2 stjerner til ekstremt langt superheltebrag: Slutningen smadrer filmen med vanvittigt tempo og effekt-cirkus

Zack Snyders udgave af 'Justice League' redder ikke "fumlende fadæse" fra 2017, mener anmelder.

Filmanmelder Per Juul Carlsen er ikke begejstret for Zack Snyders nye udgave af DC-filmen 'Justice League'. (© 2021 Warner Bros. Ent)

Der var et tidspunkt, hvor jeg tænkte: "Det er egentlig ret fedt, det her!".

Jeg kan ikke huske præcis, hvad der skete, da følelsen opstod. Men den var intens.

Måske fordi den opstod ud af så godt som ingenting. Jeg havde ingen forventninger til Zack Snyders 'Justice League' – ikke andet, end at den da umuligt kunne rette op på den fumlende fadæse af en film, den oprindelige 'Justice League' havde været i 2017.

Dengang stod det ualmindelig klart, at tegneserieforlaget Marvel havde givet sin mangeårige konkurrent, DC, seriøst baghjul i omstillingen til filmenes verden.

Mens Marvel erobrede alverdens biografer med film om Iron Man, Thor, Captain America og Avengers, humpede DC bagefter med halvsvage film om ellers skudsikre succeser som Batman og Superman.

Det skulle 'Justice League' rette op på. Nu skulle DC op i gear.

Men så måtte instruktøren Zack Snyder trække sig fra filmen ovenpå sin datters selvmord.

Vrede fans' konspirationsteorier

En af heltene fra Marvels succeser, Joss Whedon, blev hentet ind til at gøre filmen færdig, men resultatet var sært charmeforladt.

Hverken hvad angår spænding, karakteropbygning, humor eller dynamik kunne 'Justice League' tilnærmelsesvis måle sig med Marvel, der lige havde nået nye højder i kombinationen af charme, komik og sjælekvaler i 'Guardians of the Galaxy'-filmene.

Selv ærke-DC-fans var skuffede – så meget, at der opstod en teori om, at Zack Snyder havde sin egen version liggende. Og at den var meget bedre.

Konspirationen voksede, og så fik Snyder 437 millioner kroner til at færdiggøre sit director's cut, som nu kan ses på streamingtjenesten HBO.

Filmen er nu mere end dobbelt så lang og skruet sammen i et format, der hedder 1,66:1 og som mere ligner et traditionelt tv-billede end biograflærredets brede overblik.

Og så har den fået alt, hvad den kan trække af Snyders varemærker: En salvelsesfuld, himmelstræbende patos og en uhæmmet glæde ved digitale billedeffekter.

Det er lang fra Snyders første superhelte-film. Særligt filmen 'Watchmen' fra 2009 begejstrede filmanmelder Per Juul Carlsen, der kaldte filmen "et mesterværk". Det samme gør sig ikke gældende for 'Justice League'. Her ses Zack Snyder (tv.) sammen med skuespiller Jason Momoa som Aquaman på filmsettet tilbage i 2016. (Foto: Clay Enos © 2016 Warner Bros. Entertainment Inc.)

Sænk tempoet!

Det var netop længden, der skabte den pludselige intensitet i mig.

Efter at have kæmpet med tanken om at skulle være fire fåkking timer i selskab med Zack Snyders gravalvorlige effektcirkus, skete der noget.

Mens Batman, The Flash, Wonder Woman, Aquaman og Cyborg fes rundt og dræbte irriterende, vimsende paradæmoner fra det ydre rum, faldt universet på plads, og jeg følte mig nærmest … forstået.

Min teori om at superheltefilm grundlæggende ville være federe, hvis tempoet blev skruet ned, og der blev plads til personkarakteristik, blev jo bevist for øjnene af mig.

Nu var det muligt at se alle detaljer i et slagsmål. Og hold kæft, mand, stakkels Cyborg, sikken en skæbne han havde fået, inden han stod der, vred og indestængt, halvt menneske og halvt maskine, med en ubehageligt dyb forståelse af verdens sammensætning.

Og med en forståelse af fjenden, skurkene Darkseid og Steppenwolf, der ville nedbryde og genopbygge Jorden i en dyster og mørk version – selvfølgelig – med menneskene som slaver. "Det er den eneste vej for menneskeheden", som Steppenwolf brøler i begyndelsen af filmen. Uden at forklare sig nærmere, naturligvis.

"Kæft, det swinger," sad jeg der og tænkte til min egen forbavselse og følte mig pludselig tilbage i Snyders mesterværk 'Watchmen' fra 2009, hvor historie, figurgalleri og billedeffekter smukt smeltede sammen.

Ray Fisher i rollen som Cyborg/ Victor Stone, der undervejs formår at vække følelser hos den ellers skeptiske anmelder, Per Juul Carlsen. (Foto: Courtesy of Warner Bros. Entertainment Inc. © © 2017 Warner Bros. Entertainment Inc.)

Det er ikke Bibelen, Zack...

Men efterhånden smadrede Zack Snyder sig hen til det store opgør til sidst.

Effekterne blev fyret helt op. En smuk solnedgang lignede pludselig en syntetisk frugtmarmelade.

Med ét var det ikke længere muligt at se, hvad der foregik i det vanvittige tempo i de syntetiske lillarøde landskaber.

Der bliver ikke sparet på pompøse fanfarer, tempo og storslåede billedeffekter i Zack Snyders 'Justice League'. Det havde ellers klædt den, mener Per Juul Carlsen. (© 2021 WarnerMedia Direct)

Og sørme om ikke de seks helte i 'Justice League' stod på toppen af verden i en afsindig pompøs fanfare, inden de blev afløst af slagord som "Heal. Love. Win", og det hele gik over i verdens længste epilog på hele 20 minutter.

Og en sangerinde ved navn Allison Crowe rundede det hele af med en rædselsfuld udgave af Leonard Cohens 'Hallelujah', der blev brølt, som var den en triatlon og ikke en hymne.

"Det er jo bare en superhelte-fortælling det her, Zack, ikke Bibelen, og slet ikke den virkelige verden," tænkte jeg.

Og så opdagede jeg, at den var helt knust, den der følelse af, at det da egentlig var meget fedt, det her. Jeg kan bare huske, at den var der i en lille times tid.

Inden den blev knust af en absurd alvor i alskens syntetiske farver.

(© 2021 Warner Media Direct)
Facebook
Twitter