurrence gøre den til den mest spillede melodi herhjemme.

3 hurtigere end TDC

Det store teleselskab er dog ikke de første herhjemme med musik i stedet for dut. Teleselskabet 3 har længe som standard spillet nummeret Three Is a Magic Number, når man ringer til selskabets abonnenter.

Melodien fra Søren Rasted og Bent Fabricius-Bjerre tager over fra den 7. oktober, når man ringer til en af TDC's 1,8 mobilkunder.

Facebook
Twitter