22-årige Kaitlyn kan blive Hollywoods næste store stjerne: Imponerer alle som voldtægtsoffer i ny serie

Skuespilleren Kaitlyn Dever spås en lysende fremtid. Men hun kæmper stadig med at holde de mørke tanker på afstand.

Det går mildt sagt strålende for den unge, amerikanske skuespiller Kaitlyn Dever.

Faktisk går det så fint, at du lige så godt kan skrive hendes navn bag øret med det samme, for fremover bliver hun med stor sandsynlighed en af de skuespillere, der sætter sig tungt på hovedrollerne.

I sommer så vi hende allerede spille den bærende rolle som lesbiske Amy i den roste ungdomskomedie 'Booksmart', og denne uge er hun her, der og alle vegne takket være sin hovedrolle i den nye Netflix-miniserie 'Unbelievable'.

Serien handler om en række virkelige voldtægter begået i USA, og Kaitlyn Dever spiller rollen som teenageren Marie, der svigtes af systemet efter en traumatiserende voldtægt og i stedet selv bliver anklaget for at have opdigtet overgrebet.

Den rolle spiller Kaitlyn Dever så godt, at Soundvenues anmelder 'får lyst til at nominere hende til en Emmy' og i øvrigt kvitterer med fem stjerner til serien generelt. Derudover mener Filmmagasinet Ekkos anmelder, at Kaitlyn Dever 'leverer seriens absolut bedste præstation'.

Kaitlyn Dever har været skuespiller i næsten 12 år. Hun begyndte med små opgaver i reklamer som barn. Nu har hun en hovedrolle i en original Netflix-miniserie. (Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann © Nikolaj Thaning Rentzmann)

Og selvom Kaitlyn Dever selv har fået mange positive kommentarer på serien fra publikum efter et par visninger af 'Unbelievable' i USA, så har det vigtigste for hende været at sætte fokus på, hvordan samfundet takler voldtægter.

- Jeg vil så gerne belyse denne konkrete sag, som mange slet ikke kender. Det er vigtigt for mig at være med til at fortælle historien, som jo nu kommer ud til hele verden takket være Netflix, siger Kaitlyn Dever, som i sidste uge var i København for at tale med pressen om serien.

En af dem, du skal holde øje med

Ja, Netflix er uden tvivl en effektiv platform, og mange nye seere verden over kommer unægtelig til at opdage Kaitlyn Deves netop gennem hendes store rolle i 'Unbelievable'.

Der har ellers været andre lejligheder til at opdage den 22-årige skuespiller før, for hun er på ingen måde ny i branchen. Faktisk har hun arbejdet som skuespiller i over ti år.

Og der er blevet lagt mærke til hende. For fem år siden skrev branchebladet Variety for eksempel i rosende vendinger om Kaitlyn Dever i deres liste over 'unge skuespillere, du skal holde øje med'.

- Når det kommer til skuespil, byder Dever enhver ny rolle og udfordring velkommen med en uhindret entusiasme, stod der i Variety, hvor nogle af hendes forskelligartede roller i dramaer, komedier, tv og små uafhængige film også blev opremset.

Kaitlyn Dever lyser helt op, da jeg nævner artiklen for hende.

- Det var så sejt at være en del af den artikel! Ej, det havde jeg helt glemt, siger hun smilende og bliver hængende ved mindet et øjeblik.

Branchens pæne modtagelse af hende på det store lærred og på tv har derfor været rar, siger hun, men det er ikke den, der har løftet hende alene.

- Jeg er, hvor jeg er i dag, fordi jeg har arbejdet så hårdt for at nå hertil, og jeg har været god til at ignorere alle de nej'er, jeg har fået på min vej. Og så er jeg jo bare fortsat med at gøre det, jeg elsker, uden at dvæle ved mine fejl, siger hun.

Kaitlyn Dever i 'Unbelievable', hvor hun spiller en teenager, der bliver voldtaget i sit eget hjem. Bagefter må hun igennem et opslidende forløb hos politiet, hvor hun skal genfortælle den voldsomme hændelse så mange gange, at hun til sidst glemmer vigtige detaljer. (Foto: Beth Dubber/Netflix © Netflix)

'Det er så normalt at føle angst i dag'

Fejl kan ellers være svære at takle – det ved Kaitlyn Dever naturligvis godt – og hun forstår også godt, hvorfor mange af hendes jævnaldrende i dag er så bange for at fejle.

Især i hendes hjemland over there ser hun, hvordan mange unge har et kæmpe pres hængende over deres hoveder. Ikke bare skal de være det bedste, de overhovedet kan være – de skal tilmed være det hele tiden, fortæller Kaitlyn Dever.

- Du ved, de skal ind på de bedste skoler, og de skal have det bedst tænkelige job, ellers tror folk, at de er ingenting. Men sådan er det jo ikke. Du kan blive, hvad du har lyst til – men det er bare svært at huske på, når man er ked af det.

Beanie Feldstein og Kaitlyn Dever i rollerne som de flittige veninder Molly og Amy i den anmelderroste ungdomskomedie 'Booksmart', der havde premiere i sommer. (Foto: Francois Duhamel © © 2019 ANNAPURNA PICTURES)

Den fornemmelse kender skuespilleren også godt selv. Som hun sidder der elegant klædt i silke-heldragt på et smart hotel i København med et succesfuldt 2019 i ryggen, er det dog ikke lige til at se, at hun også kan tvivle på sig selv.

- Jamen, det kan jeg helt sikkert. At være skuespiller bringer en masse angst med sig, og hvis jeg ikke var blevet skuespiller, tror jeg også, at jeg ligesom alle andre havde været utilpas over at skulle passe ind i den rigtige gruppe i skolen. Det er så normalt at føle angst i dag blandt unge.

Til gengæld ved Kaitlyn Dever også godt, i hvilken retning hun skal dreje sine tanker, når det sker.

- Jeg prøver konstant at minde mig selv om, at vi jo alle sammen bare prøver at gøre vores bedste, og at vi lærer undervejs. Vi bliver bare nødt til at lytte og ikke dømme hinanden. Jeg synes, det vigtigste er at gå igennem livet med et åbent sind, lyder det fra skuespilleren.

Når hun selv kæmper med at holde sig optimistisk, eller når jordforbindelsen halter en smule, er hun dog ikke i tvivl om, hvor hun finder det nødvendige realitetstjek.

- At have mine to søstre ved min side til at sige 'Hallo, har du mødt dig selv lige nu?!' er altid hjælpsomt. Jeg mener, alle har jo gået igennem alt muligt, men man bliver bare nødt til at være der for hinanden, siger Kaitlyn Dever.

Blev paf over kedelig kommentar fra instruktør

Det virker nu ellers ikke som om, at dette års succes er steget Kaitlyn Dever til hovedet. Mest af alt virker hun bare taknemmelig.

På cv'et har hun haft mindre roller i serier som 'The Mentalist' og 'Modern Family' samt små filmroller i blandt andre 'Bad Teacher' og sidste års 'Beautiful Boy', så hun kan godt mærke, at det er stukket lidt af med hovedrollerne i år.

- Jeg er så glad for, at 'Booksmart' endelig blev lavet, for den blev faktisk skrevet færdig helt tilbage i 2009. Og at 'Unbelievable' så lander i min indbakke efterfølgende, får mig bare til at føle en kæmpe taknemmelighed, fortæller Kaitlyn Dever tilfreds.

Kaitlyn Devers største tv-rolle før 'Unbelievable' havde hun i komedieserien 'Last Man Standing'. Her ses hun i 2011 som datteren i serien, der i år havde premiere på sin syvende sæson. Dever blev nomineret til en Young Artist Award for sin rolle i serien. (Foto: Michael Ansell/ABC © 2011 Getty Images)

Men selvom hun stadig ikke er nået dertil, hvor hun selv kan vælge og vrage mellem roller, så er der alligevel sket meget de seneste år. Der bliver lyttet mere til hende nu, forklarer Kaitlyn Dever.

Det står i stor kontrast til en oplevelse, hun havde for nogle år siden.

- Jeg havde en instruktør, der talte om en scene med en anden skuespiller, da jeg gik hen for bare at stille et simpelt spørgsmål – om han havde brug for noget særligt fra mig til scenen. Så svarede han, at jeg jo bare skulle 'være pige', fortæller Kaitlyn Dever.

Hun blev så paf, at hun ikke fik svaret ham tilbage i øjeblikket, selvom hun ville ønske, hun havde haft overskuddet til det.

Sådan bliver hun heldigvis ikke mødt mere. Og de seneste år har hun også mærket, hvordan der bliver lyttet mere til kvinder i branchen.

Derfor ser Kaitlyn Dever heller ingen forhindringer fremadrettet, og drømmen er da også at 'spille alle mulige forskellige roller'.

- Jeg vil gerne lave en western, en actionfilm og alt muligt andet. Jeg drømmer stort.