Slut med seler og sixpence: Sådan bør du opføre dig under en jazzkoncert

Er seler og en blød stråhat obligatorisk påklædning under en jazzkoncert? P8 Jazz-vært fortæller, hvordan du bør og ikke bør gøre, hvis du besøger Copenhagen Jazz Festival.

Copenhagen Jazz Festival begynder i dag med over 1400 koncerter. (© Getty Images)

Jazz.

Lyder det lidt for elitært? Eller for meget for dem med en sixpence i tweed på hovedet og en pibe i munden?

Bare rolig.

Jazz er faktisk ikke så farligt, som nogle af os måske tror. Det fortæller P8 Jazz-værten Jens Rasmussen, som her afliver myter, men også kommer med nogle gode råd om, hvordan du skal opføre dig, hvis du skal til Copenhagen Jazz Festival, som begynder i dag.

Lad os begynde med at aflive lidt myter.

Nej, du behøver ingen sixpence i tweed

Flere jazzmusikere er glade for deres sixpence. Men derfor behøver du altså ikke iføre dig den britiske hovedbeklædning. (© Scanpix)

- Faktisk er der ikke meget forskel på en jazzkoncert og hvilken som helst anden koncert. Der er selvfølgelig ikke en mosh pit foran scenen, men du må altså gerne danse under en koncert.

- Selvom nogle jazzmusikere er kendt for deres seler, hvide skjorter og en hat, så er der altså ingen regler for, hvilket tøj du skal have på til en koncert. Faktisk er mange i jazzmiljøet ret ligeglade med tøjet.

- Selv en ganske almindelig kasket og løst hiphoptøj er i orden, fordi jazzgenren spreder sig, og hiphopstjerner som Kendrick Lamar også lader sig inspirere af jazzen.

Koncerten varer ofte længere end planlagt

Det er sjældent, at en koncert kun varer til det programsatte tidspunkt. Jazzmusikere improviserer meget, og det kan få tidsplanen til at skride. (Foto: © TORBEN CHRISTENSEN, Scanpix)

Men der er altså også ting, der er lidt anderledes under en jazzkoncert. Blandt andet er det ofte mere reglen end undtagelsen, at en koncert varer længere, end der står i programmet.

- Det er helt normalt, at musikerne improviserer, mens de spiller, og at en koncert derfor varer længere end planlagt. Første gang, at P8 Jazz lavede en liveevent, skred det en time, fordi tilrettelæggerne ikke var klar over, at musikerne improviserede så meget og lavede soloer.

- Hvis du er på et ganske almindeligt spillested uden sædenummer, og du har en anden aftale, så gør det ikke så meget, at du går under koncerten. Det er ikke ligesom en klassisk koncert, hvor du helst skal sidde der til slutningen, siger Jens Rasmussen.

Drop dit connaisseur-showoff

Når musikerne improviserer, bruger de ofte dele af numre fra andre jazzmusikere. Men hvis du bliver totalt begejstret over det, så bør du måske lige klappe hesten.

- Når en musiker har imiteret noget fra en anden sang, som kun kendere lægger mærke til, så sidder der ofte en blandt publikum, som brummer et anerkendende ’yeeeeah’. Det skal man bare ikke. Det er irriterende showoff og totalt alfahan-agtigt, og noget jeg aldrig har set kvinder gøre.

- I stedet skal du bare klappe eller pifte lidt ekstra højt, hvis du hører noget, du synes, er ekstra godt.