2 stjerner til katastrofefilm med legendarisk monster: Det er det rene klimatosseri!

'Godzilla 2: King of the Monsters' passer lige ned i den ophedede klimadebat, mener Per Juul Carlsen.

- Til sidst er der ikke nogen bedre beskrivelse af 'Godzilla 2: King of the Monsters' end det begreb, en vred dansk politiker introducerede forleden; 'klimatosseri', skriver Per Juul Carlsen. (© SF Studios / Warner)

'Naturen finder altid en balance. Og så er det op til mennesket af finde sin plads i den', lyder det fra en af figurerne i monsterfilmen 'Godzilla 2: King of the Monsters'.

Dertil svarer en af hans kolleger: 'Det lyder godt. Har du selv fundet på det?' -'Nej', svarer den første. 'Jeg fandt det i en lykkekage. En meget lang lykkekage'.

Faktisk lyder det som, at de fleste af de højt bevingede ord, der bliver sagt om klimaet og miljøet i 'Godzilla 2', er hentet fra tvivlsomme lykkekager.

De lyder godt, men de giver ikke altid mening, hvis man piller lidt i dem.

Især ikke, når de bliver smasket oven i hinanden i en film, der må sætte ny verdensrekord i den særlige amerikanske filmdisciplin, der hedder 'manglende selvbeherskelse'.

Og til sidst er der ikke nogen bedre beskrivelse af 'Godzilla 2: King of the Monsters' end det begreb, en vred dansk politiker introducerede forleden; 'klimatosseri'.

Urgamle beskyttere af naturen

I begyndelsen er det egentlig ikke så tosset.

Monstret Godzilla blev udtænkt i Japan i 1954 med inspiration fra datidens atomprøvesprængninger, og i de her år, hvor bekymringen for Jordens tilstand stiger, er det naturligt at gribe fat i Godzillas udgangspunkt som en kommentar til menneskets eksperimenter med naturen.

Allerede i den fem år gamle forgænger blev det slået fast, at Godzilla og jordkloden er nært knyttet til hinanden.

Og da det begynder at pible frem med dusinvis af kæmpemonstre i 'Godzilla 2', lufter nogen den teori, at titanerne, som de bliver kaldt, er urgamle beskyttere af Jorden, klimaet og naturen.

Eftersom menneskeheden tilsyneladende er ved at bringe kloden ud af balance, må titanerne naturligvis vågne og bekæmpe truslen.

Fin idé. Det hele er vendt på hovedet.

Millie Bobby Brown (tv.) er også kendt for sin rolle som 'Eleven' i science fiction-serien 'Stranger Things'. (© SF Studios / Warner)

Lige indtil nogen i Hollywood har gjort opmærksom på, at det bliver for kompliceret med en monsterfilm, hvor monstrene er heltene, og menneskene har fortjent at dø.

I hvert fald bliver konceptet lynhurtigt rullet tilbage igen, da det trehovedet kæmpemonster Ghidorah bliver gjort til overskurk.

Og sådan vælter det frem og tilbage med nye teorier om titanernes plads i miljøet.

Inden længe er klimatosseriet gået helt over gevind.

Og både monstre og mennesker har smadret så mange storbyer, at en tyvendedel ville være aldeles nok.

Et smadreniveau hinsides det begribelige

På et tidspunkt fastslår en militærperson, at titanerne har skabt katastrofer, kæmpeulykker og så voldsomme rædsler, at 'vi slet ikke har ord for dem endnu'.

Det lyder som en spøgefuld kommentar til den amerikanske filmindustri i computereffekternes tidsalder, men det ser faktisk ikke ud til at være for sjov.

Det er den egentlig katastrofe i 'Godzilla 2', at instruktøren Michael Dougherty og hans to medforfattere frygteligt gerne vil op på et smadreniveau hinsides det begribelige.

Kyle Chandler, der spiller faderen Mark Russell i filmen, har medvirket i et hav af tv-serier og film. I 2011 modtog han en Emmy for sin rolle i serien 'Friday Night Lights'. (© SF Studios / Warner)

De bliver ved og ved med at finde på og smadre.

Og midt i det hele placerer de en familie, hvis tre medlemmers humørsvingninger i helt absurd grad er afgørende for planetens skæbne.

Hvis man opfatter 'Godzilla 2' som en moderne udgave af 1950'ernes og 1960'ernes uskyldigt underholdende monsterfilm, hænger den tilnærmelsesvis sammen.

Men noget tyder desværre på, at Michael Dougherty og hans venner tager klimateorierne i 'Godzilla 2' ganske alvorligt.

Eller i hvert fald tager publikums bekymring for klimaet alvorligt.

Dét er klimatosseri.

(© SF Studios / Warner)
Facebook
Twitter