For 15 år siden sagde Ross, Rachel og Joey farvel: Derfor holder 'Venner' (stort set) stadig i dag

I dag bliver 'Venner' stadig streamet i voldsom grad. Men hvorfor kan vi relatere til seriens 90'er-virkelighed?

Her ses 'vennerne' Matthew Perry som Chandler Bing, Jennifer Aniston som Rachel Green, David Schwimmer som Ross Geller, Courteney Cox som Monica Geller, Matt Le Blanc som Joey Tribbiani og Lisa Kudrow som Phoebe Buffay. (Foto: NBC © 2012 NBCUniversal)

Uanset om du var født eller ej, da serien for første gang rullede over skærmen i 1994-2004, så er der ret stor sandsynlighed for, at du er stødt på tv-serien 'Venner'.

Enten fordi du selv har brugt den som overspringshandling, når du kom hjem fra skole - eller fordi dine venner (eller forældre) har gjort det.

Faktum er, at serien er uundgåelig.

Selv i dag, hvor det mandag er præcis 15 år siden, at det 236. og allersidste afsnit af tv-serien 'Venner' blev vist i USA.

For serien om de seks venner på Manhattan i New York City har stadig skyhøje seertal den dag i dag.

Men hvorfor holder den stadig - og hvor halter serien set med 2019-briller?

Det har vi spurgt serieekspert Frederik Dirks Gottlieb og medieforsker og professor Anne Jerslev om.

1

+ Komisk timing

(Foto: NBC © © NBC Universal)

- 'Venner' holder stadig i dag. Især fordi det er et enormt dygtigt cast, hvor alle skuespillere har en perfekt komisk timing. Det handler naturligvis også om et sjovt manuskript med masser af punchlines, men man kan ikke fake komisk timing eller den kemi, der er blandt de seks karakterer fra allerførste afsnit, siger Frederik Dirks Gottlieb, der blankt indrømmer, at han stadig ser 'Venner' den dag i dag - og at det er den serie, han har tilbragt allerflest minutter i selskab med.

Seriens manuskriptforfattere har desuden formået at skabe sjove replikker, der bliver synonymt med karaktererne, hvilket er noget af det, der virker stærkt i serien, mener Anne Jerslev.

- Man kan nærmest høre Ross råbe 'We were on a break!' til Rachel. Ligesom Joeys replik 'Joey doesn't share food' også er noget, han hele tiden gentager, og som bliver ved med at være sjovt.

2

+ Sjove kvinder

(Foto: NBC © 2012 NBCUniversal)

Selvom der på mange parametre mangler diversitet i serien, så er den langt fremme i skoene for sin tid, når det kommer til seriens kvindelige karakterer, mener Frederik Dirks Gottlieb.

- At de vælger tre sjove mænd, men også tre sjove kvinder, er ret moderne for en 90'er-serie. Især karakteren Phoebe, spillet af Lisa Kudrow, hvis replikker jo stort set udelukkende består af punchlines. Det er ellers et karaktertræk, som næsten altid hører til en mandlig rolle.

Alle seks skuespillere og ikke mindst seriens manuskriptforfattere roses af de to eksperter, men særligt én skuespiller står frem: Jennifer Annistons portræt af karakteren Rachel Karen Green.

- Hun er en virkelig dygtig komedienne, der kommer med replikkerne med de helt rette betoninger og pauser, samtidig med at hun lægger ansigtet i de rette folder, siger Anne Jerslev.

- Hun er i øvrigt også et klart eksempel på, hvor vild den serie er, tilføjer Frederik Dirks Gottlieb og uddyber:

- Hun har formået, i en tid, hvor det stort set aldrig skete, at rykke fra tv til film med succes. I dag, 15 år efter serien sluttede, er hun derfor stadig en kæmpe stjerne.

3

+ Mine 'venner'

(© Getty Images)

En af de ting, som Anne Jerslev ser som en af seriens største styrker, er dens blanding af realisme og komik. For realismen gør, at seriens personer og handling virker genkendelige.

- 'Venner' er næsten et portræt af os selv og relationerne i vores egen vennegruppe. Der er solidaritet, dumheder og mange andre ting, som bliver vist i serien. Ting, vi kender fra vores egne venner.

- Serien handler om den ideelle ungdomstid, hvor vennegruppen nærmest er ens familie. De er hinandens sikkerhedsnet. Og det kan man også relatere til i dag, mener medieekspert og professor Anne Jerslev.

4

- / + 'Hjernedød' underholdning

(Foto: NBC © 2012 NBCUniversal)

Serien kan stadig klemme et grin ud af sit publikum - også tiende gang man ser det samme afsnit. Men så mangler den til gengæld bid.

- Den har absolut ingen samfundsmæssige ambitioner. Det er det, der gør den allermest forældet, set med nutidens øjne, mener Frederik Dirks Gottlieb.

Det gør det omvendt også rart og nemt at se serien, da der ikke skal tages stilling til politiske budskaber undervejs. Hvis man altså passer ind i seriens kasse for 'normal'.

- Er man en hvid, heteroseksuel mand eller kvinde, så er der meget lidt, man kan slå sig på undervejs, hvilket gør serien til rar, 'hjernedød' underholdning. Men falder man bare lidt uden for kassen, så må man lede forgæves efter repræsentation, siger Frederik Dirks Gottlieb.

Og så sker der i øvrigt aldrig noget, der er kontroversielt nok til for alvor at bryde vennegruppen op, tilføjer Anne Jerslev.

- Selv når der sker katastrofer, så er det ikke noget, der ødelægger venskaber. Det er ofte højest, at Monica er overneurotisk, eller at Chandler siger noget dumt.

5

- Hvidt og heteroseksuelt

(Foto: NBC © 2012 NBCUniversal)

Det er dog manglen på diversitet, der for alvor kan få tæerne til at krumme sig sammen og replikkerne til at skurre øregangene.

- Jeg er sikker på, at man i dag ville have fokuseret meget mindre på det heteroseksuelle og inkorporeret homoseksuelle relationer som noget mere selvfølgeligt, i stedet for at vise, at homoseksualitet er noget, man er bange for, mener Anne Jerslev, der bakkes op af Frederik Dirks Gottlieb.

- Når homoseksualitet nævnes, er det oftest som en joke og noget, der ikke er normalt. De tre mandlige skuespillere kan eksempelvis ikke være for kærlige over for hinanden, uden at det gøres til en joke, og det får mig virkelig til at krumme tæer, når jeg ser serien i dag.

- I dag er det utænkeligt, at man ville sammensætte en vennegruppe på den måde. Man ville sørge for at mikse det lidt mere. Både på hudfarver, kønsidentitet og seksualitet. Det er et meget godt udtryk for både den tid, serien blev optaget i - og ikke mindst holdet bag serien, forklarer Frederik Dirks Gottlieb og fortsætter:

- Man tænker i dag meget mere over, at der også bag skærmen skal være repræsentation af andre end heteroseksuelle, hvide mennesker. Det gør simpelthen produktet langt mere langtidsholdbart, hvis man sørger for at tænke diversitet ind fra start.

Selvom Chandlers far præsenteres som en drag queen, der skred fra Chandlers mor til fordel for en 'pool boy', at Monica og Chandler kæmper med barnløshed, at Ross' første kone Carol forlod ham til fordel for en anden kvinde, og at Phoebe er rugemor for sin egen lillebror, bliver ingen af de potentielt debatskabende emner behandlet som sådan.

- Det er ikke noget, de dykker dybt ned i. Det er slet ikke seriens ærinde og bliver mest af alt fodnoter til seriens overordnede handling, siger Frederik Dirks Gottlieb.

Facebook
Twitter