Festival

100 koncerter med samme band: Kim er den vildeste superfan

Det er ikke en overdrivelse, når 42-årige Kim Jensen joker med at være gift med det Copenhell-aktuelle band, Slayer. Tværtimod.

Når man møder Kim Jensen, kan man ikke lade være med at tænke, at han er den type fan, alle bands drømme om at have.

Hvis man rejser hele jorden rundt i hælene på et band - og sover på metrostationer for at spare udgifter til hotel - så er det ud af rendyrket kærlighed. For Kim Jensens vedkommende er hans idoler og Copenhagen-aktuelle Slayer, som han har set langt over 100 gange.

Slayer har tryllebundet 42-årige Kim Jensen fra Søborg siden 1990, hvor han hører dem for første gang:

- Jeg var fuldstændig solgt. Den intensitet, der var i musikken, det nådesløse lydbillede, der overvælder én fra første sekund. Det var skræmmende først, men de kan bare noget, ingen andre kan, fortæller Kim Jensen, der ud over at være verdens største (selverklærede) Slayer-fan også er logistikkoordinator.

Siden 1990 har Kim anskaffet sig alt det, som en dedikeret fan nu engang skal have. Vinylerne, cd'erne, t-shirtsene, krusene, plakaterne. Selv fingerringen. Pludselig handlede Slayer ikke bare om musik.

Listen over målsætninger

Det blev tydeligt, da Kim Jensen gennemgik to store rygoperationer. Det var uvist, om han nogensinde ville komme til at gå igen.

- Da jeg lå der lavede jeg en liste over mål. At komme til at gå igen, at kunne arbejde og dyrke sport igen. Og se Slayer igen. Det var ikke bare at få et godt liv igen, men også at se mine helte.

Og hvordan fejrede Kim så efterfølgende den vellykkede operation? Ved at tage til Slayer-koncert, selvfølgelig. Ankommende halvt liggende på bagsædet i en taxa med et korset fra operationen.

Skal have skrammer

Han oplevede dog koncerten på en lidt anden måde, end han var vant til. Normalt kunne det godt blive rimelig vildt.

- Jeg plejede altid at stå i pitten (oppe forrest ved scenekanten, red.), og jeg har reddet mig nogle knubs. Men vi Slayer-fans siger, at går man fra en Slayer-koncert uden lidt skrammer, så er det ikke godt nok, griner Kim Jensen.

Du har set Slayer optræde over 100 gange. Hvad får dig til at blive ved med at komme til koncerterne?

- Forestil dig at du én gang har oplevet noget helt enestående. Noget du føler, du aldrig kommer til at opleve igen. Noget der er magisk og livsbekræftende. Sådan har jeg det hver gang - til hver eneste Slayer-koncert.

- Det er den fedeste følelse i hele verden. Jeg bliver aldrig træt af det.

  • Copenhell 2017finder sted på Refshaleøen i København fra torsdag 22. juni til søndag 25. juni. Slayer, Ministry, System of a Down, Five Finger Death Punch er blandt navnene på plakaten.

Roskilde Festival 2008. Med Tom Araya i front giver det amerikanske band Slayer koncert på Orange Scene ved Roskilde Festivalen søndag d. 6 juli 2008. (Foto: Rune Evensen)
Facebook
Twitter