Festival: Lad børnene blive hjemme

Flere hundrede børn bliver hvert år hevet med som tredje hjul på festival, til trods for at Roskilde festivla ledelsen fraråder at tage dem med.

Flere hundrede børn bliver hvert år hevet med som tredje hjul på festival, fordi deres forældre vil ud og dyrke festivallivet. Og de små børn ønsker festivalens ledelse ikke som gæster. Alligevel vil man ikke forbyde dem adgang.

- Forbud er ikke vores stil. Desuden mener vi, at når vi informerer om festivalen, så kan langt de fleste forældre godt regne ud, at det ikke er et sted for små børn. Der er jo ikke ligefrem puslepladser på toiletterne, siger talskvinde for festivalen Christina Bilde til 24timer.

Roskilde Festival nøjes derfor med at fraråde, at man tager børn under 10 år med. Hvert år er der dog nogle, der ikke forstår budskabet. Flere hundrede faktisk. Det vurderer i hvert fald leder af det pædagogiske team på festivalen Tine Ros. - Jeg vil tro, at der er omkring 300 børn på pladsen, som jeg mener bestemt ikke bør være der, siger hun.

Alligevel bakker Tine Ros op om den afslappede linje, festivalen har lagt, hvor man råder og informerer frem for at forbyde.

- Jeg bryder mig ikke om forbud. Desuden ville man miste en stor del af de frivillige, der bruger festivalen til at holde en dejlig sommerferie med deres børn, og som godt kan finde ud af at passe på dem.

Det er nemlig ikke sort og hvidt. Nogle forældre, der har mindre børn med, har dem måske med nogle timer i den bod, de arbejder i, og forstår at skærme dem mod festivalens forvrængede og - for børn - skræmmende ansigt af bræk, tis, og støj.

- Da jeg arbejdede som frivillig i en tomatsuppebod, havde jeg min syvårige søn med i de timer, jeg havde vagt. Det eneste han så, som var lidt mærkeligt for ham, var nogle piger, der var lidt for tissetrængende..., fortæller familierådgiver Lola Jensen, der også bifalder Roskildes politik på området.

Tager man mindre børn med på Roskilde, skal man holde sig til mindst én vigtig hovedregel, mener Lola Jensen. - Undgå de mest hærgede områder og de steder, der er brutale og uhyggelige for et barn. Der sker så mange skøre ting, som er sjove for voksne, men som kan fæstne sig i et lille barns bevidsthed og være meget skræmmende. Så drop at heppe til nøgenløbet, siger hun til 24-timer.

Facebook
Twitter