Festival

Roskilde-aktuel rockstjerne kæmpede med album: Troede jeg havde fået en depression

Arbejdet med Kellermenschs andet album var præget af skriveblokade og løgne for forsanger Sebastian Wolff.

Sebastian Wolff i front for Kellermensch under koncerten på Arena, som er Roskildes næststørste scene. (Foto: Malene Anthony Nielsen © Scanpix)

I musikbranchen taler man ofte om ’det svære andet album’.

Klicheen skulle vise sig at holde stik for det danske rockband Kellermensch, som tidligere i år langt om længe kunne sende deres andet album med den sigende titel ’Goliath’ på gaden. Otte år efter debutalbummet.

Både nye og gamle numre kunne i eftermiddags høres på Roskilde Festivals Arena-scene, hvor Kellermensch spillede for regntøjsklædte publikum.

Pres fra udenlandske pladeselskaber og skriveblokade var en del af forklaringen på, hvorfor albummet skulle vise sig at blive en hård fødsel, forklarer forsanger Sebastian Wolff:

- Vi kom egentlig godt i gang og fik skrevet en masse musik, men det med at få bundet tekst på og lave færdige historier og få en retning, skete ligesom aldrig. Samtidig begyndte vi at mærke det pres, der fulgte med, at vi havde fået en stor pladekontrakt med folk i Berlin og management i København.

Sebastian Wolff begyndte at lyve, når pladeselskabet ringede for at høre, hvordan det gik med pladen.

Det samme gjaldt også for ved de mere uhøjtidelige aftaler med venner over en øl, hvor han også svarede ”ja, ja, det går fint”, når der blev spurgt til pladen.

Senere i forløbet tog han slet ikke telefonen, når pladeselskabet ringede.

Frygtede en depression

Arbejdet i studiet gik nemlig langt fra som planlagt:

- Jeg er ikke vant til at have den følelse, når jeg kører ned til studiet, at man inden man kommer derned ved: Jeg vil gerne have barren heroppe, men jeg kan ikke komme derop i dag. Sportsfolk oplever måske noget lignende – hvor de ved, hvad de skal, men kan mærke, at kroppen ikke kan, siger Sebastian Wolff.

Sangerens krise i studiet blev også bemærket af de øvrige bandmedlemmer.

Sebastian Wolff nævner en episode, hvor bandets trommeslager kunne komme hen i studiet og tænke, at nu skulle arbejdshandskerne på – alt imens Sebastian Wolff stod og malede.

- For mig har det sikkert givet mening, fordi det var tiltrængt. Men jeg kunne godt se, at der indimellem var noget irrationelt i min adfærd. Jeg kunne bruge lang tid på at gøre ting, der ikke havde noget med at skrive at gøre, siger han.

Den kreative tomgang fik Sebastian Wolff til at spekulere over, om han måske havde en depression.

- Jeg faldt over en artikel om depression, hvor der stod, at en af faretegnene var, hvis man hele tiden laver overspringshandlinger. Jeg kunne sidde i studiet og tjekke mail og ringe til folk og så var dagen gået.

Utilstrækkelighed præger album

Et af vendepunkterne kom, da Sebastian Wolff fik sangen ’Bad Sign’ skruet sammen.

- Inden jeg havde set mig om, havde jeg skrevet teksten. Og så fik vi hul på bylden, siger han.

Ikke overraskende er teksterne på albummet da også præget af den mørke tid, der kendetegnede albummets lange fødsel. Ifølge Sebastian Wolff er albummet ”gennemsyret af en følelse af at være utilstrækkelig”. Og det rammer tilsyneladende et bestemt segment ganske hårdt:

- Der var en, der sagde, at han var glad for, at albummet var så kort, fordi det er hårdt at lytte til. Især mænd siger, at den rammer dem, siger han.

Med koncerten på Roskilde Festival lørdag er Kellermensch nu kommet ud på den anden side af krisen, som på et tidspunkt var ved at splitte bandet ad. Sebastian Wolff er også optimistisk i forhold til, at der på et tidspunkt skal brygges endnu et album sammen.

- Det, vi skal gøre anderledes er, ikke at være så strategiske. I et par år var det sådan, at hver gang vi mødtes, var der et eller andet, vi skulle have styr på. Når vi mødes nu, synes jeg bare, at vi skal drikke bajere og høre musik. Være sammen og have så lidt travlt, at man næsten kan kede sig lidt.

Facebook
Twitter