Beyoncé får kamp til stregen: Lillesøster får topkarakter af anmeldere

Der er seks stjerner flere steder til Solange, der i aftes optrådte på Roskilde Festival. Se billeder fra torsdagens koncerter her.

Iklædt rødt fra top til tå fik sangerinden Solange Knowles torsdag aften vist Roskilde Festivals publikum, at hun også kan levere et mesterligt show. Ligesom sin storesøster, superstjernen Beyoncé.

- Onde tunger ville måske sige, at Solange Knowles står i skyggen af sin storesøster Beyonce. Torsdag aften cementerede Solange, at det ikke er tilfældet, skriver Gaffas anmelder og kvitterer med fuld plade; seks stjerner.

Samme topkarakter serverer Politikens anmelder, der kalder Solange for en af ”tidens mest virtuose og vedkommende stemmer”.

- På årets Roskilde Festival talte hun i højeste grad til hjerterne, der alle er blodrøde - præcis som hendes sceneshow, skriver Politiken.

Se billeder fra flere af torsdagens Roskilde-koncerter i billedserien øverst her på siden.

Seks stjerner drysses der også ud over Solange hos Soundvenue.

- Hun gjorde sit storstilede, stramme show personligt, hun tillod de lydhøre festivalgængere at komme helt tæt på.

Lidt bedre end Beyoncé - trods alt

Jyllands-Postens anmelder må have stået et andet sted i det propfyldte Arena-telt, for her oplevede avisens udsendte en koncert med dårlig lyd.

- Roskilde Festival, den slags svipsere går bare ikke, når en af årets mest spændende kunstnere stiller med et upåklageligt show, skriver Jyllands-Posten og giver fire stjerner til Solange.

Ekstra Bladets anmelder er mindst begejstret og giver tre stjerner til Solange, der ”blev hvinet til, så man skulle tro, hun var Beyoncé”:

- Det var hun ikke, men Solange var lidt bedre, end storesøsteren var i Parken sidste år. Eller snarere lidt mindre ligegyldig.