Selvom navnet er pæredansk, er DJ og producer Martin Jensen på få år blevet et internationalt navn.
I skrivende stund har den 25-årige danske dj’s hidtil største single ’Solo Dance’ godt 311 millioner afspilninger på Spotify, og når man 'scroller' ned gennem hans facebookside – hvor han i øvrigt har 2,5 millioner følgere – kan man se, at han på bare en enkelt arbejdsuge kan nå at spille i USA, Spanien, Belgien og Norge.
Lørdag aften var han tilbage i Danmark, hvor han gav koncert på Bøgescenerne på Smukfest lørdag aften, bare få kilometer fra fødebyen Snorring.
- Sidste år var jeg her som gæst og sagde: 'Næste år vil jeg spille på Bøgescenen', og nu står jeg her. Det er sådan nogle mål, jeg hele tiden sætter mig, og jeg ved ikke, hvorfor det egentlig altid lykkes, men det gør det åbenbart, siger en storsmilende og spøgefuld Martin Jensen på klingende jysk, da vi møder ham til et interview ved Badesøen på Smukfest få timer før hans koncert.
- Alt karrieremæssigt lykkes, alt andet fungerer ikke så godt, griner dj'en, der også er lidt af et energibundt uden for scenen.
Drømmene stopper ikke her
Men bare fordi, man kan skrive 'internationalt gennembrud' på CV’et og har spillet på nogle af verdens største scener, stopper drømmene ikke her for Martin Jensen.
Ambitionerne er skyhøje, men benene er stadig solidt plantet på jorden, og når han sætter ord på sine nye mål, virker det mest af alt som om, det er en ukuelig optimisme, der står bag.
Men hvad er næste mål, når man allerede har rundet en halv milliard streaminger i alt på Spotify?
- Nu er mit næste mål at nå en milliard streaminger samlet for alle mine udgivelser, som jeg håber, jeg rammer, når den nye single kommer. Man bliver nødt til at være lidt optimistisk. Det har jeg altid været på alle mine tal, også når jeg har fået at vide, det ikke kunne lade sig gøre, siger han og kommer med et eksempel.
- Jeg fik at vide, jeg ikke kunne få 100.000 følgere på facebook. Nu har jeg godt 2,6 millioner, så det gælder om hele tiden at sætte sig nye mål i stedet for bare at stille sig tilfreds, siger Martin Jensen, der forklarer, at et nyt mål også 'bare' kan være at få en lidt senere spilletid på en af de mange store scener, hvor han allerede har spillet.
Vandkanoner og Wembley
Martin Jensen har siden hans professionelle karriere startede i 2015 udgivet en håndfuld singler, der – uden undtagelse - er blevet kæmpe store hits. Og det har ikke bare været en adgangsbillet til hele verden, men også til en lang række store oplevelser.
- Det vildeste spillejob, når det kommer til publikum og den fest, der blev skabt, er da jeg spillede i Bangkok til noget, der hedder 'S2O', fortæller han.
- Det var en vandfestival, hvor der var 15.000 gale asiater, der bare rendte rundt og fik sprøjtet vand på sig med store vandkanoner. Det var mega fedt og virkelig underligt, griner Martin Jensen.
- Og så er der selvfølgelig Tomorrowland (elektronisk musikfestival i Belgien, red.), som jeg spillede på her i juli, og da jeg spillede på Wembley Stadium for 85.000 mennesker. Der er en del vilde oplevelser, siger han.
Drømmen er da også en international karriere, fortæller han.
- Jeg har altid gerne villet gå internationalt. Jeg vil rigtig gerne spille i USA, England, hele Asien og Europa generelt. Jeg vil bare rigtig gerne ud, væk fra Danmark, fordi det er koldt og regner og alt muligt, joker han og uddyber, at det ikke bare handler om at blive et stort navn i udlandet, men også om de oplevelser, det giver ham at spille uden for landets grænser.
- Det er det der med at komme ud og opleve andre kulturer og at komme ud at rejse. Det er spændende at opleve, hvordan man fester i andre lande, fortæller Martin Jensen, der dog stadig er bosat i København.
Bliver genkendt i udlandet
Alligevel er det også helt specielt at spille på Bøgescenerne, hvor hans venner, mor, søster og datter alle var at finde blandt publikum.
- Jeg har glædet mig mere til at spille på Smukfest end at spille på Main Stage på Tomorrowland, som burde være den største scene for mig overhovedet, men alligevel glæder jeg mig mere til det her, for det er hjemme, og der er så så mange, jeg kender, der kommer i aften for at se mig spille på den største scene i Jylland, siger han.
- Den er ikke større end det, vi spiller på normalt, men det er det, at det er i Danmark, fortæller Martin Jensen.
Og selvom han herhjemme er langt fra lige så kendt som sine hits, fortæller han, at han særligt de seneste måneder er begyndt at blive genkendt uden for Danmarks grænser.
- Forleden mødte vi en dreng i München lufthavn, der spurgte, om vi ville skrive en autograf. Han rystede, men jeg syntes bare, det var fedt, at han ville tage imod os. Det gjorde da mit humør ti gange bedre den dag.