I dag skal Carl Emil spille solo foran 17.000: Jeg ved, jeg bliver nervøs

Ulige Numres tidligere frontmand har ligget i benhård øvelejr med sit nye band i en måned op til koncerten torsdag på Roskilde Festival

Torsdag står Carl Emil Petersen for første gang nogensinde klar som soloartist på Arena-scenen. Her ses han med sit gamle band Ulige Numre i 2016. (Foto: TORBEN CHRISTENSEN © Scanpix)

Det er vist lidt af en sjældenhed at få lov til at spille sin allerførste koncert på Roskildes næststørste scene, Arena.

Men det får Carl Emil Petersen lov til i eftermiddag på Arena.

Da dr.dk møder ham dagen inden koncerten, er han endnu ikke nervøs, men…

- Det kommer nok snigende. Jeg ved, jeg bliver nervøs. Hvis ikke man er nervøs, er man for magelig, siger han.

Har været slave af musikken i en måned

Carl Emil har tidligere været forsanger i bandet Ulige Numre, der gik fra hinanden tidligere i år. Samtidig debuterede han med singlen ’Liv før døden’.

Hans soloalbum ’Natradio’ lander efter planerne til efteråret, og i øjeblikket arbejder han ihærdigt på at få det færdigt.

Hør Carl Emils første single her:

Roskilde-koncerten passede derfor ikke så godt ind i kalenderen, som var proppet med albumarbejdet. Alligevel er den seneste måned gået med at forberede koncerten på Arena.

- Vi har ligget i benhård øvelejr i en hel måned. Det har været noget med at stå tidligt op og slave igennem i et varmt øvelokale. Så vi har forberedt os godt, og givet sangene nyt liv, siger Carl Emil Petersen.

Udover ham selv i front har han sit gamle bandmedlem fra Ulige Numre, keyboardspiller Jacob Ulstrup, med på scenen.

De øvrige bandmedlemmer er ifølge Carl Emil ”dygtige drenge fra hele landet, som jeg er stødt på.”

Helt speciel scene

Publikum kan forvente både nyt solomateriale og gamle numre fra Ulige Numres bagkatalog til koncerten på Arena.

En scene, der betyder meget for Carl Emil Petersen, som selv er kommet på Roskilde Festival, siden han var omkring 14 år.

Artiklen fortsætter under billedet.

Lørdag den 7. november 2015. Carl Emil og bandet Ulige Numre til Danish Music Awards. (Foto: MATHIAS BOJESEN © Scanpix)

- Det er en speciel scene. Det er et kæmpe telt, hvor man kan spille rigtig højt, fordi lyden bliver i teltet. Og når man samler festivalgængerne indenunder en teltdug, sker der noget helt specielt, siger han.

Carl Emil Petersen har selv oplever mange fede koncerter på scenen og fremhæver specielt PJ Harveys koncert sidste år, som også tog anmelderne med storm.

Ikke en koncert som alle andre

Selv har han stået en enkelt gang tidligere stået på en scene på Roskilde Festival.

Det var i 2012, da Ulige Numre gav koncert på Pavilion Junior i opvarmningsdagene. En oplevelse Carl Emil Petersen i dag betegner som "kanon sjov".

Om solokoncerten på Arena bliver det samme vil tiden vise. Men en ting er ifølge hovedpersonen selv sikkert:

- Det er ikke en koncert som alle andre. Det bliver første gang, jeg præsenterer et helt nyt band. Det bliver en kæmpe oplevelse for mig, og det vil smitte af på publikum, siger han.

Facebook
Twitter