Playback-kamp på Tinderbox: Dansk rap i infight med jamaicansk dansefest

Selvom ingen af dem sang særlig meget i deres mikrofon, var der alligevel en klar vinder af Tinderboxs eftermiddagsprogram.

Sean Paul under sin optræden på Tinderbox lørdag eftermiddag. (Foto: © Oskar Westh-Madsen, (c) DR)

Præcis fem minutter over fem skulle både den jamaicanske dancehall-sanger Sean Paul og den danske rap-komet Gilli på scenen.

På hver deres scene, vel at mærke: den store blå og den mindre Scene 4.

Men begge musikere laver musik, der bliver spillet til ukendelighed på de danske dansegulve. Musik, der også består af en stor mængde playback, når de optræder live. Men hvem af dem ville publikum vælge?

Playback-konger

Sean Paul spillede på en af Tinderboxs største scener, Blå Scene. Men den var på ingen måde for lille til jamaicaneren, der havde udsigt til et menneskehav i Tusindårsskoven denne lørdag eftermiddag.

- We love you Denmark, siger 'No Lie'- sangeren flere gange under koncerten.

Så meget kærlighed var der ikke i luften hos Gilli på Stage den nye og mindre Scene 4. Her mødte dr.dk Amalia og Sofie på vej væk fra koncerten. De var begge enige om, at der er for meget playback.

Sean Paul foran et hav af menneskehænder på Tinderbox. (Foto: © Helle Arensbak, Scanpix)

- Det er ret skuffende. Vi valgte at se Gilli, fordi det er det, vi hører derhjemme. Vi håbede, at det ville blive fedt, men der er få mennesker her, som synes det er fedt, siger Amalia, der i stedet ville hen og se Sean Paul.

Men hvis man gik fra Gilli til Sean Paul for at undgå playback, ville man gå forgæves. For stjernen bag kæmpehits som 'Temperature' og 'Get Busy' var lige så slem til ikke at bruge sin egen stemme som den danske rapper.

Flere gange under koncerten kunne man høre den velkendte, jamaicanske stemme komme ud af højtaleren – mens manden bag stemmen havde travlt med at vise sine dansemoves frem og ikke havde mikrofonen noget nær sin mund.

Glad Sean Paul skabte dansefest

Det lod dog ikke til at påvirke det stordansende publikum. Unge som gamle vrikkede med numsen og roterede hofterne fra de første tunge reggae-toner kom ud af højtalerne til Sean Paul for sidste gang roste de danske kvinder og deres skønhed.

- Han kan skabe en fest, og det gjorde han i den grad, siger 27-årige Jeppe efter koncerten.

Daniel (venstre), Jeppe (højre) og en ven var til Sean Paul-koncert på Tinderbox. (© (c) DR)

Også de tre veninder Sofie, Maja og Julie roste Sean Pauls dancehall-fest på Tinderbox.

- Han skaber virkelig en fest på scenen. Og det er ikke kun musikken. Han var en fest. Det virkede som om, at han var rigtig glad for at være her, siger Maja, der bliver bakket op af veninden Julie:

- Man bliver bare så glad af at høre hans musik.

Fra venstre: Julie, Maja og Sofie, der alle havde en fest til Sean Pauls koncert på Tinderbox. (© (c) DR)

Og som nævnt tidligere, så var den jamaicanske dansefest for alle. 56-årige Flemming var til koncerten med sin søn.

- Jeg vidste ikke, hvem han var før koncerten. Men så kendte man en masse af sangene, da han først gik i gang. Der var gang i den, fortæller Flemming til dr.dk.

Flemming så Sean Paul-koncerten med sin søn, Morten. (© (c) DR)

Til spørgsmålet om, hvorvidt han havde danset til koncerten lød svaret med et smil:

- Det er svært at lade være.

Gilli holdt en fantastisk fest for de få

Der var selvfølgelig nogle på festivalen, som havde valgt Gilli frem for jamaicaneren. En af dem var Christian på 16 år.

- Det var superfedt og han er god til at publikum med sig, siger han og fortsætter sin begejstring:

- Hans musik sætter nogle tanker i gang. Der er en lidt dybere mening med de sange, han synger.

Veninden Sanne var enig:

- Gilli er lidt sjovere end Sean Paul, fordi man kan synge med på det hele. Der var en fantastisk stemning, og alle var bare med på festen!