Festivalerne melder klar til 2022: Men vil du have billet til de store, bliver det svært

De fleste festivaler har oplevet stor opbakning fra publikum, hvilket betyder, at mange har beholdt deres billet gennem årene, lyder det fra Dansk Live.

Er der udsolgt til din foretrukne festival, kan du skrive dig på ventelister eller søge mod nogle af de mindre festivaler. (© (c) Colorbox)

Mange har gået og gemt på deres festivalbillet de seneste to år, og nu ser det endelig ud til, at 2022 bliver året, hvor den kan tages i brug.

pressemødet onsdag, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) stort set lagde samtlige coronarestriktioner i graven, sendte hun samtidig en hilsen til landets festivaler, der hidtil har måttet aflyse på stribe som følge af uoverskuelige restriktioner.

- Foråret er på vej, dagene bliver længere. Foran venter os en sommer med krammet tilbage, samvær, koncerter og festivaler igen. Alt det, mange af os har savnet, lød det fra hende.

Har du ikke en billet endnu, kan det dog blive svært at få fat i en til flere af sommerens festivaler, fordi en stor del af udbuddet allerede er optaget af folk, der har valgt at beholde dem, de ikke fik indløst ved de aflyste festivaler i de foregående år.

Her kan du se et udsnit fra pressemødet den 26. januar, hvor statsminister Mette Frederiksen omtalte festivalerne:

Det fortæller Esben Marcher, der er sekretariatschef hos Dansk Live, som er en interesseorganisation for spillesteder og festivaler i Danmark.

- For de festivaler, hvor billetterne på forhånd er solgt, er det desværre sådan, at der ikke er plads til flere, siger han og medgiver, at de fleste festivaler netop har oplevet stor opbakning fra publikum, hvilket har medført, at mange har beholdt deres billet gennem årene.

Det gælder eksempelvis hos Roskilde Festival og Smukfest.

- Men der er masser af andre og mindre festivaler, som ikke er udsolgt, hvor man kan komme til, pointerer han samtidig.

  • Man skulle vist have været der for at forstå, hvad der foregår her. Men det er altså techno-yoga, de havde gang i, på campingområdet under Roskilde Festival i 2019. I år bliver der også gang i den, når festivalen fejrer 50-års jubilæum. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)
  • Den stod også på yoga - dog i en mere struktureret form - da Heartland Festival ved Egeskov Slot blev afholdt i 2019. Meldingen er, at arrangørerne planlægger efter en 2022-udgave, som man kender den. (Foto: Linda Kastrup © Ritzau Scanpix)
  • Gilli spillede på Stjernescenen på Skanderborg Festival i 2017. (Foto: Sarah Christine Nørgaard © Scanpix Denmark)
  • Dans foran Orange Scene, da den danske gruppe Bikstok gav koncert på Roskilde Festival. (Foto: Maria Albrechtsen Mortensen © Ritzau Scanpix)
1 / 4

Mangler du billet? Skriv dig på venteliste eller søg mod mindre steder

Hvis du ikke har fået en billet til din foretrukne festival, og der umiddelbart virker til at være udsolgt, kan du tjekke, om der er flere dagsbilletter tilbage, eller se, om festivalerne har en venteliste, du kan skrive dig på.

Hos Smukfest, også kendt som Skanderborg Festival, er meldingen, at partoutbilleterne er udsolgt. Her valgte hele 95 procent af publikum ved aflysningen i 2020 at overføre deres partoutbillet til året efter, mens 97 procent valgte at gøre det samme, da anden aflysning kom i 2021.

Vil man have fat i en billet, er der kun søndagsbilletter tilbage, og alternativt kan man blive frivillig.

Hos Thy Festival har en del også valgt at videreføre deres billet fra tidligere år, hvilket betyder, at der i dag er 7.000 udsolgte billetter, mens 3.000 stadige er ledige.

Her er formand for Thy Rock Hans Peter Jarl Madsen imidlertidig stødt på en anden "udfordring".

- Vi kan have en lille bange anelse om, at folk kan have svært ved at finde deres billetter, siger Hans Peter Jarl Madsen, der allerede har oplevet de første tilfælde.

Kan du ikke finde din mail med billetten, eller har du skiftet computer i mellemtiden, hvor du ellers havde gemt den, vil - i hvert fald Thy Rock - kunne finde den frem i deres system.

Hos Dansk Live er meldingen også, at man hos mange festivaler netop vil kunne finde den hos billetudbyderen igen, hvis uheldet er ude.

Du skal få festivaler, som du husker dem før corona

Planlægningen af årets festivaler er i fuld gang rundt i landet og den fælles melding fra dem, vi har talt med, er, at der venter dig en festivaloplevelse, som du kender den fra tidligere.

- Vi er i fuld gang med at planlægge en festival, som vi kender dem fra de gode gamle dage før corona, siger Søren Eskildsen, der er talsmand for Skanderborg Festivalklub.

Hvis du er til det, kan du snart danse, som de her festivalsgæster gjorde det, på Smukfest i Skanderborg i 2017. (Foto: Sarah Christine Nørgaard © Scanpix Denmark)

Faktisk er det det stik modsatte af begrænsninger, der bliver tænkt i, idet festivalpladsen på Smukfest er blevet udvidet, og der dermed er plads til lidt flere end i 2019.

Også på Roskilde Festival er der langt op til en festival af de store.

- Sidste år holdt vi små endagsfestivaler. Til sommer holder vi Roskilde nummer 50, så det bliver med det helt store, siger Roskilde Festivals talskvinde, Christina Bilde, til DR København.

På Tinderbox og NorthSide, som begge har DTD Group som arrangør, er meldingen da også, at man "på ingen måde" holder igen med planlægningen, og at man ikke forventer nogen restriktioner til den tid. Det oplyser Brian Nielsen, der er administrerende direktør for DTD Group.

Hos Heartland Festival, der afholdes på Fyn fra den 2. til den 4. juni, er man også i gang med at planlægge en festivaloplevelse, som man kender den - medmindre andre retningslinjer selvfølgelig lander.