12 points go to Netflix: Superstjerne har hovedrollen i ny filmsatsning om Eurovision

Netflix har planer om en ny spillefilm om sangkonkurrencen Eurovision Song Contest. Amerikanske Will Ferrell spiller hovedrollen.

Will Ferrell skal spille hovedrollen i ny film om Eurovision Song Contest. Til højre ses dette års vinder, israelske Netta. (Foto: Getty Images / Andreas Putting)

ABBA. Carola. Brødrene Olsen. Will Ferrell...?

Jep, den er god nok.

Streaminggiganten Netflix barsler på en ny film om den elskede og udskældte sangkonkurrence, Eurovision Song Contest, og filmens hovedrolle skal spilles af komikeren Will Ferrell. Det skriver onlinemediet Deadline.

50-årige Ferrell er blandt andet kendt fra filmene 'Anchorman', 'Zoolander' og 'Elf'.

Ferrell skal også føre pennen på manuskriptet til filmen, som han skal skrive sammen med filmforfatter Andrew Steele. De har tidligere arbejdet sammen på blandt andet tv-showet ’Saturday Night Live’.

Det vides endnu ikke, hvilken rolle Will Ferrell skal spille i filmen, men det er ikke utænkeligt, at skuespilleren selv skal på scenen som artist.

Ferrell har nemlig tidligere brugt sine sangevner i en række film, blandt andet i komedien ’Stepbrothers’. Sidste år gav han også sit bud på Whitney Houstons udødelige klassiker ’I Will Always Love You’, da han gæstede en dimissionsfest på et amerikansk universitet.

Dukkede pludselig op til årets Eurovision

Det vakte nogen undren, da Will Ferrell tilbage i maj pludselig dukkede op under prøverne til årets Eurovision Song Contest, der fandt sted i den portugissiske hovedstad, Lissabon.

Den svenske deltager, Benjamin Ingrosso, postede et billede sammen med komikeren på sin Instagram-konto – og nu har vi måske forklaring på hvorfor.

Will Ferrell, der er gift med den svenske skuespillerinde Viveca Paulin, skulle eftersigende selv have været fan af konkurrencen i mange år.

Filmprojekt er tidligere blevet skrottet

Det er ikke første gang, at idéen om at bringe Europas musikalske sammenskudsgilde til live på det store lærred ser dagens lys.

Tilbage i 2007 offentliggjorde EBU, arrangørerne bag konkurrencen, at man havde indgået et samarbejde med folkene bag filmsuccesen ’Borat’ om en spillefilm baseret på det populære tv-show.

Filmen 'Eurovision: The Movie' skulle have ramt biograferne i 2008, men det skete aldrig og i 2010 blev filmprojektet skrinlagt.

Men nu får Eurovision-fans og andre interesserede altså alligevel muligheden for at opleve Grand Prix-magien i hjemmebiografen. Netflix har ikke oplyst, hvornår filmen får premiere.

Eurovision Song Contest blev i år afholdt i Portugal, hvor danske Rasmussen og hans Grand Prix-bidrag 'Higher Ground' endte på en niendeplads. Vinderen blev sangen 'Toy' med den israelske sangerinde Netta.

Facebook
Twitter