Teenagere på festival: Suspekt og Kato er det, vi hamrer den af til!

Masser af teenagere er med på Skive Festival. Ikke kun for musikken, men også for hyggen.

Hvis man gerne vil hænge ud med sine venner i gode omgivelser, så er Skive Festival et fedt sted at tage hen i den første weekend af juni.

Sådan lyder det fra de to 18-årige skibonitter, Cecilie Sværke Priess og Jakob Kriegbaum, der igen i år er taget af sted på festivalen.

- Alle, man kender, er til det, så selvfølgelig skal man også selv med, siger Jakob Kriegbaum.

Musikprogrammet vækker dog ikke den store begejstring blandt de to gymnasieelever, der gerne så navne som Rihanna og The Weeknd på festivalen.

- Men det er nok mere på Smukfest og Roskilde Festival. Her er det nok Suspekt og Kato, der er de fedeste navne, siger Cecilie Sværke Priess.

Også en gruppe unge fra Stoholm lidt uden for Skive glæder sig til både Suspekt og Kato, der spiller henholdsvis lørdag og søndag aften på festivalen.

- Det er lidt for os på en eller anden måde - altså aldermæssigt. Det er noget, vi hører, siger Frederik Jakobsen.

- De har sådan nogle fede remixes og sådan noget. Det er noget, vi hamrer den af til, tilføjer Caroline Jørgensen.

Hvad betyder det at hamre den af?

- Jamen altså - fyre den af. Have en fest og danse løs, siger hun.

Se, hvad de unge synes om Skive Festival i videoen øverst i artiklen.

Facebook
Twitter