Publikum om Arcade Fire: De fik godt fat til sidst

Det canadiske rockband skulle lige i gang, men vandt med deres entusiasme, lyder dommen.

Win Butler i front for Arcade Fire, da bandet lørdag aften gav koncert på Orange Scene. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Solen kiggede langt om længe forbi Roskilde på festivalens sidste aften, og det gik langt fra ubemærket hen.

- I saw the fucking sun today. It’s amazing!

Sådan lød en af de første kommentarer fra Orange Scene fra Arcade Fires frontmand, Win Butler. Bandet, hvis seks medlemmer snart er aktuelle med deres femte album 'Everything Now, spillede deres anden koncert på Roskilde Festival.

Den positive bemærkning var den første af mange fra den energiske frontmand, der flere gange erklærede publikum sin kærlighed og sagde, at den fredelige stemning, som hersker på festivalen, var præcis det, verden har brug for lige nu.

Kærligheden fra publikum til Arcade Fire gik imidlertid ikke den anden vej fra start. Det mente i hvert fald Lars, som dr.dk fangede i pitten kort efter koncertens afslutning:

Jeppe kårede Arcade Fire-koncerten til Roskildes bedste, mens Lars først blev helt overbevist under koncertens sidste del. (Foto: Nynne Hein Møller)

- Jeg syntes, starten var lidt sløv. Men så fik de opbygget et momentum, som var rigtig godt. Man kunne mærke til sidst, at alle folk var meget med. Jeg var lidt skuffet over første halvdel, men sidste halvdel var rigtig god.

Det samme gjaldt for Eva, som heller ikke var revet med fra start:

Ifølge Eva smittede bandets glæde ved at være på scenen publikum i slutningen af koncerten. (Foto: Nynne Hein Møller)

- Det startede lidt langsomt, men de fik godt gang i publikum, og folk lod til at have en fest. De virkede virkelig entusiastiske, som om de selv syntes, at publikum var gode. Det virkede som om, de selv havde det sjovt. Der var entusiasme og smil, og de hoppede rundt.

Anderledes stod det til for Jeppe, som lynhurtigt kårede koncerten som den bedste, han havde oplevet på Roskilde Festival i år:

- Jeg syntes virkelig, det var et afbalanceret lydbillede. Måske den bedste lyd, jeg har oplevet i år til Roskilde. For mig var det også den bedste koncert på Roskilde indtil videre. Et virkelig homogent band. Det fungerer bare.

Mette og Cecilie havde taget 30 venner med til Arcade Fire-koncerten. (Foto: Nynne Hein Møller)

Koncerten på Orange Scene var for Cecilie den tredje med Arcade Fire. Hun var også godt tilfreds med denne koncert, selvom hun dog savnede et specifikt nummer fra det ti år gamle album 'Neon Bible':

- Jeg var lidt ked af, at de ikke spille 'My heart is in a cage'. Men bortset fra det var det rigtig dejligt.

Sammen med veninden Mette var det lykkedes dem at samle 30 venner til en af de sidste koncerter på Orange Scene, inden Roskilde Festival lukker ned for musikken lørdag nat.

Orange eller skuffende følelse

Blandt anmelderne er der langt fra enighed om canadiernes præstation på Roskildes største scene.

I den meget positive ende finder vi blandt andre Gaffas anmelder, der hiver alle seks stjerner op af posen og skriver:

- Arcade Fire får øjeblikkeligt fat om publikum med et ellers kompliceret lydbillede, der i sit udgangspunkt kan være svært at forstå. Men Arcade Fire kan få det komplicerede til at lyde simpelt, og det er blandt forklaringerne på, hvorfor de kan formå at samle 85.000 tusinde mennesker foran Orange Scene, lyder det i anmeldelsen.

Ifølge anmelderen var der både magi, folkelighed og den berygtede 'Orange Feeling' til stede under koncerten.

Den Orange følelse udeblev dog både for BT’s og Ekstra Bladets anmeldere, der begge giver tre stjerner.

- Lige så levende gruppen fungerer som en kollektiv organisme på scenen, lige så lidt karisma og udstråling har Butler i min verden. Og gruppen mangler i den grad samlende 'anthems' til, at jeg for alvor kan se dem som andet eller mere end en hurtigt glemt multiinstrumentel, multrirytmisk fest, skriver BT’s anmelder, mens Ekstra Bladets udsendte kalder koncerten en 'utilfredsstillende præstation'.

- Selv ikke mørket var nok til at skabe den fortættede atmosfære, Arcade Fires godhjertede repertoire kræver, skriver Ekstra Bladets anmelder.

Der bliver derudover givet fire stjerner fra Politikens anmelder, der skriver, at bandet både gav den alt, hvad de havde, men at det, de leverede var 'kaotisk', 'til tider overlæsset' og 'ikke ligefrem stramt'.

Til gengæld er der fem stjerner fra Berlingske, hvis anmelder kalder koncerten 'ekstremt velspillet' og 'medrivende'.