2019 var et vildt tv-år! Her er serierne, der tog os med bukserne nede

Der var både stærke dramaer og vilde superhelte-serier på plakaten i 2019.

'Chernobyl' og 'The Crown' hører til blandt årets bedste serier i et stærkt serieår, mener serieekspert Frederik Dirks Gottlieb. (© HBO Nordic og Netflix)

Hvert år har vi serier, vi regner med, bliver hits, og som måske endda lever op til de høje forventninger.

Men det er ofte de serier – og serietendenser – vi ikke så komme, som for alvor planter sig i hukommelsen.

Jeg har kigget tilbage på det herrens serieår 2019 og udvalgt de serier, som ikke bare var med til at definere et stærkt serieår, men som også overraskede mig og formentlig de fleste andre, som var så heldige at falde over dem.

Og de kan absolut stadig tåle at blive set, selvom kalenderen snart viser 2020.

'Chernobyl' og 'Kemohjerne': Tunge emner behandlet til perfektion

To af hovedrolleindehaverne i 'Chernobyl': Til venstre Stellan Skarsgård som Boris Shcherbina, til højre Jared Harris som Valery Legasov. (© HBO Nordic)

To serier, som mere eller mindre skildrer min værste frygt i livet: Atomkraftværksulykker og kræft.

'Chernobyl' er en effektiv thriller, der på realistisk vis beskriver dagene op til og efter den skæbnesvangre ulykke på atomkraftværket Tjernobyl i det tidligere Sovjetunionen i 1986. Vi følger kemikeren Valery Legasov, som får den umulige opgave at udrede den forfærdelige krisesituation.

Det er både en mørk og til tider decideret ulækker serie, der i scener med eksponerede atomkraftværk-arbejdere og brandmænd udmønter sig i decideret body horror. De, der kom i berøring med det radioaktive udslip, begyndte nemlig langsomt at ligne noget fra 'The Walking Dead' – dette er efter sigende dog overdrevet en del i serien.

Selvom den var hård at komme igennem for en som mig - der som barn frygtede Barsebäck på den anden side af sundet mere end alt andet - var det alligevel rart en gang for alle at få genfortalt historien og få en del fakta på plads. Og så endda på yderst underholdende og velspillet vis.

Det er er HBO's anden mest streamede serie i 2019, og det er ikke bare en sejr for seriekunsten, men en gigantisk overraskelse, som selv de gode folk hos HBO formentlig ikke havde turdet håbe på.

Jeg lider selv af sygdomsangst og bekymrer mig alt for meget om kræft og andre af de sygdomme, vi hele tiden hører om. Derfor var det ikke med god vilje, at jeg satte 'Kemohjerne' på. En serie, hvori den unge Oliver helt ud af det blå får sin verden vendt op og ned ved en lægekonsultation, hvor det fastslås, at han har kræft og omgående skal i kemoterapi.

Men som det også var tilfældet med komediedramaet '50/50', hvor Joseph Gordon-Levitts figur også får kræft i en ung alder, så kan det faktisk være lindrende og i sidste ende betryggende at se en serie bearbejde vores største frygt.

'Kemohjerne' er skrevet med enorm følsomhed i den enkelte scene, og samtidig er der hele tiden blik på det store, skæbnesvangre billede og menneskets egenskab til at overkomme umenneskelige situationer i pressede perioder af livet.

Jeg græd som pisket til scenerne mellem Oliver og hans far, og det er længe siden, at jeg har set en så stærk præstation af en ung skuespiller, som den, kæmpetalentet Adam Ild Rohweder leverer her.

Det kan føles modstridende at sætte tv-underholdning på, som konfronterer os med vores frygt, men når manuskriptet er så omhyggeligt nedfældet og samspillet mellem figurerne så naturligt, så kan det vise sig, at man faktisk får det bedre.

'The Crown' og 'Succession': Dramaserien er stærkt tilbage!

Oscar-vinderen Olivia Colman spiller rollen som dronning Elizabeth i 'The Crown'. (© Des Willie/Netflix)

I starten af årtiet var tidens dramaserier de helt store samtaleemner ved kaffemaskinen på arbejdet.

Hvad skal der ske med Walter White i 'Breaking Bad', og er Don Draper fra 'Mad Men' en helt eller en skurk? Efter afslutningerne på en række ikoniske dramserier så det i lang tid lidt sløjt ud på dramaserie-fronten. Men langsomt har især to dramaserier kæmpet sig ind i folkets hjerter.

'The Crown' beskriver dronning Elizabeths rejse fra ung prinsesse til Storbritanniens magtfulde dronning, og i en dramatiseret version af virkelighedens kongehus får vi både store følelser, politik og verdenshistorie i én dyr, velsmurt mastodont af en dramaserie.

Men det måske mest overraskende var, da nyheden kom om, at hele castet ville blive skiftet ud i tredje sæson. Et cast, som ellers var både prisvindende og yderst afholdt. Heldigvis lykkedes det Netflix og serieskaber Peter Morgan at gentage succesen med et måske endnu mere veloplagt – og nu Golden Globe-nomineret – cast, der inkluderer eliteskuespillere som Olivia Colman, Helena Bonham Carter og Tobias Menzies.

Langt fra Storbritanniens skrantende økonomi i 1970'erne finder vi i 'Succession' historien om Logan Roy, ejer og chef for et af USA's største medie-konglomerater, der efter en sygdomsperiode skal pege på sin efterfølger blandt en broget flok af sine nu voksne børn.

Bag Succession står blandt andre bagmanden til de politisk ladede komediefilm 'Four Lions' og 'In the Loop', Jesse Armstrong. Og de to komedie-genier Will Ferrell og Adam McKay har i tilpas armslængde været med til at styre skibet i land.

Det komiske input mærkes, og hvor andre selvhøjtidelige dramaserier bliver drøje i længden, føles Succession mere som et kryds mellem komedieserien 'Veep' og den poppede 'Billions', hvor intet er mere alvorligt, end at man kan få en sjov scene ud af det.

'Unbelievable' og 'True Detective' sæson tre: Tankevækkende krimiserier

Oscar-vinder Mahershala Ali spiller hovedrollen som Wayne Hays i 'True Detective'. (© Warrick Page/HBO Nordic)

Krimiserier kan til tider føles klaustrofobiske og skabelonagtige, og de mange timer, man skal investere i dem, retfærdiggør sjældent det begrænsede formål at finde af, hvem der gjorde det.

Efter at jeg havde set første afsnit af 'Unbelievable', vidste jeg ikke, om jeg kunne fortsætte, da den hyperrealistiske stil var med til at gøre den sande historie om den amerikanske teenager Marie Adlers voldtægtssag så meget mere uhyggelig.

Vigtigere end at finde ud af hvem der gjorde det – og den mission er de to badass betjente Karen og Grace selvfølgelig også på – handler 'Unbelievable' også om den ubehagelige, trøstesløse og mistroiske stemning, der kan herske i et forhørslokale, når ældre mandlige betjente ikke tror på unge, kvindelige voldtægtsofre.

Det er forfriskende, at krimiserier i 2019 kan være mere end simple mordmysterier og faktisk tage del i en vigtig samfundsdebat.

Årets måske største, enkeltstående overraskelse må dog gå til Nic Pizzolattos rollercoaster af en krimiserie, 'True Detective'. Første sæson var notorisk storartet og anden sæson notorisk dårlig. Faktisk ved jeg ikke, om der findes en anden serie i verdenshistorien med så stor kvalitetsforskel på to sammenhængende sæsoner.

En ting er sikkert: Der var ikke høje forventninger til tredje sæson af 'True Detective', der ellers havde både Mahershala Ali og Carmen Ejogo på rollelisten.

Til alles store overraskelse viste tredje sæson sig dog at være en tour de force i både skuespil fra Ali, men også med en meningsfyldt historie fortalt i tre tidsperioder. En til tider lidt for ambitiøs opgave, som alt andet lige blev forløst ganske fremragende, og igen har fået os til at tro på Nic Pizzolattos påståede geni.

'Watchmen' og 'The Boys': Endelig to fremragende superhelte-serier

'Watchmen' er baseret på en DC Comics-tegneserie fra 1987 af samme navn. (© HBO Nordic)

Vi har gennem årene fået en pæn portion udmærkede superhelteserier. Men de har haft tendens til enten at blive for mørke og langtrukne, som det for eksempel er tilfældet med Marvel/Netflix-serierne 'Daredevil', 'Jessica Jones' og 'Luke Cage', eller for fjollede og letbenede som DC Comics' 'Arrow', 'The Flash' og 'Supergirl'.

Balancen lader nu til at være fundet i to af årets stærkeste serier.

I Damon Lindeloffs mesterlige 'Watchmen' videredigtes der på Alan Moore-tegneserien af samme navn. Den disciplin kunne have gået helt galt - tegneseriens legende-status og hardcore fans taget i betragtning. Heldigvis har Lindeloff tydeligvis taget sig god tid, nærstuderet kildematerialet og tænkt sig rigtig godt om, da han skrev 'Watchmen'.

Serien starter hårdt ud og har muligvis fået rystet en del seere af i starten, men har fra afsnit fem og frem udviklet sig til et ægte mesterværk. Og det på trods af, at 'Watchmen' er en serie, der kræver en del fortolkning fra seeren - hvilket gør det endnu mere imponerende, at den er blevet lidt af et hit for HBO.

Lindeloff fletter figurerne fra tegneserierne sammen med både historiske og nutidige racekonflikter og har skabt et værk, der nærmest føles som begyndelsen på en helt ny genre.

Lidt mere (bevidst) fladpandet er Amazon Primes serieficering af tegneserien 'The Boys', der med smukke – og ultravoldelige – actionsekvenser mest af alt lægger sig tæt op ad 'Deadpool'-filmene.

Der er dog en tydelig politisk bevidsthed til stede, og det står som ét af serieårets stærkeste og mest skræmmende øjeblikke, når vi finder ud af, hvordan den ellers ubehagelige og overgrebsagtige superhelt 'The Deep' i årevis selv er blevet misbrugt af kvinder, som kun tænder på ham, fordi han har gæller i hoften. Typisk.

Facebook
Twitter