1 stjerne! Stjerneinstruktørs Netflix-film er så langt ude, at den ligner en ufrivillig komedie

Spike Lees 'Da 5 Bloods' får 'Rambo'-filmene til at ligne filmkunst, siger anmelder.

I Spike Lees 'Da 5 Bloods' vender fire veteraner tilbage til Vietnam for at ære deres gamle delingsleder. (Foto: David Lee/Netflix)

- Sådan lyder cikader da ikke derhjemme, far, lyder det undrende fra den unge amerikaner David, mens han spejder op mod træerne i den vietnamesiske jungle.

- Nej … Men vi er heller ikke hjemme, min søn, svarer faderen Paul med en patos, som om han serverer én af livets allerstørste sandheder.

Og så spiller de vietnamesiske cikader i øvrigt ikke mere med i Spike Lees nye krigsfilm.

Sådan fungerer 'Da 5 Bloods'.

Der bliver talt med mega-monster-store bogstaver. Og følelser. Paul og sønnike er ikke bare i udlandet, de er i noget nær det nærmeste, de kommer Helvede.

Vietnam er skam et skønt land med smuk natur og dejlig mad, men for sorte soldater, der blev indskrevet i hæren og drog til Vietnam-krigen mellem 1954 og 1973, blev landet synonymt med dybe sjælesår.

'Da 5 Bloods' har fået flere rosende anmeldelser i USA, men i Danmark er anmelderne ikke begejstrede. (Foto: David Lee/Netflix © © 2020 Netflix)

Procentuelt flere sorte end hvide amerikanere blev dræbt i krigen, sorte officerer var sjældne, hvilket ifølge 'Da 5 Bloods' betød, at sorte soldater oftere blev ofret ved fronten.

Der var tusinder af rapporter om racesammenstød, endda enkelte optøjer i den amerikanske Vietnam-hær - blandt andet fordi sorte soldater var vidne til, at hvide landsmænd fejrede drabet på borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King Jr., der blev myrdet den 4. april 1968. I øvrigt præcis et år efter, han holdt en berømt tale, hvori han udtrykte håb om, at han og de øvrige sorte amerikanere endelig kunne se USA som deres land.

- Vi kæmpede i en umoralsk krig, der ikke var vores, for rettigheder vi ikke havde, messer vietnamveteranen Paul i 'Da 5 Bloods'.

Traumet fra krigen ender som en fjern rumlen i junglens dyb

Spike Lees nye film, der kan ses på Netflix, ligger altså fuldstændig i forlængelse af Black Lives Matter-bevægelsen, der for nylig demonstrerede verden over - som bekendt også i Danmark - på grund af amerikanske politifolks dødelige anholdelser af sorte.

Ikke alene mistede de fire sorte Vietnam-veteraner Paul, Otis, Eddie og Melvin deres forbillede og leder, Stormin' Norman, i Vietnam, de kæmpede også for at opretholde et system, der undertrykte dem. Det gør de stadig 50 år senere, da Paul, Otis, Eddie og Melvin drager til Vietnam for at hente de jordiske rester af Norman.

'Da 5 Bloods' eksploderer undervejs i voldsomme følelser, overbelæsset fortælleteknik og højtråbende skuespil, siger anmelder Per Juul Carlsen. (Foto: David Lee/Netflix © © 2020 Netflix)

Ganske typisk for 'Da 5 Bloods' skal de fire veteraner ikke bare hente deres våbenbror hjem, de skal også hjembringe en bunke guldbarrer, der kom forbi deres næse under krigen og blev gravet ned midt i junglen.

Når der er guld, opstår der ballade, ved vi fra Hollywoods westerns. Og det gør der. Faktisk eksploderer 'Da 5 Bloods' undervejs i voldsomme følelser, overbelæsset fortælleteknik og skuespil så højtråbende, at det snildt burde kunne vække Norman fra de døde.

Spike Lees 'Da 5 Bloods' kan lige nu streames på Netflix. (Foto: David Lee/Netflix © © 2020 Netflix)

Sådan fortæller Spike Lee historier. Hans forrige film 'BlacKkKlansman' fortalte den sande historie om en sort politimand, der infiltrerede den racistiske organisation Ku Klux-Klan. En utrolig historie, som Lee gjorde til så kulørt en romantisk actionkomedie, at enhver fornemmelse af de virkelige begivenheder druknede.

Det samme sker i 'Da 5 Bloods'. Der bliver læsset så eftertrykkeligt på i beretningen om de fire Vietnam-veteraner, at filmens udgangspunkt, traumet fra krigen, ender som en fjern rumlen i junglens dyb.

Fyldt med overraskelser fra dårlige melodramaer

Der bliver jokket på nogle gamle miner, der ikke er blevet fjernet efter krigen – heller ikke selvom de ligger lige op ad offentlige veje. Paul har et traumatisk forhold til sin søn, David, der pludselig kommer dryssende forbi Vietnam for at se til sin far. Otis har et barn med en vietnamesisk prostitueret. Og selvfølgelig er ingen til at stole på i Vietnam, ligesom under krigen.

Og så skal der lige kastes rundt med fem-ti af den slags overraskelser, der plejer at høre hjemme i dårlige melodramaer.

'Da 5 Bloods' er så opkørt, at Sylvester Stallones 'Rambo'-film ligner tyst tyrkisk filmkunst i sammenligning. Det er muligvis nødvendigt for at samle amerikanerne om den selvforståelse, Black Lives Matter repræsenterer.

Men som historie er 'Da 5 Bloods' så langt ude, at den ligner en ufrivillig komedie.

FacebookTwitter