Festivalbilletter til ulovlige overpriser - her er sælgernes forklaringer

Det vrimler med festivalbilletter til ulovlige overpriser på nettet. Sælgernes forklaringer er meget forskellige.

DR Kultur har talt med danskere, der har forsøgt at tjene penge på salg af festivalbilletter til overpris. (Foto: (Grafik) Søren Dalager Ditlevsen © dr)

I dag starter festivalen Northside, og flere af gæsterne har sandsynligvis købt deres billet til overpris på nettet.

For som DR Kultur skrev for nylig, flød nettet over med de ulovligt dyre billetter, da sommerens store festivaler begyndte at blive udsolgt.

Taler man med sælgerne bag de ulovlige festivalbilletter, er deres forklaringer meget forskellige.

Én vidste ikke, det var ulovligt. En anden vidste det heller ikke - men vil ikke lave prisen om. Og en enkelt forklarer, at der må være sket et identitetstyveri, da personen intet har med billetterne at gøre.

”Men jeg solgte den til normalprisen”

- Jeg var slet ikke klar over, at det var ulovligt, men jeg kan da sagtens forstå det – billetten er jo i forvejen ret dyr, siger en sælger, der har sat sin billet til Roskilde Festival til salg til 2.400 kroner i stedet for normalprisen på 1.965 kroner.

Billetten blev sat til salg, fordi en gratis billet blev mulig i forbindelse med arbejde på festivalen, forklarer sælgeren, der dog ikke kunne få den høje pris for billetten.

- Det var den pris, jeg satte den til, men det var ikke det, den blev solgt for. Den blev solgt til den oprindelige pris. Jeg ville bare ikke have, at det blev mindre.

”Jeg vil ikke ændre det store”

- Jeg var overhovedet ikke klar over, at det var ulovligt, siger sælgeren bag en Skanderborg-billet til 2.750 kroner, der normalt koster 1.995 kroner.

Sælgeren synes, at det er fint, at det er ulovligt.

- I princippet kan alle billetter jo blive købt af X antal folk, og så kan prisen derved blive hævet unødigt, og det ødelægger jo festivalen. Så det giver egentlig meget god mening, siger sælgeren der dog alligevel ikke har tænkt sig at blive helt lovlydig billetsælger:

- Jeg tror bare, jeg vil ændre annoncen til, at der ikke er nogen fast pris – og så må de jo kontakte mig, og så må de forhandle en pris. Så jeg har egentlig ikke tænkt mig at ændre det store.

”Nogle andre må gøre det i mit navn”

- Jeg sælger ikke nogen billet, siger den mest sandsynlige kontaktperson til en annonce på en Roskilde billet til 2450 kroner.

Der er ikke noget telefonnummer på annoncen, men de mange andre navne- og andresseinformationer i opslaget minimerer hurtigt antallet af telefonnumre, der kan være tale om, til ét.

Personen i den anden ende af nummeret har dog en forklaring, og oplyser at der må være tale om identitetstyveri.

- Nogle andre må gøre det i mit navn, siger personen i den anden ende.

Det var desværre ikke muligt at komme i kontakt med en sælger af Northside-billetter til overpris, da de fleste af disse - da artiklen blev skrevet - kun var til salg på hjemmesiden viagogo.dk, hvor kontaktoplysninger ikke fremgår.