12 år efter kæmpehit: 'The Simpsons'-bagmand bekræfter ny film

Efter 30 år er serien blevet forlænget med 2 sæsoner, og fans kan også forvente endnu en film.

Sidst 'The Simpsons' indtog biografsale verden over var i 2007. Og selvom det er 12 år siden, så bliver det ikke den sidste film med Homer og alle de andre Simpsons. (© Getty Images)

Homer, Marge, Bart, Lisa og Maggie.

De fleste kender for- og efternavn på medlemmerne i den animerede familie i 'The Simpsons'.

Men flere var bekymrede for seriens overlevelse, da Disney tilbage i marts opkøbte det store filmstudie 20th Century Fox, som står bag 'The Simpsons'.

Der opstod spekulationer om, hvad opkøbet ville betyde for 'The Simpsons', og om Disney i den nærmeste fremtid kunne finde på at droppe at producere flere afsnit af serien.

Men serien er forlænget med to sæsoner, og Matt Groening, der er skaberen af 'The Simpsons', har på den netop overståede tegneseriekonference Comic Con i San Diego bekræftet, at der også kommer en ny 'The Simpsons'-film.

- Der er ingen tvivl om, at der kommer endnu en Simpsons-film på et tidspunkt, siger han med henvisning til Disneys store opkøb:

- Jeg tror da, at Disney gerne vil have noget for deres penge.

I snart 30 år, har Homer og Marge Simpson dannet par og lukket tv-seere indenfor i deres tumultariske ægteskab med usædvanligt mange op og nedture. (© Getty Images)

12 år siden første film: 'Det slog os næsten ihjel'

Første gang, man kunne se familien Simpsons på det store lærred, var i 2007, hvor den første og indtil nu eneste 'The Simpsons'-film havde premiere og indtjente imponerende 527 millioner dollars.

Men selvom filmen var en succes blandt både publikum og anmeldere, så har vi altså hele 12 år senere endnu ikke fået en 2'er, og fans har i flere år diskuteret, om det nogensinde vil ske.

Simpsons-bagmanden Matt Groening fortæller på tegneseriekonferencen, at filmen nær havde taget livet af serien.

- Det her er et ærligt svar: Den første Simpsons-film slog os næsten ihjel, siger Matt Groening.

- Vi havde ikke noget B-hold, der stod klar til at lave filmen dengang. Det var de samme mennesker, der skrev, animerede, lagde stemmer og lavede musik til tv-serien, som også lavede filmen ved siden af, siger han og fortsætter:

- Det var i 2007. Vi er næsten kommet til hægterne igen. Næsten.

Vigtig brik i streaming-krig

Annonceringen kommer tæt på 30-års jubilæet for serien, der havde premiere 17. december 1989.

Ifølge tv-ekspert og kæmpe-'The Simpsons'-fan Keld Reinicke, så er det unikke ved 'The Simpsons', at den er enormt politisk ukorrekt og samtidig rammer meget bredt, som kun de færreste komedieserier ellers formår.

- Ofte er det sådan, at en komedie er smal i det, hvis den skal være rigtig cool. For når man laver grin, er det jo ofte på bekostning af andre. Så det er ret utroligt, at 'The Simpsons' stadig formår at være mainstream og sjov på samme tid, siger han.

En anden kvalitet, Keld Reinicke ser ved serien, er skabernes evne til at følge med tiden.

- De har været dygtige til at modernisere sig selv og ramme stemninger og strømninger i tiden og lave grin med dem. Hvis der kommer en ny præsident, ses det i serien med det samme. Hvis der kommer en ny iPhone eller en Pokémon GO-app, så har Bart den. De er dygtige til deres håndværk, siger Keld Reinicke.

Tv-eksperten var da heller ikke rigtigt nevøs for seriens skæbne, da Disney opkøbte 20th Century Fox. Faktisk tror han, at den kommende film meget vel kan få en plads på Disneys kommende streaming-platform Disney+, som kommer til efteråret.

- De vil jo ikke helt sige det, men jeg tror, at udmeldingen om den nye film hænger sammen med den streamingkrig, som Disney og Netflix kommer til at ligge i til efteråret. Der vil hele 'The Simpsons'-universet være et stort trækplaster for Disney, siger Keld Reinicke.

Det yngste medlem i 'The Simpsons'-familien er Maggie, der stadig bruger sut og ikke er ældet en dag i løbet af de 30 år, serien har kørt. (© Getty Images)
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk